The Beatles: Get Back

Den 28. juli dukkede Peter Jacksons knap otte timer lange dokumentar om The Beatles arbejde med Let It Be albummet op på matriklen i form af tre Blu-ray discs, der indeholder hver deres episode af miniserien. Leveringen var godt to en halv uge forsinket fra iMusics leverandør, men måske skal alverdens Beatles fans have portemonnæen op af lommen igen, i 2022-23, da der ifølge instruktøren er mere endnu.

Yderligere tre-fire timers optagelser ligger nemlig klar i restaureret udgave plus nyt produceret bonusmateriale med tilhørende interviews, som Jackson håber, Apple og Disney vil udgive en dag som extended limited edition fordelt over sandsynligvis fire discs eller flere. Med 60 timers råfilm og 150 timers lyd tilrådehavende i det arkiv, instruktøren Michael Lindsay-Hogg gjorde brug af under arbejdet med og klipningen af den oprindelige Let It Be film fra 1970, og som Jacksons team fik adgang til, må der jo gemme sig nogle flere godbidder, der gerne måtte se dagens lys.

Næppe overraskende viser Get Back, der har været undervejs gennem flere år og udskudt grundet Covid 19, at de fire beatler kun er mennesker, der reagerer følelsesmæssigt på alt det, der skete omkring dem mellem den 2.-30. januar 1969 kulminerende med den berømmede koncert på taget af Apple bygningen i Saville Row midt i arbejdstiden og frokostpausen i det travlt trafikerede London.

Minidokumentaren Get Back – The Rooftop Concert, der gengiver gruppens optræden i samtlige 42 minutter under vinterlige temperaturer, før lovens knap så fleksibelt lange arm satte en stopper for de musikalske udskejelser, fik særskilt premiere januar/februar 2022 i udvalgte kæmpebiografer verden over. Hele Get Back, oprindelige vist på Disney+ den 25.-27. november 2021, skulle efter planen have været ude på dvd og Blu-ray februar 2022, men blev forsinket grundet tekniske udfordringer.

Selve overførslen til digitale discmedier kunne efter min smag godt stå noget skarpere på ens hjemmebio fladskærm, men lydkvaliteten er fremragende, og indholdet fremstod ved gensyn i fuld længde enddog yderligere fascinerende i dets unikke musikhistorisk dokumentarværdi. For hele Get Back i skygger og lys handler om de menneskelige faktorer, der kommer til udtryk i de fire individuelle bandmedlemmers karakterer under den kreative skabelsesproces af nye sange, hvoraf en stor del endte på Abbey Road (1969) og Let It Be (1970).

De mytologiskprægede fortællinger heraf en del forsøgt ophøjet til kategoriske sandheder, der i årtier har fulgt i kølvandet på et af populærmusikkens absolut mest betydningsfulde bands, udsættes i Get Back for mere end blot kritiske eftersyn. En del af dem punkteres og aflives sågar. Sammenlignet med Get Back dokumentaren virker Let It Be filmen som en lang depressiv nedtur med relativt få forsonende elementer. I Get Back er der levnet plads til de opløftende stunder præget af gensidig tolerance, hvor den barokt beatelske humor og sprogtone udfolder sig på grænsen af det surrealistisk absurde.

Konerne kom på besøg, og der leges med børnene, mens ting falder på gulvet, og spontant opståede jams nærmer sig det infernalske. De nævnte film ligner ikke kun derfor hinanden meget lidt, men også fordi Jackson bevidst har valgt ikke at jokke Lindsay-Hoggs udlægning af begivenhederne for meget over tæerne, som han selv udtrykker det. De kan således begge ses som selvstændige værker. Planerne om Beatles live tv shows i eksotiske omgivelser og koncerter foran indbudt publikum ryger i skammekrogen, mens der fremøves nye numre og diskuteres indbyrdes. George Martin, teknikeren Glyn Johns, musikforlæggeren Dick James og andre omkring orkesteret gav deres besyv med.

George Harrisons pludselige exit, der lammede bandet i det meste af en uge og drev McCartney til fortvivlede tårer, skildres langt grundigere i Get Back, der hverken benægter eller udelader ansatser til konflikt og dårlig stemning. Harrison kom dog styrket tilbage, og hans betingelser herfor gav endda dividende. Bandet flyttede fra det noget trøstesløse Twickenham filmstudie til Apple bygningens kælder for at færdiggøre et nyt album med bedre studiegear. Ydermere satte Harrison trumf på ved at inddrage den eminente keyboardspiller Billy Preston i arbejdet, hvis positive sind og sprudlende musikalitet løftede stemningen gevaldigt.

McCartney fremstår som den ivrigt motiverende indpisker, der gerne vil have yderligere fart over feltet og således kan virke noget pertentlig og irriterende. Omvendt udtrykker han stor forståelse for John Lennons behov for at have sin kommende kone Yoko Ono ved sin side under det daglige arbejde, og hendes tilstedeværelse lader ikke til volde nogen problemer overhovedet. Ono er ganske enkelt ikke skyld i bandets opløsning. Paul McCartney sørgede for, at Peter Sellers mildest talt akavede gæstevisit i studiet blev en kortvarig affære for at dække over Lennons påvirkede og tågede talestrøm.

De to hovedkomponisters interne relationer virker langt hen ad vejen harmoniske i Get Back, selv om den indbyrdes hanekamp er der og altid har været latent til stede i gruppens levetid, en indbyrdes konkurrenceånd både bandet og dets millioner af beundrere stadig nyder godt af takket være en guldgrube af små og store genistreger. Og Harrison er ikke kun den introverte negativist, der stillede sig forsmået på bagbenene, men også en glimrende sangskriver, der januar 1969 spillede sine kort rigtigt ved at flytte fokus i den retning, han mente, det hele burde tage.

Ringo Starr holdt sammen på tingene bag sit trommesæt og sagde sin mening her og der. Beatlernes langt mere sammensatte personligheder og psykologiske indvirkning på bandet som kollektiv organisme udfoldes bedre i Get Back end i Let It Be og for den sags skyld meget andet vist og offentliggjort om Liverpool kvartettens eksistens. Ja, der spildes tid under øvningen og indspilningerne, og i ny og næ virker det hele løst og diffust i fugerne med fare for frustration over tomgangen.

Men sådan er det, når mennesker og ikke mindst stærke individualister arbejder sammen. Sådan er det ligeledes at befinde sig i et øverum og i et studie, når processen pendler mellem opløftet energi og slukøret mental batterisvigt. Disse grundvilkår, alle der har prøvet det i timer, uger, måneder og år, gælder selvfølgelig også for The Beatles, men årsagen til, hele verden kigger med, skyldes deres enorme talent for at skabe det særligt sublime i fællesskab i en æra, hvor det meste af kloden hungrede efter toner og rytmer, der ændrede musikken og vores måder at opfatte den på for tid og evigt.

The Beatles var og er ‘revolutionen i hovedet’, som Ian McDonald beskriver og navngiver det i sin læseværdige bog af samme navn. Fire briter på rette tid og sted med momentum, zeitgeist og sange, der knap et år før det fælles projekts udløbsdato kom i kassen med lige dele knofedt, konfrontation og kærlig hengivenhed i et succesfuldt broderskab, hvor den menneskelige faktor under et nært umenneskeligt forventningspres blev udslagsgivende som i så meget andet i verden.

Jeg nød ikke mindst gensynet med Get Back, fordi vi ligeledes bliver mindet om, hvor velsmurt et band, John, Paul, George og Ringo vitterlig var, når de med fare for at blive arresteret forstyrrede kontornussernes rutiner med et så insisterende saftigt sving, som spillede de foran et ekstatisk medlevende publikum i Cavern Club i håb om en pladekontrakt. 50-60 år er gået, siden alt dette skete. ‘Get back, get back, get back to where you once belonged.’