The Beatles: Revolver (1966)

Om Vinylstakken

Vinylentusiast og musikblogger Thorbjørn Hertz Jensen er i færd med at anmelde samtlige vinyler i hans pladesamling. Pladerne vil blive lyttet til - og anmeldt - i alfabetisk rækkefølge, sorteret efter kunsternavn. (læs mere her)

Kære læser, med en alsidig samling af vinyler, kan du glæde dig til, i denne serie, at læse om albums inden for et bredt udvalg af genrer. 

Velkommen og god læselyst!

The Beatles: Revolver (1966)

At George Harrison ikke er en fuldt dedikeret fan af den universelle og udviklede velfærdsstat, der finansieres af 'de bredeste skuldre', kan man ved selvsyn eller -hør konstatere på åbningsskæringen af The Beatles syvende 'rigtige' studiealbum på blot tre år, Revolver. På "Taxman" lyder han decideret vred, for ikke at sige bitter, over at skulle aflevere alle sine surt optjente moneter:

If you drive a car, I'll tax the street
If you try to sit, I'll tax the seat
[...]
'Cos I'm the taxman

Det må vel næsten være verdens første protestsang imod solidaritet! Det var ihvertfald ikke det, der lå forrest i lyrikken hos de samtidige protest- og folkesangere. Men bortset fra det, så er også Revolver et fremragende Betles-album - hvis man altså kan lide The Beatles, og det er altså ikke alle, skulle jeg hilse og sige. Blandt andet fra en herboende livsledsager, der faktisk synes, at meget af det er noget overvurderet tis, og 'havde det ikke været for den kulturhistoriske betydning, så..." Og det kan jo være rigtigt nok.

Der vil altid være en indædt debat mellem beatlelologer, hvis sådanne findes, om hvorvidt dette eller hint album er det fineste, de fire friske fyre har frembragt. Hos nogle er  det rent faktisk Revolver, der rangerer højest - men det er det ikke hos mig. Der er indiskutabelt fine sange på albummet og generelt er det kvalitet fra første til sidste skæring (næsten, da), men der er stadig langt op til Sgt. Pepper, Abbey Road og det hvide album - også selvom sidstnævnte er lidt af en rodebutik.

Men lad os da tage de fine sager først - og så kan vi jo lige så godt fortsætte, hvor vi slap, med Harrisons bidrag til festen. "Love You Too" er - igen - en sitarbaseret, lettere hypnotiserende (og hindu-inspireret) syre-rockballade, hvis en sådan genre ellers eksisterer. Og tidligere på pladen er vi blevet præsenteret for to af pophistoriens mest ensomme skæbner: Eleanor Rigby, den ensomme pebermø, og den præst, der forretter hendes begravelse efter at have skrevet prædikener, som ingen hører. Og på trods af dette er det samtidig en af de smukkeste sange, der nogensinde er skrevet om dyb, eksistentiel ensomhed, og hvordan man - ikke - overlever den.

Derudover er pladen spækket med nye studieteknikker anvendt på en sand guldgrube af pop- og rocksange: Der er baglæns-indspilninger af alverdens instrumenter, strygere (smukkest på netop "Eleanor Rigby") og distortion i mikrofonerne. Og så er der "Tomorrow Never Knows", "Here, There And Everywhere", "I'm Only Sleeping" og "Good Day Sunshine". Og midt i det hele skal Ringo også have lov til at synge med, og det gør han på "Yellow Submarine" - og dermed kan vi også takke The Beatles for den største syng-med-på-stadions-og-lav-selv-teksten-hymne, der nogensinde har ramt en pladetallerken (med en mulig undtagelse af Village Peoples: "Go West").

Og som titlerne antyder: igen en Beatles-klassiker spækket med, nå ja; Beatles-klassikere, og så er alt jo såre godt.

(Men jeg kan altså bedre li' nogle af de andre, men det holder vi mellem os indtil videre, ikke?)