Best of The Byrds

For nylig købte jeg en cd på et hollandsk musikmarked i København til trods for, at priserne på markedets andendag var helt i top, og på trods af, at jeg i forvejen var den lykkelige ejer af udgivelsen i LP-form. Men hvorfor så give toppris for Gene Clarks ”Roadmaster”, hvis indhold jeg uden tvivl også har på anden vis fordelt på diverse cd-udgivelser? Svaret er enkelt: jeg elsker Gene Clarks musik, og desuden er jeg inkarneret samler, hvorfor jeg naturligvis må eje netop denne udgivelse i netop denne form. Jeg har aldrig set Clarks ”Roadmaster” som cd tidligere, og jeg var klar over, at hvis jeg ventede, til prisniveauet faldt, ville en anden samler og Gene Clark-fan købe cd´en. Så det var bare om at slå til.

Gene Clark (1944-1991) repræsenterer for mig noget af det ypperste inden for sangskrivningens ædle kunst, og der er ingen, der kan måle sig med ham, når det gælder fremførelsen af hans sange. The Byrds var i min optik en af sin tids bedste rockgrupper, og Gene Clark var den vigtigste figur i gruppen, selv om han ”kun” var sanger og sangskriver.

The Byrds ville ikke være The Byrds uden Roger McGuinns tolvstrengede guitar eller uden gruppemedlemmernes flotte vokalharmonier; men gruppen ville heller ikke have opnået sin fremtrædende position i 1960´ernes musikverden uden Gene Clarks smukke melodier og hans indfølte foredragelse af sangene (når han ellers fik lov til at afløse Roger McGuinn som gruppens forsanger). Da Clarks forlod The Byrds i 1966, faldt kvalitetsniveauet i gruppens udfoldelser drastisk – uden af den grund at blive lavt.

Vejen til ”Roadmaster”
Gene Clarks forlod efter sigende The Byrds, fordi han var bange for at flyve og derfor ikke brød sig om den megen rejsen rundt til gruppens koncerter. En lige så oplagt årsag til bruddet mellem The Byrds og Clark var imidlertid, at sangeren simpelt hen var træt af den megen ståhej i forbindelse med promoveringen af gruppens udgivelser. Og så var han også træt af de evindelige interne stridigheder i gruppen.

Gene Clark ville helst bare koncentrere sig om det, han var bedst til: at skrive nye sange og indspille dem med ligesindede musikere. Dette ønske førte i første omgang efter bruddet til pladen ”Gene Clark with The Gosdin Brothers” (1967), som trods fine anmeldelser kom til at lide under den ironiske omstændighed, at pladen blev udsendt i samme uge som The Byrds´ ”Younger than yesterday” – med adskillige gode sange fra Clarks tidligere kolleger i gruppen.

Efter et par fine, men salgsmæssigt skuffende pladeudgivelser sammen med banjospilleren Doug Dillard og andre dygtige vestkystmusikere, heriblandt det senere Eagles-medlem Bernie Leadon, var tiden kommet for Clark til at forsøge et egentligt soloudspil. Først gik han dog i 1970 i studiet og indspillede de formidable sange ”She´s the kind of girl” og ”One in a hundred” i selskab med sine gamle venner fra The Byrds; men indspilningerne blev aldrig udsendt og lå i stedet og samlede støv i nogle år. Senere i 1970 lavede Clark en indspilning af en anden ny perle i sangkataloget, ”Here tonight” sammen med musikere fra gruppen The Flying Burrito Brtothers; men heller ikke denne indspilning fandt vej til udgivelse i samtiden.

Igennem et års tid fra efteråret 1970 til august 1971 arbejdede Gene Clark koncentreret på albummet ”White light”, som ved udsendelsen fik fine anmeldelser, og som senere har fået status af klassiker. Salgstallene for albummet var da også opmuntrende nok til, at Clark og hans musikere gik i studierne igen for at lave optagelser til efterfølgeren til ”White light”. Men indspilningerne gik langsomt og løb til slut helt ud i sandet, hvorfor de 8 sange fra projektet i første omgang endte i pladeselskabets arkiver.

Nu så det sort ud for Gene Clarks forsøg på at skabe en solokarriere, og endnu mørkere var udsigterne for de optagelser, der var tænkt som en opfølger til ”White light”. Men heldigvis for Clarks mange fans, heriblandt undertegnede, solgte ”White light” virkelig godt i Holland, hvorfor folkene bag sangerens hollandske pladeselskab Edsel var stærkt opsatte på at udsende en efterfølger til succesudgivelsen. Derfor sammensatte man med hjælp fra Clarks amerikanske musikforlag A&M Records 11 mere eller mindre færdigpudsede sange, som tilsammen kunne udgøre en hel LP: ”Roadmaster”.

LP´en blev kun udsendt i Holland og Tyskland, men det var heldigvis tilstrækkeligt til, at mindst ét eksemplar i 1973 nåede frem til Danmark og til min pladesamling. ”Roadmaster” blev udsendt på cd i 1986 (og senere genudsendt på cd med alternative versioner af 2 af sangene), og det var en af disse cd´er, jeg stødte på i Accord i januar i år.

Sangene på albummet
Hvad er det så, der efter min mening gør ”Roadmaster” til så god en udgivelse, at jeg må eje den i flere versioner og faktisk også ville vælge at tage den med til den berømte øde ø? Først og fremmest er jeg meget betaget af Gene Clarks melankolske sangunivers, hvor den ene sørgmodige sang om tabt kærlighed og triste minder afløser den anden, og hvor teksterne skaber en vemodig stemning, der passer som fod i hose til de langsomme og vibrerende smukke melodier. Hvis man dertil lægger Gene Clarks følsomme stemme og et akkompagnement, hvor steelguitaren ofte har en fremtrædende rolle, får man et lydbillede, der ikke opleves mere udtryksfuldt inden for den blanding af folk rock og countryrock, som Clark udviklede til perfektion.

Musiksmag er bl.a. et spørgsmål og fine nuancer og personlige præferencer, og i mit tilfælde er det altså Gene Clarks musik, der rammer tættest på centrum af skiven. Nogle af Clarks senere sange kan i mine ører bevæge sig så tæt på overdreven følsomhed, at det nærmer sig føleri, og det bryder jeg mig ikke så meget om; men i 1960´erne og starten af 1970´erne havde sangeren den vitalitet og kreativitet, der var nødvendig for at formidle de Beatles-inspirerede sange til små skrøbelige mesterværker, som man gerne ville høre igen og igen. Min sjæl, hvad vil du mere?

Sangene på ”Roadmaster” er på sin vis lidt af en rodebutik, hvor nye sange blandes med gamle, og hvor et par covers bryder rækken af sange af egen avl. Desuden er besætningen på 3 af numrene en anden end på de øvrige 8, og flere af sangene er i realiteten outtakes uden den endelige finish. Alligevel fremstår ”Roadmaster” som en udsædvanligt homogen og helstøbt plade, og det skyldes uden tvivl Clarks stærkt personlige aftryk på alle dele af udgivelsen. ”Roadmaster” er i alt væsentligt en afspejling af, hvor Gene Clark befandt sig i disse år, såvel kunstnerisk som personligt.

Og så til selve indholdet på ”Roadmaster” ”She don´t care about time” er et gammelt Byrds-nummer, som blev genindspillet til den nye plade. ”She´s the kind of girl” og ”One in a hundred” blev som tidligere nævnt indspillet til en single, der skulle foregribe gendannelsen af The Byrds i 1973, mens ”Full circle song” er den tidligste version af et af Clarks bidrag til LP-udgivelsen fra samme gendannelse. ”Rough and rocky”, måske pladens smukkeste nummer, er skrevet af Lester Flatt og Earl Scruggs i 1954 og fletter sig fint ind blandt de øvrige sange om ulykkelig kærlighed: ”Darling, I have come to tell you/ though it almost breaks my heart/ that before the morning, darling/ we´ll be many miles apart”.

”I remember the railroad” er en af mange nostalgiske Clark-sange om tidens ubønhørlige gang, og selv om sangteksten også rummer en forsigtig og nærmest trodsig optimisme, hvad angår fremtiden, er der ingen tvivl om, at sangskriveren befinder sig bedst i nutiden – eller i fortiden. Det samme kan siges om teksten til den sarte ”In a misty morning”, hvor storbyens højhuse kun forstærker jeg-personens erindring om det liv, han har lagt bag sig. Håbet om en bedre fremtid er der altid; men den aktuelle situation er der ikke meget positivt at sige om: ”The fog rolled in and the lights grew dimmer/ and the sound of the city seemed amplified/ In the misty morning when it had just been pouring/ like the clouds above the storm just had to cry”.

Når jeg så godt kan lide Gene Clarks sange, er det bl.a. fordi han er så god en digter, som tilfældet er. Og hvis sandheden skal frem, er jeg nok også dybest set enig i hans livssyn og grundlæggende perspektiv på verden: det var bedre før! Men lad endelig være med at sige det til nogen, og lad mig her nøjes med konstateringen af, at jeg er meget begejstret for Clarks musik, ikke mindst for mesterstykket ”Roadmaster”.