Blues for begyndere, del 10: 2000-2009

Læs del 9 her.

I det nye årtusind begynder Europa for alvor selv at producere navne, der kan konkurrere med de amerikanske bluesmusikere. De har ganske vist svært ved at slå igennem i USA, men på hjemmekontinentet opstår der et marked, der ikke bare begrænser sig til kunstnernes respektive hjemlande.

En vigtig faktor er det tyske pladeselskab Ruf Records, der er oprettet af Thomas Ruf i 1994 med henblik på at udgive Luther Allison. Ruf har også andre amerikanske kunstnere i stald – som Walter Trout og Omar & the Howlers – men begynder ligeledes at udgive flere og flere europæiske navne.

England er ikke overraskende velrepræsenteret ved blandt andre Aynsley Lister, Joanne Shaw Taylor, Oli Brown og Dani Wilde. Men Ruf har også succes med f.eks. finske Erja Lyytinen og Wentus Blues Band samt den serbisk/hollandske guitarist Ana Popovic (i 2013 udgiver Ruf Records for første gang et dansk band, Thorbjørn Risager & the Black Tornado).

Norge

Ikke kun Rufs kunstnere markerer sig internationalt. Fra Norge, der har et stærkt bluesmiljø, kommer Bjørn Berge, som turnerer med succes i Europa, og guitaristen og produceren Christoffer ”Kid” Andersen. Kid Andersen flytter i 2001 til USA og bliver hurtigt en vigtig del af det frodige West Coast blues-miljø, ikke mindst da han i 2006 etablerer sine Greaseland-studier.

Navne som Rick Estrin & the Nightcats, John Németh og Terry Hanck indspiller i Greaseland, hvor de lige som f.eks. Little Charlie, Rod Piazza, Mitch Kashmar og Sugar Ray & the Bluetones spiller swingende West Coast-festblues.

Sidstnævnte er egentlig ikke fra vestkysten, men fra Rhode Island, men også her er der altså grobund for jump blues-baserede bands – ligeledes ekspliciteret ved Roomful of Blues, hvis evigt skiftende besætning gennem årene har talt navnkundigheder som Duke Robillard, Al Copley, Lou Ann Barton, Ronnie Earl, Curtis Salgado og såmænd også Bluetones-frontmanden Sugar Ray Norcia.

Joe Bonamassa

Ligeledes i USA kan man i år 2000 for første gang købe en plade med guitaristen Joe Bonamassa. Dem skal der komme mange af, for Bonamassa og hans management fører en meget aggressiv udgivelsespolitik, hvor de nærmest oversvømmer markedet med studie- og live-plader.

Det er en strategi, der ser ud til at virke, for efterhånden bliver Joe Bonamassa verdens vel nok mest sælgende bluesmusiker.

Især i Europa er Bonamassa i stand til også at fylde koncertsale op. Det skyldes måske, at hans ekvilibristiske bluesrock primært er inspireret af 1960’ernes engelske bluesguitarister som Jimmy Page, Jeff Beck, Eric Clapton og Peter Green.

Lukket land

Single-hitlisterne er stadig lukket land for bluesen, om end crossover-orienterede musikere som Eric Clapton og Bonnie Raitt endnu kan sælge album. Man ser dog en stærk bluesindflydelse hos et band som The White Stripes, der endda på deres første plader indspiller versioner af bl.a. Son House- og Blind Willie McTell-sange.

The White Stripes er et af tidens mest populære garagerock-bands, hvis lo-fi-indspilningsteknik og –æstetik går godt i spænd med gamle, skrattende country blues-plader og kan minde en del om 1990’ernes hill country blues med R.L. Burnside og andre.

Rockpublikummet opdager også, måske lidt tilfældigt, bluesguitaristen og –sangeren ”Seasick” Steve Wold, da han nytårsaften 2006 optræder på BBC TV i et populært musikprogram med boogie-woogie-pianisten Jools Holland som vært.

Det bliver begyndelsen på en enorm popularitetsbølge for Seasick Steve, som efterfølgende optræder i udsolgte koncertsale og på festivaler verden over, blandt andet i Roskilde. Seasick Steve spiller forholdsvis traditionel hill country- og delta blues, men hans succes smitter ikke af på genrens andre udøvere.

Pladeselskaber

Som niche lever bluesen dog i bedste velgående, og der skyder fortsat nye blues-orienterede pladeselskaber op. Delta Groove etableres i Californien 2004 og bliver hurtigt et af de førende labels inden for især West Coast blues med blandt andre The Mannish Boys, Mitch Kashmar, Kirk Fletcher, Rod Piazza, Candye Kane og Terry Hanck på kontrakt.

I 2007 starter Delta Groove en underafdeling ved navn Eclecto Groove til den musik, der ikke så nemt lader sig kategorisere. De udgiver blandt andre Ana Popovic, Mike Zito, Jason Ricci og Nick Curran.

I Canada åbner NorthernBlues Music kontoret i 2000 og udsender en række højkvalitetsudgivelser med navne som Janiva Magness, JW-Jones og Watermelon Slim. Canada er allerede hjem for Stony Plain Records (som i Europa distribueres af franske Dixiefrog) og Electro-Fi, og i USA udgives der fortsat blues i Chicago fra Alligator og Delmark Records, i Los Angeles fra Blind Pig, i Cleveland fra Telarc, og i Cambridge, Massachusetts fra roots-selskabet Rounder Records.

Endelig har det britiske selskab Document Records siden 1987 udgivet primært førkrigs-blues i grundigt researchede og omfattende opsamlings-serier. I 2013 allierer Document sig med Jack Whites Third Man Records om at udgive udvalgte kunstnere på vinyl.