Bobby McFerrin i Koncerthuset
Du kan høre Bobby McFerrin under jazzfestivalen. Den 5. juli 2011 kan du opleve ham i Koncertsalen i DR Koncerthuset i København. På lørdag kan du høre Bobby McFerrin i Århus under Aarhus Vocal Festival 2011, hvor han er hovednavnet.
DR skriver om koncerten og Bobby McFerrin:
"Bobby McFerrin har begejstret publikummer verden over med sit gennemført originale, grænseløst musikalske vokalunivers. Han har solgt over 20 millioner albums, vundet en halv snes Grammyer samt optrådt og indspillet med store, ligesindede kunstnere som Chick Corea, Yo-Yo Ma, Joe Zawinul, Herbie Hancock, Quincy Jones, Wynton Marsalis - samt forskellige symfoniorkestre med hvem McFerrin også har vist overbevisende dirigent-evner.
En musikalsk familie
McFerrin blev født ind i en musikalske familie i New York for 61 år siden, og hans opvækst var fuld af vokal idet begge forældre var operasangere. Faktisk var hans far den første sorte sanger som blev kontraktansat på Metropolitan Opera, mens moderen var en respekteret og afholdt musiklærer. Blot seks år gammel blev McFerrin undervist i musikteori, og modtog senere klaverundervisning på Julliard. Efter highschool ernærede McFerrin sig i en periode som syngende barpianist på diverse hoteller, og i 1980 (på Salt Lake City Hilton) blev han "opdaget" af komikeren Bill Cosby, som straks anbefalede ham til samme års udgave af Playboy Jazz Festival. Året efter gav Bobby McFerrin sin første solovokal-koncert på Kool Jazz Festival i New York, hvilket udløste en del positiv opmærksomhed - og i sidste ende en pladekontrakt.
Efter tre lp'er og et lille hit med en acapella-version af Cream-klassikeren "Sunshine of your Love", ramte McFerrin helt plet med sit fjerde album og sangen "Don't Worry, Be Happy", som lå nr. 1 på Billboard's Hot 100 i hele to uger - i øvrigt godt hjulpet af Tom Criuse-filmen Cocktail, hvis soundtrack den var en del af. Selv George H. W. Bush brugte sangen som kendingsmelodi i starten af sin præsidentkampagne i 1988, men måtte droppe den igen efter protester fra McFerrin, som ingenlunde delte politiske holdninger med Bush eller det republikanske parti i det hele taget... Mange forbinder først og fremmest McFerrin med netop "Don't Worry, Be Happy" - et fænomen han selv har berørt på følgende vis: "It's not that I don't love the song. My songs are like my children: some you want around and some you want to send off to college as soon as possible."
Passioneret underviser
Det helt særlige ved musikeren Bobby McFerrin er hans fuldendte balance mellem form, fantasi, timing og improvisation - samt måden hvorpå han konstant finder nye måder at udnytte sine fire oktaver på.
"When I'm on stage by myself, I don't have to think about anything. I don't have to worry about anything because I'm not responsible for anything except just opening my mouth and making sure music comes out."
Med årene er McFerrin også blevet en passioneret fortaler for udbredelsen af musikundervisning, og han er tit ude på amerikanske folkeskoler som frivillig musiklærer og gæsteunderviser. Bobby McFerrins umiddelbart smittende musikalitet og hans særlige evne til spontan improvisation har i flere årtier været til stor inspiration for sangere, kor og kordirigenter over hele verden og nu også i Danmark, hvor Bobby McFerrin i begyndelsen af maj udnævnes som adjungeret professor ved Det Jyske Musikkonservatorium.
Koncerten foregår under Copenhagen Jazz Festival 2011, og er en del af festivalens mest prestige-fyldte tema "Giant Jazz" - som i år også omfatter Sonny Rollins og Keith Jarrett. Koncertsalen kommer - både akustisk og æstetisk - til at udgøre en noget nær perfekt ramme for denne vokale tusindkunstner."
Lyt til Bobby McFerrin:
Lån CD'er
Lån noder
Læs artiklen Bobby McFerrin: firsernes vokalækvilibrist af Jytte Arntzen i MM