The Byrds: Fifth dimension
Frit fald fra 8 mils højde
Det er måske for meget i 2015 decideret at forvente adgang til en højere virkelighed via The Byrds 1966-udspil, Fifth dimension. Men når det er sagt, må der ubetinget indløses billet og tages afsted. For denne plade har alle dage været og er stadig værd at lære at kende. I kraft af sangene, i kraft af de fremragende vokal-harmonier, det både soniske og tekstlige vovemod, men først og fremmest fordi dette 3. album med gruppen på så forbilledlig vis placerer sig i overgangszonen mellem først-tressernes vitale uskyld og de uanede landevindinger, som lå i vente på snart sagt alle områder videre fremme i årtiet.
Grundlæggende medlem og sangskriver, Gene Clark har forladt gruppen, men står som medophavsmand til den vigtigste skæring, ”Eight miles high”.
”Jeg skrev den sammen med Brian Jones (Rolling Stones) under vores besøg i England, og David Crosby og Jim McGuinn (senere Roger) satte ideen i arrangement,” udtalte han mange år senere. Det gjorde de godt. Indspilningen er en perle og sorterer, ikke mindst i kraft af den raga-inspirerede guitar-solo, blandt de største, vigtigste og fedeste pre-psykedeliske numre fra overgangperioden 1965/66. De såkaldte folkrockår.
Der er osse mere traditionel folkbaseret rock at finde. Tag med ud under åben himmel i den euforiserende ”Wild mountain thyme” eller hør ”John Riley” komme vel hjem efter 7 år på de 7 oceaner.
Tjek derefter den ekstrem dystre ”I come and stand at every door” med tekst af den tyrkiske poet Nâzım Hikmet Ran. Den kunne ligeså godt have ligget ovre hos Nico & Velvet Underground året efter.
Den mest syrede oplevelse på pladen er dog titelnummeret. Gennem de rektangulære granny-glasses har Jim McQuinn skimtet en sprække og foretager nu springet ud i den udefinerlige femte dimension. Efter teksten at dømme, ser forsøget ud til at lykkes.
Oh how is it that I could come out to here and be still floating
And never hit bottom and keep falling through
Just relaxed and paying attention
All my two dimensional boundaries were gone I had lost to them badly
I saw the world crumble and thought I was dead
But I found my senses still working
Lyder det i første vers ... der allerede her afslører at temaet ikke er for begyndere. Ikke mærkeligt at den purunge David Crosby et par skæringer senere må spørge, ”What's happening” ...
Det er det der må afdækkes, hvis man aldrig har hørt denne skive før. Op/ned, ind/ud, ny/gammel, vinger eller ikke vinger – det er ikke så vigtigt når det drejer sig om det frie fald over på den anden side. Her skal man blot sørge for at holde kanalerne åbne.