Carl Nielsens lyde – og hans slips

Midt i Danmark ligger Fyn, midt på Fyn ligger Odense, midt i Odense ligger det lille, fine, anderledes museum om vores største komponist – Carl Nielsen.
Museer om personer er noget en masse af hovedpersonens ejendele.

Ejendele, som kan synes trivielle, men skifter karakter, når det eksempelvis er dén natpotte, som hovedpersonen har benyttet.
Men så er det også genstande vedrørende dét gebet, som har gjort vedkommende museumsværdigt.

Det kan være skulpturer, malerier, romaner.

Men en komponist? Her er produktet den hørbare musik, den flygtige musik – dén musik, som kun eksisterer i rummet, når den spilles.

Forhistorien
Der gik ikke mange år efter Carl Nielsens død i 1931, før der blev puslet med planer om et museum for den komponist, der har betydet mest i Danmark i nyere tid.

Blandt andet Nielsens døtre bidrog med artefakter, og efter tovtrækkeri mellem København og Odense endte det med åbningen i 1989 af et lille, klassisk museum i Odense som en tilbygning til det nye Odense Koncerthus. Her genetablerede man stuerne med inventar fra kunstnerhjemmet for Carl Nielsen og hans hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen.

Tidligere museumsdirektør Niels Oxenvad har skrevet en fin artikel om dette oprindelige museum.

Endelig åbning
Efter seks års lukning åbnede det nye museum sidste sommer. Et helt andet museum!

Væk er (næsten) alle de traditionelle museumsgenstande; tilbage er lyden, lydene, musikken.

Det skal nævnes, at i det tidligere museum havde hustruen Anne Marie Carl-Nielsen også en væsentlig plads. Men ikke nu. Dette er Carl Nielsens museum; hustruens liv og virke må vi søge om andet steds.

Vi besøgte museet en onsdag formiddag sidst i oktober, og vi havde museet for os selv. På nær en enkelt herre og en mor med sit treårige barn, der forklarende hastede langsomt gennem rummene.

Og hvor var det rart, at vores høresans ikke blev distraheret af flokke af medbesøgende. Paradoksalt, for et museum ønsker vel besøgende, mange besøgende. Men oplevelsen forestiller jeg mig vil være markant anderledes i eksempelvis efterårsferien med mange turister.

Ouverture
Her er ikke spækket med oplysningstavler, men få, velvalgte og kortfattede. Ved indgangen er der 10 oplysende linjer med overskriften ”Fyn – København”. Det drejer sig om lyde. Lyde, der hele livet inspirerede Carl Nielsen. Fra barndommen ved Nørre Lyndelse via Odense til København og videre ud i Europa. Så er vi forberedte. Og vi har også vænnet os til mørket. Et mørke, der er i museet, og som skærper en anden sans, høresansen.

I første rum kører en 12 minutters sekvens i ring, hvor vi hører barnelatter, gadesnak, militærmusik, fiskekællinger og sporvognsrumlen. Sekvenserne slutter med Carl og Anne Maries møde og forelskelse i Paris i 1890.

De mange sekvenser på skærmene med øjebliksbilleder skifter med prikfyldte skærme i mellem. Prikker, som bruges gennemgående i museet, prikker, der pulserer rytmisk, som musikken, som hjertet. Musikbrudstykkerne omfatter også temaet fra Beethovens femte symfoni – her er et stort skæbneforløb i gang.

Sesam – luk dig op!
På førstesalen er der store kasser på gulv og væg. Når vi åbner de solide messinglåg, vælder lys og musik frem. Her er can-can dans fra Moulin Rouge, og den løsslupne festmusik vælder frem. En kortere tekst ledsager de enkelte bokse.

Vi oplever også et nysseligt tableau med en model af det velkendte barndomshjem i Nr. Lyndelse. En dreng spiller violin under kyndig vejledning af en voksen, og et par valser stille rundt. En dobbelt erindringskasse: Her er både den velkendte stemning fra erindringsbogen ”Min fynske barndom” samt min egen erindring om de mange huse, der blev bygget til min elektriske jernbane i barndomshjemmets kælder.

I modsætning til de traditionelle museer er der få, ganske få artefakter fra Nielsens liv. Her er dog et signalhorn fra militærtiden og en violin. Violinen, som fulgte ham fra barndommens spillemandsmusik til en fast plads i Det Kgl. Kapel.

Og så er hans slips minsandten også udstillet! Med mange prikker, som passer perfekt til dette museums utallige blinkende pletter. En fin detalje.

Livets store temaer
Længere fremme er der større tableauer med vigtige temaer i Nielsens musikervirke. Fra barndommens vækkelse, over den tidlige modstand og Nielsens kriser – både musikalsk og personligt – til den afsluttende forsoning. En forsoning med sig selv, med musikken, med sin elskede Anne Marie.

En hvidmalet radio kan aktiveres til at spille skrattende radiotransmissioner fra 1920’erne. Hertil var Carl Nielsen splittet: ville gerne nå ud til alle, men bibeholde kvaliteten.
Vi kan følge balladen om musikken til skuespillet ”Aladdin”, som komponisten fraskrev sig, da teatret behandlede musikken utilstedeligt – i flg. Nielsen. Senere fik han som bekendt stor succes med en Aladdin-suite.

I en montre ligger en stak højskolesangbøger – værsgo at snuppe én! Her er få, velvalgte linjer om den ikoniske sangbog. Carl Nielsen lagde som bekendt et stort arbejde i udgivelsen af melodibogen fra 1921. Det er måske derfor, der er fejl i teksten. Her benævnes højskolesangbogens navn ”Folkehøjskolens Melodibog”. Det var jo rettelig ”Folkehøjskolens Sangbog”. Ærgerlig fejl

Generelt for museet: Vi vælger selv. Hvor meget vil vi involvere os? Vi bestemmer selv, hvor vi vil dvæle længere, og hvor, vi blot skimmer. Også afhængigt at den besøgendes forkundskaber. Os, der er forholdsvist velbevandret i Carl Nielsen, har mange genkendende nik og behagelig nyden.
For novicen kræver det en positiv åbenhed: Suge til sig – og nyde. Og få (forhåbentligt) lyst til mere.

Lyt – o lyt!
Hertil medvirker det sidste rum.
I en større sal afspilles en musikalsk collage på et kvarters tid med mange af Carl Nielsens værker sat smagfuldt sammen. Vi hører skønsang fra et dydigt pigekor, her er buldrende symfonimusik. Og i mine ører står centralt flere momenter fra Carl Nielsens unerskønne blæserkvintet. Her kan vi nyde flere af variationerne over ”Min Jesus lad mit hjerte få”, som Carl Nielsens selv vurderede som sin bedste salmemelodi.

Hov, spiller min fantasi mig et puds, eller er der kommet janitshar på kvintetten?
Den særligt gode lydkvalitet understøttes af harmoniske lysændringer på de tre vægge. Vi får her et særdeles velbefordrende visitkort – et helt musikerliv præsenteret på 15 minutter. Et visitkort, en indbydelse, som er svær at være upåvirket af.
Lad os fortsætte med Carl Nielsens lyde!

Et anderledes museum, hvor det virkelig er lykkedes af udstille det flygtige medie – lyden. Carl Nielsen Museet har da også her først i oktober modtaget den prestigefyldte pris EMA European Museum Academy's hovedpris, Micheletti Award 2024. Helt fortjent.

For det hele spiller. Sammen.
Jeg kan opfordre alle – uanset forudsætninger – at åbne sanserne og besøge Carl Nielsen Museet i Odense.

PS: Carl Nielsen-universet udvider sig stadig. Nu er der minsandten også udviklet en Carl Nielsen Camino – ”120 km lydvandring i komponistens fodspor”. Naturligvis på Fyn.
Det er en anden historie, som man kan læse mere om her.