Chr. Alvad: A Pitchhiker’s guide til 42 guitarmelodier fra 1979 til 2021

Christian Alvad har i årtier været på den danske musikscene med sit elegante akustiske guitarspil. Blandt andet i ensemblesammenhænge med gruppen Tøbrud, og rigtig mange har nydt hans spil som krydderier på Niels Hausgaards koncerter.

Og så er vi mange, der har nydt godt af hans pædagogiske færdigheder på kurser, hvor en væsentlig del er det dér med at stemme guitaren om. Mange guitarspillere kender tricket med at stemme den dybeste streng en tone ned, så der bliver mulighed for en fed bastone. Men der er sandelig mange andre måde at stemme guitaren på.

Christian Alvad har nu valgt at give sin viden og erfaring videre med denne fine bog på eget forlag. Her får vi en grundig gennemgang fra den almindelige stemning til avancerede stemninger, som sjældent praktiseres. Nu skriver jeg stemninger, men Alvad vælger konsekvent at kalde det tunings. ”Så slipper vi for forvirringen med udtryk som ’dårlig stemning’” konstaterer Alvad tørt og underfundigt.

Drop D
”A Pitchhiker’s guide” er en lækker sag i A4-format, hvor der i mellem de mange sange er fine billeder fra karrieren. Og hver sang introduceres med en halv sides tekst, hvor Alvad med stor lune og veltilpas dosering af ordene giver sangen sin personlige vinkel. Bogen er naturligvis med spiralryg, så bogen bliver stående på nodestativet, tak.

I indledningen beretter Christian Alvad om sin adgang til guitarens verden. Og det blev ikke til en ny Peter, Paul & Mary-trio hjemme i Ribe, for ingen af de tre guitarspillende knægte ville være Mary ... Men i faderens LP-samling var en plade med Joseph Spence, en ”fodstampende gospelguitarist fra Bahama-øerne”, som i flg. Alvad selv ”tiltede mit univers”.

Spence’s hemmelige våben? At stemme E -strengen en tone ned. Herfra udvidedes Christian Alvads guitarverden, og nu får vi 42 sange i ikke mindre end ti forskellige tunings.

Hør selv
Alle sangene er noteret både i almindelige noder og i tabulatur. Tabulatur er det notatonssystem med seks linjer – én for hver streng, der fortæller præcist, hvor på guitarens gribebrædt, man skal sætte fingrene. Og det er jo smart, når tuningen er anderledes end den almindelige, og nodebilledet derfor afviger gevaldigt fra den gængse teknik/erfaring. Der er desuden til de fleste sange QR-koder til versioner af sangene på enten Spotify eller YouTube. Særdeles anvendeligt, som jeg senere kommer ind på. Og med det gratis afspilningsprogram TEF-player på min PC kan jeg afspille sangene i det tempo, jeg ønsker. Filerne til sangene kan – i flg. Christian Alvad selv - snart downloades fra forfatterens egen webside alvad.dk.

Og lad os så komme i gang med guitarmelodierne.
De første tre sange er i stemningen EADGHE, som vi guitarister straks spotter som standardtuningen. En appetitvækker for os, der ikke er fortrolige med tabulatursystemet, og hermed kan vi komme i gang stile og roligt.
Jeg er selv en forholdsvis habil nodelæser, så her kan jeg koncentrere mig om tabulaturerne – og få det til at stemme med nodebilledet. Sangen ”Marie” er fra ”Tøbruds” andet album fra 1982. Uprætentiøs og i mine ører med ”Matador”-vibes.

Partial capo med mere
Vi bliver i standardtuningen, men får brug for partial capo. Hvad er så det? En speciel form for capo (dippedut, der korter alle guitarens strenge på én gang), som kun dækker tre strenge; eksempelvis 2.,3. og 4. streng. Det giver SÅ mange muligheder for alternative stemninger.
I bogens to sange med partial capo placeres det i 4. og i 5. bånd. Jeg må simpelthen ønske mig sådant et, så jeg kan prøve det af. Og det findes i assorterede guitarbutikker til et par hundrede kroner.
Men jeg kan nyde Alvads herlige introer; der er nok gennem årene dryppet noget Hausgaard-humor over på sideguitaristen. De fleste sangtitler er i øvrigt på engelsk. ”Så er de klar, når jeg får internationalt gennembrud” lyder det fra forfatteren med det gode glimt i øjet.

Vi stemmer nu dybeste streng ned til D – og det får en masse latente overtoner frem fra guitaren. Sangen ”Tanker fra St. Croix” har både Spotify- og YouTube-links. Og det er faktisk anvendeligt; jeg tror, jeg næsten hellere vil lytte den af end møjsommeligt arbejde mig gennem noden/tabulaturen. Her er seks sange i ’drop D’, blandt andet en interessant ”Ganglåt” fyldt med hilsener til pianisten Jan Johansson. Og som Alvad også siger: Det gælder jo om at hugge og stjæle fra al den gode musik, der allerede er.

Der kommer herefter åbne D-tunings; både den keltiskklingende DADF#AD og den mere specielle mol-udgave, som i nærværende bog bruges i Alvads version af folkesangen ”Ramund”. Flot, flot.

Videre i åben G, som vi alle har hørt, nok ubevidst, i Keith Richards’ indledning til ”Honky Tonk Women”. Og i en anden boldgade i flere af Joni Mitchells inderlige ballader.
Med denne bog kan vi nu spille Alvads udgave af den ukrainske folkemelodi ”Bandura”. Samtidigt får vi hans stærke ord med: At det ville være utænkeligt for ham at udgive noget i 2022, der ikke også indeholdt medfølelse med det ukrainske folk.

DADGAD – den ka’ vi li’
Den mest kendte af de modale tunings er DADGAD, som også jeg arbejdede en del med under mester Alvads tålmodige og pædagogiske vejledning på kurser på Engelsholm. Med vidt forskellige baggrunde og guitarniveauer sad vi kursister og skruede og kæmpede og lod hjernen ta’ uventede hop og drejninger for at udfordre de indgroede rutiner.
Og det er her, ”A Pitchhiker’s Guide” er excellent til at udvikle og fastholde denne nye kunnen: at navigere i de alternative tunings.
Her er syv forskellige sange i DADGAD. Nyd Alvads akkompagnement til Allan Olsens ”Violer på afveje” eller den enkle og smukke irske sang ”The Wate is Wide”.

Tuningen tripple C har flest sange i denne bog. Til hele ni sange er stemningen CGCGCD.
Når den dybeste streng skal stemmes en terts ned til C, er det på kanten af, hvad min dejlige Martin-kopi fra 1975, som bor fast i sommerhuset, kan klare. Men det lykkes med et blidt spil.
Melodien ”Wild Rabbits” er let tilgængelig, og samtidig får vi Alvads underfundige fortælling om sangens historie. Han har gennem årene skrevet megen filmmusik, og dette stykke blev forkastet til en BBC-udsendelse om fotosyntesen. Til gengæld kunne en fransk TV-kanal bruge melodien til en film om vilde kaniners sexliv. Ja, musik kan noget …
Vi får også cowboysangen ”Oh Shenandoah”. I denne – og i enkelte andre – skal der ubelejligt vendes blad midt i sangen. Nå, det må afhjælpes med en fotokopiering.
I øvrigt den fotokopiering, som denne bog ellers så dejligt unødvendiggør. Ofte kommer man fra kursus eller undervisning med en stak løse papirer, som insisterer på at lægge sig i uorden eller blive pistvæk. Brug i stedet ”A Pitchhiker’s Guide”!

Bogen har en værdig finale med ”Reaching Out” i C#G#EF#HE-stemning, inspireret af Primo Levins bog ”Hvis dette er et menneske”.

En personlig parentes: Bagerst i bogen lister Christian Alvad sine guitarer og strengeinstrumenter op, som han har brugt gennem tiderne. Og det kan glæde mig, at Ovation også nævnes. Denne amerikanske glasfiberguitar, som får mange knubsede ord af det fine guitarfolk, men som også jeg har stor glæde af, tø-hø.
Et tø-hø, som også undslap Mester Alvads læber, da han med et varmt erindringsglimt i øjnene fik min guitar i hænderne…

I øvrigt
Bogen sidste tekst er Christian Alvads ord: ”Til minde om min far Thomas Alvads formaning til mig som håbefuld teenager: ”Du rider dine kæpheste så hårdt, at andre får ondt i røven.””

Ja ja, forfatterens kæphest er her de alternative tunings, MEN vi bestemmer da selv, hvor hårdt vi vil ride med!

A Pitchhiker’s Guide til 42 guitarmelodier er en skøn, skøn guitarbog for guitarister på alle niveauer. Nogen vil kalde det nørdet – her i betydningen speciel. Og vi vil da gerne blive bedre og mere nuancerede i vores guitarspil; her er et brugbart redskab.
Også god som gave – men la’ nu være med at forlange, at gavemodtageren så kan spille eksempelvis ”Parabel of the Blinds” i CGDGCD-stemning om en måned …

Tak for bogen, Christian Alvad. Og lad os så gå i gang derude i guitarland med at stemme. Om.