Christmas comes this time each year

For en del pop- og rocksangere, der befinder sig i karrierens efterår, er julen en udmærket lejlighed til at give de skrantende indtægter et tiltrængt kunstigt åndedræt, og det kan ske ved at indspille et album med julesange i håbet om, at fanskaren er villig til at lægge et passende beløb for at høre idolet fremføre de kendte julesange. For sangerne har juleudgivelserne oven i købet den fordel, at de ikke behøver at anstrenge sig med at skrive nye sange. Materialet ligger der allerede i form af et repertoire bestående af sange som ”Winter wonderland”, ”Have yourself a merry little Christmas”, ”I'll be home for Christmas”, osv. osv. – for slet ikke at nævne alle de klassiske julesalmer. Det er bare at få samlet nogle studiemusikere og så ellers tænde for mikrofonen.

Som repræsentanter for denne tendens kan man nævne navne som Rod Stewart og James Taylor, der begge har udsendt albums med et udvalg af kendte julesange i dette årtusind. Man kunne også nævne Bob Dylan, der med cd´en ”Christmas in the heart” (2009) satte både sig selv og lytterne på prøve ved at gnægge sig igennem ikke mindre end 15 uskyldige julesange uden af den grund at frembringe nogen påviselig julestemning. Det er dog tvivlsomt, om Dylan udsendte sin jule-cd for at give karrieren og pengepungen en saltvandsindsprøjtning; langt mere sandsynligt er det, at han indspillede ”Christmas in the heart” for (endnu en gang) at demonstrere, at han gør, hvad der passer ham snarere end at forsøges at tækkes lytterne og pladeselskaberne. Godt, at man som inkarneret Dylan-fan kan nøjes med kun at høre denne cd én gang om året!

Mange pop- og rocksangere har naturligvis indspillet jule-cd´er, inden de nåede karrierens efterår; men baggrunden for deres bidrag til den specielle julesangs-genre er formodentlig den samme som for de aldrende sangeres vedkommende: et ønske om at slå mønt af årstiden på en let måde. Det gælder diverse sangere fra James Brown til Dolly Parton, og det gælder ikke mindst en sanger som Elvis Presley, som indspillede sit første julealbum så tidligt som i 1957, ”Elvis' Christmas Album”, og som sidenhen udsendte en lind strøm af julealbums i løbet af karrieren. Men som enhver ved, er Elvis noget helt specielt; ”Ingen jul uden Elvis” lyder et kendt motto, og det er der ingen grund til at anfægte. Når man har verdens bedste sangstemme, er der naturligvis mange, der gerne vil høre de klassiske – og også de mindre klassiske – julesange fortolket af netop den stemme.

Gammelt blandet med nyt
I Danmark har vi hørt Kim Larsen give sine meget personlige versioner af en stribe kendte julesange – og sågar nogle julesalmer – på cd´en ”Glemmebogen – jul og nytår” (2004). Her synger og spiller Kim Larsen og Kjukken bl.a. ”Juletræet med sin pynt” og ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, men også nogle måske mindre kendte julesange som ”Der er noget i luften” og ”Børn og voksne i kærlig krans” – samt en enkelt nyskrevet sang til lejligheden: ”Så´ det jul”. Sidstnævnte sang dokumenterer, at selv om Larsen formentlig ikke har været uinteresseret i indtægterne fra salget af jule-cd´en, har han dog ulejliget sig med at tilføre julesangs-genren en nyskrevet titel i stedet for udelukkende at læne sig op ad de velprøvede bidrag til genren. Noget tilsvarende gælder Aimee Manns aldeles glimrende jule-cd ”One more drifter in the snow” (2006), hvortil hun ud over nogle kendte julesange også har fundet et par mindre forslidte sange frem fra glemslen, bl.a. Jimmy Webbs melankolske ”Whatever happened to Christmas” og Michael Penns ”Christmastime”. Og så har hun i tilgift skrevet cd´ens bedste julesang, ”Calling on Mary” – en født klassiker, som jeg ikke kan holde jul uden at have hørt mindst én gang.

The Beach Boys har bidraget til julestemningen med et album med lige dele nyskrevne sange og velkendte standardnumre fra julerepertoiret, ”The Beach Boys´ Christmas album” (1964). Nogle kritikere har givet udtryk for, at de nye sange indeholder mere surfstemning end julestemning; men det har ikke forhindret cd´en i at blive en nyklassiker, som stadig sælger i store eksemplartal ved juletid. Og det er da også svært at undgå at blive i godt humør, når man hører de formidable stemmer udfolde sig på ”Merry Christmas, baby” og ”Little Saint Nick” (med den udødelige linje: ”Christmas comes this time each year”!). Brian Wilson var da heller ikke mere utilfreds med sine tidlige julesange, end at han inkluderede et par af dem i nye arrangementer på den jule-cd, han i 2005 udsendte i eget navn: ”What I really want for Christmas”. Dertil kom et par nyskrevne julesange eller tre, samt naturligvis en række af de traditionelle juleklassikere, som tilsammen udgjorde en cd – som dog i sandhedens interesse ikke hører til blandt musikerens mest epokegørende værker.

Nyskrevne julesange blandet med kendte sange er et udbredt koncept inden for pop- og rockmusikkens jule-cd´er, hvor blandingsforholdet mellem de to typer sange ofte er afgørende for, hvor interessante de pågældende udgivelser er. De mest spændende jule-cd´er finder man nok som regel, hvor musikerne har investeret noget af sig selv i projektet og har forsøgt at tilføre genren originalt materiale, som måske engang kan blive lige så klassisk som de gamle hæderkronede sange. The Moody Blues udsendte i 2003 en cd med 11 julesange, hvoraf gruppemedlemmerne havde skrevet de 5, og hvor de øvrige sange bl.a. var sange af navne som Tim Rice og John Lennon. Cd´en med den meget passende titel ”December” er en fornøjelse at lægge ører til, fordi den formår at fremmane en behagelig, årstidsafdæmpet stemning via de let melankolske sange. Jul med The Moody Blues er ikke nogen helt dårlig oplevelse.

A propos melankoli vil det være oplagt i denne sammenhæng at nævne Sveriges melankoliker par excellence, Mauro Scocco, som i 2011 udsendte den svensksprogede jule-cd ”Årets julklapp” (genudgivet i en let revideret form i 2015). Cd´en indeholdt primært sange skrevet af Scocco selv, men også et par sange skrevet af hans musikerkolleger Tomas Andersson Wij (”Första snön är alltid vitast”) og Ulf Lundell (”Snart kommer änglarna att landa”), Desuden finder man på Mauro Scoccos jule-cd en sang, han i sin tid skrev til sangeren Totta Näslund, og som han altså nu selv prøver kræfter med: ”Grand Hotel”. Sangen starter med en beskrivelse af julemånedens stress og jag: ”Det är jul i Stockholm/ det ser ut som panik/ bilar som tutar/ och barnaskrik”. Men heldigvis når teksten hurtigt frem til, hvordan man skal undgå selv at blive en del af panikken: ”Vi tar in på Grand Hotel/ jag bokar ett rum med balkong”. En glimrende sang til julen; men hvis sandheden skal frem langt bedre udsat for Tottas dybe soulstemme end i Mauro Scoccos mere spinkle version.

Lad mig slutte denne kortfattede oversigt over nogle af de – efter min mening – mere bemærkelsesværdige jule-cd´er med et af de ret få eksempler på en cd med et indhold udelukkende bestående af nyskrevne julesange, skabt specielt til lejligheden. Det drejer sig om Anne Linnets ”Hvid jul” fra 2010, hvis 11 sange spænder fra de salmelignende ”Velkommen her”, ”Stjerne over Bethlehem” og ”En julenat” over et par mere eksistentielt ladede sange som ”Regnvejr i Danmark” og ”Vinternat” til nogle mere kontante sange om årstidens traditioner og gøremål, ”Svigermor” og ”Nu er det jul”. Personligt kan jeg bedst lide sangene i den sidste kategori; men jeg anerkender og er fuld af beundring over ambitionsniveauet i udgivelsen. Anne Linnet har ønsket at give et helstøbt og personligt bidrag til jule-cd-genren, som ellers mest er karakteriseret ved genbrug og bekvemmelighedsløsninger, og det er lykkedes fint for hende.

Tilbage er vist blot at sige: ”Så' det jul/ lykke (h)jul”, som Kim Larsen på vanlig finurlig vis udtrykte det i sin nyskrevne julesang til ”Glemmebogen – jul og nytår”.