Genre: 

Colorado town – kl. 2

Country Joe McDonald
24-02-15
Af: 
Steffen Kronborg, Rudersdal Bibliotekerne
Country Joe McDonald har altid været glad for rollen som rockmusikkens enfant terrible, og den rolle har han dels forsøgt at udfylde via sine politisk baserede sange, dels via sine sange om sprut og stoffer. ”Colorado town” fra 1973 hører til i den sidste kategori. Sangen begynder på denne måde: 
 
"On a back street corner in a Colorado town 
Two o´clock in the morning and my car broke down
Two lids in my pockets, my suitcase in my hand
Walking down the street when I ran into the man.
Oh no, this can´t be true."
 
Jeg ved ikke, om ovenstående teksts slangord fortsat er alment forståelige for lytteren; men i hippiekulturens efterdønninger i 1973 kunne man roligt gå ud fra, at sangens primære publikum var fortrolig med betegnelser son ”lid” (en ounce (ca. 28 gram) marihuana) og ”the man” (politiet). Sangen er på mange måder en ganske tidstypisk repræsentant for musikscenen på den amerikanske vestkyst i begyndelsen af 1970´erne, hvor hippiernes glade budskab om fri kærlighed og fri hash var ved at blive afløst af mere militante paroler om vold og politisk revolution.
 
Country Joe var hjemme i begge sammenhænge, og LP´en Paris sessions, hvorfra nummeret ”Colorado town” stammer, rummer både eksempler på den flippede og den samfundskritiske side af sangeren. Samt heldigvis også flere fine eksempler på den poetiske og mere blide Country Joe McDonald. 
 
”Colorado town” er i forhold til nogle af de mere vægtige resultater af Paris-indspilningerne en humoristisk bagatel. Sangen fortæller i seks vers en tragikomisk historie om, hvordan fortælleren bliver standset af politiet og er lige ved at blive taget med på stationen, da han i sidste øjeblik bliver reddet af et udrykningsopkald til betjentene. Lettet skaffer han sig et lift med en forbikørende bil og skal lige til at rulle sig en joint, da chaufføren siger: ”FBI son, you´re under arrest!”. Fra asken i ilden.
 
”Colorado town” er en sang, der kunne være lavet som lydspor til en af samtidens mest udbredte tegneserier, The Fabulous Furry Freak Brothers af Gilbert Shelton. Der er tale om en galgenhumoristisk beretning om en helt almindelig stofbrugers besværlige hverdag ved mødet med et alt for emsigt politi. Men tonen er humoristisk her, i modsætning til tonen i det langt barskere udfald mod den sexistiske mandekultur inden for det amerikanske politi, man møder i en sang som ”Sexist pig” (fra Paris sessions). 
 
Også i en tredje sang fra 1973-LP´en, nemlig ”Coulene Anne”, er det den altdominerende mandschauvinisme i samfundet, Country Joe tager under kærlig behandling. Og som en slags dokumentation af, at sangeren selv forsøger at holde sig fri af sexismen, har han til indspilningerne i Paris fået hjælp af ikke mindre end 3 kvindelige musikere i det 5 mand (kvinde) store band. Det er musikken naturligvis ikke blevet dårligere af.