Danmark, nu blunder den lyse nat
Thøger Larsen skrev en af vore mest populære sommersange: ”Danmark, nu blunder den lyse nat”. Det var et bestillingsarbejde. Jeppe Aakjær plejede at holde et stort sommermøde på sin gård Jenle i Salling, og i 1914 manglede han en sang, som kunne samle folk og lette tankerne fra den verdenskrig, der var under opsejling. Han spurgte digtervennen Thøger Larsen, som boede tæt ved i Lemvig, om han kunne levere noget passende. Det lykkedes i den grad med ”Danmark, nu blunder den lyse nat”.
Ved Jenlefesten brugte man melodien fra en anden sang, som for længst er gået i glemmebogen. Men Larsens ord havde klassikersaft i sig. Inden 1914 var omme, stod digtet trykt i samlingen Slægternes træ, og det er siden blevet folkeeje.
Digtet er en serie sansninger af den danske natur. Sommernattens lyde – gøgen, der kukker, det store hav, der mumler i det fjerne. Så vågner landet, og nu følger en strøm af dagens dufte, lyde og solbeskinnede syn. Har man været i egnen omkring Lemvig, kender man det land, hvor Thøger Larsen hentede sit stof. Her er gyldne kornmarker, lærkesang og hanegal, blomstrende hyld og hvide sejl på Limfjorden. Men der går ikke Morten Korch i det.
Dels er billederne så præcise. Hvem har sagt det mere rammende end byger der går og kommer – det er den danske sommer? Dels rummer digtet et kosmisk, man kan næsten sige darwinistisk, perspektiv, som rækker ud over sommerdagen her og nu, ud i evigheden og gentagelsen. Lærkerne oppe i solskinnet synger samme sang som i tusind år. De lyshårede pigers leg, som får aldrig ende, det er elskoven, som driver slægternes gang og mildt om et evigt Danmark spår. Så afdæmpet kan det siges: uden formering, ingen nation.
I 1922 fik digtet den melodi, vi alle kan synge med på, skrevet af Oluf Ring. Han har også bidraget med andre ørehængere til Højskolesangbogen, f.eks. melodierne til ”Hvor smiler fager den danske kyst” og ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”. Rings melodi til Larsens ord har med fuld ret taget pladsen som den gældende, selv om nationalklenodiet Carl Nielsen og flere andre også har forsøgt sig.
I 1999 blev "Danmark, nu blunder den lyse nat" kåret som "Århundredets danske sang" af Berlingske Tidendes læsere.
Lykke og lyse nætter. Godt at tænke på, når dagene bliver korte.