The Decca Tapes

Det er altid en fornøjelse at stifte bekendtskab med ny musik af kunstnere, man godt kan lide – også selv om musikken er mere end 60 år gammel.

For nylig købte jeg på et hollandsk udsalg en cd, hvis eksistens jeg sådan set godt kendte til, men som alligevel på mystisk vis er gået under min radar i mange år. Jeg kender jo udmærket historien om, hvordan The Beatles i januar 1962 indspillede et prøvebånd i Decca-studierne med henblik på at få en kontrakt med pladeselskabet – og jeg kender også fortsættelsen på historien, nemlig at de ansvarlige på Decca efterfølgende begik århundredets største bommert, da de sagde nej tak til at udgive The Beatles.

Alligevel har jeg aldrig hørt optagelserne med The Beatles fra d. 1. januar 1962, hvoraf flertallet har været at finde på halvofficielle udgivelser siden 1982, mens alle 15 indspilninger har været tilgængelige på uofficielle udgivelser siden ca. 1979.

Hvorfor jeg aldrig tidligere er stødt på eller har opsøgt de 15 prøveoptagelser fra 1962, melder historien ikke noget om, men måske har jeg blandet dem sammen med de (efter min mening) mindre interessante udgivelser, hvor The Beatles - som The Beat Brothers - spiller sammen med Tony Sheridan i Hamburg. Eller måske har jeg bare troet for meget på de røster, der har rubriceret Decca-båndene som historisk vigtige, men musikalsk mindre interessante dokumenter.

Det er en vurdering, man f.eks. kan genfinde her på hjemmesiden i artiklen ”Den lange, bugtede vej til The Beatles´ skatte”, hvori det bl.a. hedder om optagelserne: ”men der er generel enighed om, at gruppen ikke yder deres bedste”. Det er så en generel enighed, jeg måske godt kan forstå baggrunden for, men som jeg ikke nødvendigvis deler.

Fra Decca til Parlophone
Historien om The Decca Tapes kan læses mange forskellige steder. Historien går i al korthed ud på, at The Beatles´ manager, Brian Epstein, i efteråret 1961 havde møder med en række pladeselskaber for at finde ud af, om de kunne være interesserede i at udgive The Beatles.

Både Columbia, Philips, Pye mv. takkede pænt nej, mens Mike Smith fra Decca indvilgede i først at høre The Beatles i The Cavern Club i Liverpool og derefter at lade gruppen indspille et prøvebånd i Decca studierne i London. Optagelserne fandt sted d. 1. januar 1962 og indeholdt 15 sange, som Brian Epstein havde udvalgt til formålet, heraf 3 originale Lennon/McCartney-kompositioner.

En måned efter prøveindspilningerne sagde Decca så nej tak til at skrive kontrakt med The Beatles, efter sigende med den begrundelse, at ”guitargrupper er på vej ud”, og at der ”ingen fremtid er i The Beatles”. Til gengæld besluttede Decca at tegne kontrakt med Brian Poole and The Tremeloes, som havde været til prøveoptagelse hos Decca samme dag som The Beatles, og som var bosiddende i London, hvilket ville betyde færre transportomkostninger for pladeselskabet(!).

Efter afslaget på en pladekontrakt hos Decca forhørte Brian Epstein sig videre hos andre eventuelt interesserede pladeselskaber og fik omsider bid hos en underafdeling af EMI, Parlophone, hvor den senere så navnkundige George Martin var interesseret i at møde The Beatles efter at have hørt gruppens Decca-indspilninger. ”The rest is (also) history”, som man siger.

De 15 sange, der udgør The Decca Tapes, har siden 1962 ført en ret diskret tilværelse, selv om de som tidligere nævnt har været tilgængelige på diverse piratudgivelser siden 1979. To af de tre Lennon/McCartney-numre på Decca-båndene blev udsendt officielt på opsamlingsudgivelsen ”Anthology, vol. 1” i 1995, mens det sidste af de tre numre, ”Love of the loved”, først så dagens lys på en officiel udgivelse i 2021, dobbelt-cd´en ”I saw her standing there”.

Det betyder dog ikke, at offentligheden først har fået kendskab til de 3 numre mange år efter deres tilblivelse, tværtimod. Alle de 3 Lennon/McCartney-kompositioner fra 1962 fandt hurtigt fortolkere i samtiden, hvor George Martin sagtens kunne få øje på sangenes hit-potentiale. ”Love of the loved” blev således et pænt hit for Cilla Black i 1963, ”Hello little girl” blev et hit for gruppen The Fourmost i 1963, og ”Like dreamers do” nåede en 20.-plads på singlehitlisten i 1964 med The Applejacks.

Musikken på Decca-båndene
Men hvad med The Beatles´ egne versioner af sangene på The Decca Tapes?
Er det virkelig rigtigt, at disse indspilninger kun har historisk værdi, mens deres musikalske kvaliteter ikke er værd at tale om?
Nej, selvfølgelig ikke.

Optagelsernes primære historiske værdi finder man måske i den omstændighed, at de dokumenterer, at man ikke skal lade sig slå ud af negative vurderinger – og slet ikke af negative vurderinger fra forretningsmænd. Økonomi og kunstnerisk kvalitet har ikke meget med hinanden at gøre, selv om de to størrelser under visse omstændigheder sagtens kan leve side om side.

Decca-indspilningerne fik desuden en historisk og samtidig meget praktisk betydning for The Beatles selv derved, at indspilningerne gav anledning til, at Ringo Starr blev skiftet ind på holdet i stedet for Pete Best, som George Martin ikke var så begejstret for.

Endelig gjorde den klokkeklare fejltagelse med afvisningen af The Beatles det nok lidt lettere for kunstnere, som efterfølgende gerne ville have kontrakt med Decca, fordi selskabet for alt i verden ville undgå en gentagelse af fadæsen. Måske det kom The Rolling Stones til gode, da Decca kort efter skrev kontrakt med gruppen?

Der er ingen tvivl om, at Decca-båndene spiller en vigtig rolle i historien om The Beatles. Men kan man også med udbytte høre de historiske indspilninger i dag, hvor man i rigt mål kender fortsættelsen på historien? Ja da.

Det er naturligvis altid lettere at være bagklog end at være klog på rette sted og til rette tid; men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om Deccas repræsentanter virkelig har hørt ordentligt efter, da de blev præsenteret for indspilningerne.

Har de ikke kunnet høre den energi og livsglæde, der stråler ud fra musikken på båndene og nærmest i sig selv kunne begrunde en udgivelse?
Og har de virkelig ikke opfanget de unge mænds voldsomme musikalitet på trods af de lidt primitive indspilninger? For slet ikke at nævne Johns og Pauls fornemme harmonisang, der allerede i 1962 var fuldt udviklet. Der er meget godt at sige om musikken på The Decca Tapes, og jeg er glad for, at jeg omsider har indhentet denne oplagte forsømmelse i min musikalske opdragelse.

Originaler og kopier
Først og fremmest indeholder Decca-båndene jo 3 originale Beatles-kompositioner, hvilket gør dem interessante næsten uanset hvilken målestok, man måler udgivelsen med. Lennon og McCartney formåede næppe at skrive dårlige sange, og de 3 numre på The Decca Tapes modsiger i hvert fald ikke denne antagelse. Der er tale om 3 iørefaldende sange med fine omkvæd, man straks kan synge med på, hvorimod teksterne til sangene ikke er noget at råbe hurra for. Men det er jo tilfældet med de fleste af The Beatles´ tidlige sange.

Ud over de 3 Lennon/McCartney-kompositioner havde Brian Epstein valgt et passende udvalg af sange fra en stribe af tidens førende sangskrivere til optagelserne (Chuck Berry, Buddy Holly, Phil Spector, Goffin/King, Carl Perkins osv.) og havde desuden krydret udvalget med nogle ældre klassiske numre som ”Sheik of Araby” og ”Besame mucho”.

Pointen med det brede udvalg af sange og sangskrivere var formentlig at understrege, at lige meget hvad The Beatles fik fat i, kunne de gøre det til succeser. De 12 ikke-originale sange kan høres med andre kunstnere andre steder i musikverdenen (samt for nogle af numrenes vedkommende i The Beatles´ eget senere sangkatalog). Men få af kopi-sangene er fremført med større friskhed og energi af andre kunstnere end af The Beatles på Decca-indspilningerne.

En sang som ”September in the rain” fra 1937 er i tidens løb indspillet af et utal af kunstnere, og Paul McCartneys version fra 1962 kan slet ikke hamle op med f.eks. Dinah Washingtons indspilning af sangen i 1960, hvad angår kunstnerisk kvalitet. Ligeledes kan The Beatles´ udgave af ”Besame mucho” fra 1940 ikke konkurrere med den langt senere version, som i dag vel nærmest må siges at have taget patent på fremførelsen af sangen: Cesaria Evoras udgave fra 1998. Det gøres ikke bedre eller mere indfølt.

Men der er jo heller ingen grund til at forvente, at en række prøveindspilninger, formentlig optaget i ét hug, kan tage konkurrencen op med perfektionerede indspilninger, udført af etablerede verdensstjerner.

Det ville være mærkeligt og næsten naturstridigt, og mindre kan også gøre det. Beatles-versionerne er fyldt med charme og gennemslagskraft og frem for alt med en overvældende musikalitet. Prøv selv at lægge ører til The Decca Tapes.