Den blå anemone

Under Danmarks besættelse var præsten Kaj Munk landskendt som en skarp kritiker af nazismen. I januar 1944 blev han hentet af Gestapo og skudt, og hermed blev han et symbol for modstandskampen.

Kaj Munk var også kendt for sine skuespil og digte. I dag husker man især digtet ”Den blå anemone” – men det ville nok ikke være så kendt, hvis ikke det var blevet omsat til en sang med en smuk melodi.

Historien i sangen er ganske virkelig. Munk var på besøg på Lolland, hvor han var født. Her lagde han mærke til en blå anemone og fik lyst til at tage den med til sin præstegård i Vedersø på den jyske vestkyst. Han regnede ikke med, at den ville overleve flytningen, for vejret er hårdt i Vestjylland. Men en dag i det tidlige forår stod den der pludselig og lyste op. Det blev til et digt.
De første fire vers er en slags romantisk naturhistorie. Anemonen bliver set som en lille kriger, en amazone, der sejrer over de barske omgivelser og overstråler modgangen med sin skønhed.

Digteren bliver rørt – først som menneske og derefter som præst. Det ser man i femte og sidste vers. Kaj Munk bøjer sig for den lille blomst, hvis silkebløde blade er som en flig af Guds trone, og siger: Hvor er din skaber stor. Han ser det store, hele skaberværket, i det små.

Digtet, som Munk skrev i 1943, blev trykt i den danske undergrunds-presse. Det inspirerede til at stå imod og kæmpe mod overmagten. Straks efter befrielsen i 1945 fik digtet en fin melodi af den norsk-danske klaverlærer Egil Harder, og inden længe var den landskendt. Harder skrev en del andre sange og musikstykker, men han huskes kun for to meget populære sange – ”Juletræet med sin pynt” og ”Den blå anemone”.