Den danske sang ifølge Faber

Fællessangen fik et gevaldigt boost i året 2020.

Gennem de sidste år er der blevet sunget sammen i flere og flere sammenhænge, så grunden var gødet for det nationale tiltag, som blev til daglig fællessang – hver for sig – på Danmarks Radios hovedkanal.

En af de væsentligste hovedkræfter gik fra at være rimelig kendt korleder til helt vildt kendt leder af fællessangen: Phillip Faber.

Fællessangen
Efter at COVID-19-pandemien lukkede Danmark, var vi mange, der hver morgen tændte for fjernsynet og sang et par sange under kyndig ledelse af Faber. Et paradoks: Fællessang – men hver for sig. Til gengæld var der ingen hævede øjenbryn eller skæve smil fra medsangerne, når vi pippede en skævert. Noget, som ellers gennem årene har afholdt en del fra at synge med i forsamlinger.

Op til julesalget udkom bogen ”Den danske sang”, hvor Phillip Faber deler sin store kærlighed til den danske sang med alle os læsere. På godt 300 velskrevne sider øser Faber af sin smittende glæde. Her er den intuitive begejstring, som vi alle kan rammes af, når vi hører den gode sang. Men samtidigt er der også den fagligt funderede baggrund for, at sangene fungerer, som de gør.

Det andenbedste er at beskrive, fortælle om sangene, det bedste er at synge dem. Derfor får vi tekst og noder til Fabers 20 yndlingssange jævnt fordelt i bogen. Så værsgo: Syng! Og disse 20 sange får også veldoserede ord med på vejen, som giver mulighed for en bredere forståelse af sangene og deres historiske sammenhænge.

Her er intet forord – lad os bare komme i gang. På forordets plads er en enkel dedikation: ”Til Lisbet Meyer og alle de andre dygtige læremestre, jeg har mødt i mit liv.”

På bogens bagside kan vi dog læse 12 linjer om bogen, så vi er lidt forberedt.

Sangbogen i hjertet
Indledende kapitel er ”Hjertesangbogen” – ifølge Faber har vi alle en sangbog i hjertet. En sangbog med vores yndlingssange. Der er tre kriterier for de udvalgte sange: Naturligvis både melodierne og teksterne. Og tredje kriterium er affektionsværdien – og her bliver vi dejligt subjektive. Jeg kender selv sange, som altid får mig til at tænke på specielle situationer i min fortid, specielle følelser. Sange, som en god ven måske overhovedet ikke har noget forhold til, og derfor forundres over mit valg.

Første sang fra Phillip Fabers hjertesangbog undrer nok ikke mange: Nielsen og Bergstedts universelle ”Solen er så rød, mor”. Som giver Faber et kraftigt flash back til den fireårige Phillip på bagsædet af moderens 2CV. Gennem en mørk skov, og hun synger med rullende r og mørk, dirrende stemme ”R-ræven går derude, mor, vi låser vores gang.” Den lille dreng er dødsensangst; han glemmer det aldrig. Men efterhånden bliver billedet blidere; sangen forbindes med trygheden i Phillips barneværelse ved puttetid.

Dog vil Faber ikke synge den for sin treårige søn: ”Sangen bor i mit hjerte. Men det er en farlig sang. På vrangen sidder utrygheden”. Undertegnede anbefaler den gerne, for som Phillip Faber også siger: ”Det er en alvorlig sang, og børn kan rumme stor alvor.”

Sangskatten
Et centralt afsnit i bogen er ”Den danske sangskat”. Sange er en brugstradition i Danmark, og fællesmængden er så stor, at man i flg. Faber kan tale om en sangskat. Men sangskatten er ikke kun én sangbog. Faber visualiserer begrebet ved at vise stakken af sangbøger på flyglet. Hans allerførste sangbog var den blå fra Wilhelm Hansen, som blot hedder ”Sangbogen”.

Det er her, jeg bliver bevidst om Fabers alder. Den danske sang er for alle aldre, og denne bog øser af en sangviden ud fra en solid erfaring. En erfaring, som Faber sandelig har tilegnet sig på kortere tid end de fleste. For han er jo den unge generation; er 36 år og nævner Sangbogen som første sangbog. Jamen, den er da lige udkommet? Tø hø – ja i 1988…

Faber har en befriende åben tilgang til sangen. Og i Fabers verden er eksempelvis ”Mariehønen Evigglad” ligeværdig med ”Se, nu stiger solen”.
Som syvårig blev han medlem af Det Danske Drengekor, og han hadede det. ”Jeg tror ikke, man skal gå gennem en ørken, og så venter Paradis på den anden side.” – sagt på en pæn måde. Derimod taler han om at finde en sprække af lys, der åbner sig, og frivilligt og nysgerrigt skal man gå ind.

Lad os alle huske det, når vi så gerne vil have vores børn og medmennesker ind i musikken. Der er nok, der gennem tiden er blevet tvunget, og derfor i dag viger uden om fællessangen, om musikken. Kapitlet har et værdigt punktum: ”De danske sange er en gave og ikke noget, der skal stoppes ned i halsen på folk.”

Klassisk og pop
Næste portion yndlingssange, der gennemgås, er mange af de forventelige klassikere fra Højskolesangbogen. Men Faber har også en nyere komponist, som han ofte nævner: Kai Normann Andersen. Han er i Fabers verden på højde med Carl Nielsen, og vi hører Phillip Fabers begejstrede stemme, når vi læser om Normann Andersens evergreens. Og en lille, pudsig krølle på historien: Faber voksede op i den villa, som Normann Andersen beboede – Fabers børneværelse var tidligere Normann Andersens arbejdsværelse.

Musikværkstedet
I kapitlerne ”Melodi og tekst”, ”Sangen i sin urform”, ”Stemmen” og ”Fællessangen” forklarer Faber mange musikalske virkemidler og redskaber, så det giver mening også for den ikke-musikkyndige læser. Igen skinner Fabers begejstring og pædagogiske evner igennem, og også os, der har arbejdet en del med sang og musik, får sandelig noget med hjem.

Samspillet mellem tekst og melodi er vigtig, og Faber er ikke i tvivl om, at gode digte med dårlige melodier kommer i sangbøgerne, men ingen synger dem. En såre aktuel udtalelse; jeg har nogle bud på sådanne sange i den splinternye udgave af Højskolesangbogen.

Og det er da i Fabers optik i orden, at sange ændrer sig gennem tiden og efter mange afsyngninger. Eksempelvis slutningen af ”Det er i dag et vejr”, som nu synges på Kim Larsens måde, og ”Solen er så rød, mor”, der oftest synges i 4/4-tak i stedet for den vuggende 6/8. Og han har ret. Det vigtigste er, at sangen bliver sunget.

Fællesskabet
Mod bogens slutning fortæller Phillip Faber om sit arbejde med DR PigeKoret. Kapitlet har den sigende overskrift ”Ingen står i midten”, som er det essentielle i korsang. Her er alle vigtige; det er heller ikke dirigenten, der står i midten, det er musikken. Det er inspirerende læsning for alle korinteresserede, i korsang er det jo netop ikke det enkelte individ, det drejer sig om, men fællesskabet, der skaber musikken.

Bogen slutter, hvor vi startede. Pigekoret synger en ny udgave af ”Solen er så rød, mor”, og tankerne går tilbage til den lille Phillip i moderens 2CV – trygheden i sangen.
Sidste sang i ”Den danske sang” må blive vores monumentale ”Dejlig er jorden”. Phillip Faber opsummerer: ”Den rituelle oplevelse er en påmindelse om at sætte pris på skønheden i det, vi befinder os i. Repetitionen er smuk i al sin enkelthed, og sangene hjælper os til at vende tilbage til os selv.”

Tak for ordene, Phillip. Som ikke er skrevet, men levende fortalt til Rikke Hyldgaard, der har formået at fastholde Fabers begejstring på det trykte papir.
Kom an, 2021 – og vi tror på, at året vil give os mulighed for at synge sammen. Rigtigt sammen.