Den danske sangskat: Det haver så nyligen regnet

I begyndelsen var ”Det haver så nyligen regnet” en helt anden sang. Melodien var den samme, en gammel folkevise, men teksten handlede om kærlighed. I 1890 fik melodien en ny tekst, og nu var det en protestsang.

Forfatteren til den nye tekst hed Johan Ottosen og var historiker og lærer ved en københavnsk skole. Han var engageret i det store spørgsmål, som optog de fleste danskere sidst i 1800-tallet: Hvad skal der ske med Sønderjylland?

Efter krigen i 1864 mistede Danmark store landområder til Tyskland. Både Holsten og Slesvig, som ligger syd for grænsen i dag, og hele Sønderjylland. Grænsen blev trukket helt oppe ved Kongeåen. Tyskerne gjorde sig store anstrengelser for at gøre det erobrede område til en del af Tyskland. Det blev strafbart at sige noget pænt om Danmark, ja, det var forbudt bare at nævne ordet ”Sønderjylland”.

I starten havde tyskerne lovet en folkeafstemning om, hvad der skulle ske med Slesvig og Sønderjylland. Men det løfte trak de tilbage i 1879, så nu stod det klart, at hvis danskerne skulle have noget af det tabte land tilbage, måtte de være tålmodige og kampberedte.

Det er også de følelser, der gennemstrømmer den nye tekst til den gamle kærlighedsvise. Johan Ottosen skrev den til et møde for sønderjyder, han arrangerede i København i 1890. Her var noget, alle kunne synge med på af fuld kraft. ”Det haver så nyligen regnet” blev en protestsang og en kampsang.

I teksten bliver Tyskland sammenlignet med en storm, der har hærget Syddanmark, væltet træer og ført ukrudtsfrø ind over grænsen. Tyskerne lokker med penge og truer med ”lås for munden”. Men sønderjyderne står sammen om det fælles sprog og det danske flag. Og de er tålmodige, de kan vente, for også de nye generationer husker, at de hører til Danmark.

Selvfølgelig var tyskerne rasende over sangen og forbød den straks. I en sangbog, der udkom i 1899, var der simpelthen blank side, hvor ”Det haver så nyligen regnet” skulle have stået. Det hjalp ikke spor, for folk kunne sangen udenad.

Sangen blev igen aktuel under den tyske besættelse i 1940-45. Den var et fast indslag ved ”alsang”, store stævner, hvor tusindvis af mennesker mødtes for at synge fædrelandssange og dermed vise nationalfølelse og sammenhold.