Den danske sangskat: I Danmark er jeg født

Danmarks mest berømte digter H.C. Andersen skrev i 1850, hvor nationalfølelsen efter sejren i treårskrigen var på det højeste, ”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”.

H.C. Andersens mere end 200 eventyr er kendt i hele verden, hans romaner er læst af en mindre del af befolkningen, men en håndfuld sange er blevet stedsegrønne i den danske sangtradition. ”Jylland mellem tvende have” er nærmest jydernes nationalsang, og ”I Danmark er jeg født” opfatter mange som Danmarks nationalsang – og den er i hvert fald lettere at synge end søkrigssangen ”Kong Kristian stod ved højen mast” med de halsbrækkende spring og løse fortegn. Og det gælder også ”Der er et yndigt land”, hvor vi dog efterhånden alle kan skråle med på første vers, når sportsheltene skal hyldes i den store verden.

”I Danmark er jeg født” er en personlig hyldest, det er mit fædreland. En kærlighedserklæring, som vi gerne synger sammen og får lov til at være romantiske – sammen. Og vi ved jo, at H.C. er dobbeltbundet, så vi synger frejdigt ”Dig elsker jeg – Danmark, mit fædreland” med et lille smil på læben. Det lille smil, som Andersen selv viser tydeligt, når han i ”Hist, hvor vejen slår en bugt” opremser rosenrøde billeder og slutter med ”Solen synker - og så vid’re”. Vi hører ham sige: ”ja ja, fortsæt selv!”

I mange år var Henrik Rungs melodi den mest brugte. Her var Aksel Schiøtz’ berømte indspilning et vigtigt bidrag til den højstemte patos. Heldigvis skrev Carl Nielsens elev Poul Schierbeck i 1926 en mere lige-ud-ad-landevejen melodi, som får teksten hen på den etage i følelsesbarometret, hvor jeg mener, den hører hjemme. I Højskolesangbogen er også medtaget Sebastians melodi fra 1995, der lægger sig behageligt i Schierbecks tradition uden de store armbevægelser.