Genre: 
Pop

Den danske sangskat: Under stjernerne på himlen

Tommy Seebach
25-05-20
Af: 
Kenth Kjeldgård Nielsen

Under stjernerne på himlen
Tekst: Keld Heick
Musik: Tommy Seebach

Fremført første gang 1993

Historier om den danske sangskat
Denne artikel om en danske sangklassiker er produceret som en del af ALSANG 2020.

ALSANG 2020 er skabt i samarbejde med Spil Dansk, Højskolerne, Bibzoom og Musiklærerforeningen.

”Under stjernerne på himlen” var Danmarks bidrag til melodi grand prix, eller Eurovision Song Contest, som det kom til at hedde, i 1993. Egentlig var den skrevet som en vuggevise til Tommy Seebachs datter, men fik altså et liv for et langt større publikum.

Godtnok havde den været forsøgt optaget to gange tidligere til grand prix’et, men denne gang lykkedes det altså. Desværre blev det ikke til en topplacering – kun nr. 22 ud af 25, men alligevel er den vel nok blevet en dansk melodi grand prix-klassiker. I den oprindelige version med Tommy Seebach fremføres sangen meget tidstypisk i, hvad man kan kalde melodi grand prix-stil. Et up-tempo let arrangement med panfløjte, kor og det hele, og det er svært ikke at lade sig fange af den netop vuggende rytme. Det var jo også en vuggevise …

Adskillige år senere – i 2011 - blev sangen igen taget op af en Seebach. Det var Tommys søn Rasmus, der havde sangen med på sit andet album, Mer’ end kærlighed. Han syntes det var en fin og ærlig sang, som deres far havde lavet til hans lillesøster, og ville gerne give sit eget bud på den.

Det kom der en ganske fin akustisk version ud af, hvor især guitar og piano er de bærende instrumenter. Og ganske interessant er det, at stemmemæssigt ligner far og søn hinanden – familieskabet fornægter sig ikke, og begge har jo vist sig at være ganske habile popsnedkere.