Den kedsom vinter gik sin gang

Den danske digter Ambrosius Stub havde et liv, der var præget af omflakken, fattigdom og ulykker. Alligevel har han efterladt digte - bl.a. dette her, det eneste, han huskes for - som lyser af glæde og livslyst.

Stub levede i årene 1705-58, en periode, hvor tung barok afløses af elegant rokoko, både i arkitektur, musik og digtekunst. Han blev født i en skrædderfamilie på Fyn, blev student og læste næsten ti år ved Københavns Universitet uden at få nogen eksamen. Til gengæld lærte han at underholde med sange og vittigheder i lystigt lag. Han vendte tilbage til sin hjemegn, blev gift og fik fem børn, hvoraf tre døde, overtog en gård og måtte forlade den to år efter. Så fik han sin kone og to børn installeret i Odense i beskedne kår og drog omkring til fynske godser, hvor han fungerede som sekretær, bibliotekar, regnskabsfører og poetisk underholder ved selskaber. Det gik nogenlunde, indtil han gjorde en tjenestepige gravid. De sidste seks år levede han som forarmet skolelærer i Ribe og kunne ofte ses i byens gader, hvor han forsøgte at støtte husmurene.

Stub skrev omkring 100 salmer, arier og lejlighedsdigte, mange af fin kvalitet og med en munter tone. Kun nogle få blev trykt, mens han levede. Først i 1771 udkom der et udvalg med titlen Arier og andre poetiske stykker, og heri finder man “Den kedsom vinter gik sin gang”.

Det er måske det første danske naturdigt. Digteren spadserer ud i foråret og glæder sig over al frodigheden og det dyreliv, han møder på sin vej. Men der er andet end landskabsbilleder på færde. Der er en religiøs holdning: alt i naturen er udtryk for Guds almagt og forstand. Der er erotik: fuglepar bygger rede, våren pynter bøgen til brud og solen brænder som en glød, og stikker ild i barm og skød (disse linjer er udeladt i Højskolesangbogen). Og endelig er der et personligt håb om, at Gud må lette omstændighederne i digterens fremtid:

... jeg tør måske
vel få at se
min vinter blive til en vår
i år.

Digtet er sat raffineret op. Det har fremdrift, men afbrydes ofte af korte linjer som små dansetrin. I 1937 komponerede Oluf Ring en melodi, der fulgte tekstens lette, dansende rytme helt til dørs. Ikke ligefrem den slags musik, der blev spillet i førkrigstidens jazzradio; men toner, som Haydn ville have nikket anerkendende til. Ved fællessang bør man huske rokokoen og synge tilpas hurtigt.