Der er et yndigt laaaand!

Det lille forlag Clemmerdu påbegynder nu skriftserien ”Musik & …” Bøger om musikkens mangfoldige tilstandsformer og sammenhænge. Som forlaget skriver: ”Med stof til eftertanke.”

Første bind i serien er om nationalitet, noget vi alle er bevidste om – mere eller mindre.

På bogens bagside kan vi læse, at bogen handler om, ”hvordan nationalsange udtrykker kulturel og politisk nationalitet, og hvorfor de spiller en større rolle i vor tid end nogensinde før”. Og ja, vi er jo nok mange, der til eksempelvis de olympiske lege har hørt de mange vidt forskellige nationalsange.

Hans Henrik Koudal har virket som forsker ved Dansk Folkemindesamling og Det Kgl. Bibliotek. Hans hovedværk er disputatsafhandlingen ”For borgere og bønder. Stadsmusikantvæsenet i Danmark ca. 1660-1800”. Et monumentalt værk, der udkom i 2000. Værket er ikke i denne bogs litteraturliste, men her er derimod en artikel af Koudal om nationalsange fra bogen ”Det ombejlede folk”.

Bogen ”Musik & nationalitet” er på godt 100 luftige sider; det er da indbydende. (Og bare vent; de to næste bøger i serien er på blot 47 og 87 sider.)
Forlaget har valgt at aflaste seriens bøger for et tungt noteapparat ved at tilknytte en såkaldt ressourceside til bogen. En dynamisk side på internettet, som kan tilføjes yderligere kommentarer. Måske vil det være rart med et sidst-opdateret dato? Siden er dog pt. i PDF-format, så heelt superdynamisk er den vel ikke.

Lige på
Her er ingen indledning, ”Musik & nationalitet” går lige på og beretter om forfatteren, der som 17-årig ser de olympiske lege i Mexico i 1968, hvor guld- og bronzevinderen under den amerikanske nationalhymne ”The Star Spangled Banner” tavst løfter en knyttet hånd. En protestgestus, som fik kraftige reaktioner og store konsekvenser for de to USA-borgere.
Og hvorfor? Det giver Koudal et bud på i denne bog; at verdens nationalhymner har så stort et betydningsindhold.

Verdens nationalsange – eller nationalhymner- er ifølge Koudal både meget forskellige og meget ens. De har et klichesprog, og deres særlige effekt øges gennem deres virkning – dét med at synge noget, der åbner for et væld af erindringer.

De tre typer
Vi har tre typer nationalhymner.
Kongehymnen (eksempler er ”God save the King”, ”Gott erhalte Franz” og vores egen ”Kong Christian stod ved højen mast”.)
Revolutionshymnen (som ”Marseillaisen”) med fanfaremotiver og store spring i melodien, som vi også kender i de danske ”Der er et yndigt land” og ”En vinter lang”.
Folkesangen – inspireret af begrebet ”volkslieder”. Her er den svenske ”Du gamla, du fria” et godt eksempel.

Danmarks to nationalsange
Forfatteren redegør for den historiske brug af musikken i politisk nationalisme siden 1840’erne som optakt til det centrale 6. kapitel: Hvordan er de to danske nationalhymner opstået, brugt og tilslebet?

Disse tolv sider redegør fint for historien bag vores to nationalsange.
Her er en lille forhistorie om konkurrencen i 1818 for at finde en samlende sang for Danmark. Vinderen blev Juliane Marie Jessens ”Dannemark! Dannemark! Hellige lyd!” med musik af Weyse, men den blev hurtigt glemt…
Men i knap 200 år har vi haft to nationalsange. Johannes Ewalds ”Kong Christian stod ved højen mast”, som stammer fra skuespillet ”Fiskerne” fra 1779, har fire vers, som ”litterater er enige om er stor kunst”, og alle de fire oprindelige vers bruges stadig.

Derimod er Adam Oehlenschlägers ”Der er et yndigt land” fra 1839 ”kunstnerisk svag med mange opremsninger og overfladiske metaforer”. Derfor er det også oftest kun første vers, der synges. Nå ja – så oplever vi til landskamp i Parken, at de 40.000 tilskuere synger første vers samt sidste halvdel af andet vers.
For det er nemlig sådan, det er med nationalsange. De bliver tilvirket gennem tiden, hvilket er med til, at en nationalsang opretholder sin status – sin brug og popularitet.

Genbrug er godt
Ved siden af denne bog ”Musik og nationalitet” har jeg læst forfatterens nævnte 30 siders artikel om nationalsange i bogen ”Det ombejlede folk” fra 2007. En rigtig fin artikel. Så fin, at Jens Henrik Koudal har genbrugt adskillige sider ordret i nærværende bog.

Jeg synes, det ville have været på sin plads at angive dette genbrug. Nu har denne bog jo ikke en formel indledning, men så kunne forfatteren have gjort opmærksom på det i et efterskrift, eller eventuelt på den omtalte ressourceside. Men det kan vel nås endnu?

Tiden går
Koudal giver som eksempler på natonalhymners udskiftning grundige redegørelser for hymnernes historie i Tyskland og i Rusland – to lande, der historisk har været gennem store omvæltninger. Og i dag bruger Tyskland den gode, gamle ”Deutschland, Deutschland”, mens Putin i 2000 efter mange diskussioner skar igennem og genindførte en ældre, pompøs hymne. Som Koudal konkluderer: Der skal systemskifte, krig eller revolution til, før en stat indfører ny nationalhymne. ”Sejrherren skriver nationalhymnen”.

Koudal kommer også ind på ”overnationale hymner”, eksempelvis EU-kantaten, og han redegør for, hvordan mange komponister bruger nationalhymner og brudstykker heraf i deres kompositioner. Det øger unægteligt populariteten. Her gengives et rammende citat af Karlheinz Stockhausen om hans ”verdensmusikalske værk”, hvor hele 40 nationalmelodier benyttes.

Folkets valg
Forfatteren undlader stort set at diskutere nationalmelodiernes kunstneriske værdier, for det vigtigste er jo brugsværdien. Vores egen Carl Nielsen citeres herom fra et interview i Politiken 1924: ”Folket griber en sang og gør den til nationalsang, uden at nogen magt kan forhindre det, og når det sker, er det langt mere en tidsstemning, end en litterær eller
musikalsk smag, der gør udslaget. Jeg indrømmer, at en sådan melodi mere er et symbol – ligesom flaget, korset o.lign. – og behøver ikke være ’god’ i sig selv.”

Bogen slutter med omtale at den aktuelle brug af Ukraines nationalhymne, der spilles over hele verden i sympati, og vi får også decembers VM i fodbold i Qatar med, hvor det iranske fodboldhold viste deres utilfredshed med styret i Iran ved ikke at synge med på deres nationalsang. Jo, nationalsangen er et kraftigt symbol.

”Musik & nationalitet – om nationalhymner” giver en fin historisk gennemgang af denne specielle genre. Det er interessant læsning i et flydende sprog, og bogen vil også kunne bruges som baggrundsviden til gode musikfortællinger om alverdens sange og hymner.

Jeg ser frem til at læse de kommende bøger i serien ”Musik & …”.