Det er hvidt herude

Præsten i Spentrup har vovet sig ud på gårdspladsen her på årets koldeste dag, kyndelmisse, den 2. februar. Han går og iagttager. Sneen er dynget op og hænger tungt på træerne. De eneste lyde i stilheden kommer fra fuglene, mejser, ugler, krager og skader. Det er bidende koldt. Da han kommer ind igen, skriver han et digt.

Præstens navn er Steen Steensen Blicher. Han fører en daglig kamp for at få enderne til at mødes i præstegården med gæld og en voksende børneflok. Han skriver for at skaffe lidt ekstra indtægt, men er ukendt i de litterære kredse, det vil sige København. Efter hans død i 1848 bliver han efterhånden anerkendt som en af landets bedste forfattere af noveller. Han er også god til vers; vintersangen her er oprindelig trykt som indledning i digtsamlingen Trækfuglene.

Digtet er på fem vers med seks linjer i hvert. I de første tre beskrives naturen omkring præstegården, og første linje gentages med små variationer:

Det er hvidt herude ...

Det er tyst herude ...

Det er koldt herude ...

I fjerde vers vender opmærksomheden sig fra de vilde fugle til gårdens hane, der står og galer på hovedet af en snemand. Sikke noget praleri, tænker præsten. Hvis det så endda var et varsel om forår. Hermed flytter vi i femte og sidste vers ind i Blichers tanker. Han er træt af den lange, ubarmhjertige vinter og håber inderligt, at der snart blæser mildere vinde:

Kom, sydvest, som frosten tvinger!
Kom med dine tågevinger!
Kom og løs den bundne jord!

Så går der trekvart århundrede, hvor kun de færreste kender til digtet. Men i 1914 sætter organist og komponist Thomas Laub en melodi til, i f-mol, alvorlig, tøvende. Den støtter teksten så godt, at man næsten kan høre sneen knirke under Blichers langsomme skridt. Herfra er “Det er hvidt herude” folkeeje. En dejlig vinter-fællessang. Og en hilsen fra en svunden tid, hvor den danske vinter altid var lang, kold og begravet i sne.