Diamanter varer evigt

"Diamonds are forever” hedder Ian Flemings fjerde bog om superagenten James Bond, og det udsagn skal nok stemme.

Eller i hvert fald næsten; diamanter dannes på store dybder, hvor kulstof presses sammen under et enormt tryk og ved meget høje temperaturer. Resultatet af disse processer bliver det hårdeste af alle naturlige mineraler, og selv om en diamant måske trods alt ikke varer evigt, er det tæt på.

På grund af diamantens egenskaber bruges ordet ”diamant” ofte metaforisk om noget, der varer ved og ikke forandres.

Diamantens modsætning må logisk være noget, der er forgængeligt og uden værdi, og hvad kan det så være?
Flere rockplader har et bud på, hvad denne modsætning kan bestå i, og det er et par af disse rockplader, der er emnet for den følgende artikel.

Begge plader er i sig selv diamanter i deres ophavsmænds bagkatalog og rummer noget af den bedste musik, de to kunstnere har indspillet. Det er også derfor, det er værd at beskæftige sig med de to diamant-udgivelser – men hvad med diamantens modsætning? Hvordan gør den sig gældende i forbindelse med Joan Baez´ ”Diamonds and rust” (1975) og Rodney Crowells ”Diamonds and dirt” (1988)? Svaret følger (måske) nedenfor.

Diamonds and rust
Joan Baez skrev titelsangen til sit 1975-album ”Diamonds and rust” for knap 50 år siden, i november 1974.

Selv om det er en stærkt personlig sang om Baez´ forhold til Bob Dylan, er sangen siden blevet indspillet af en stribe andre musiknavne, og sangen anses (med rette) for at være en af Baez´ bedste kompositioner. Sangteksten, som ikke nævner Bob Dylan med ét ord, handler uden for al diskussion om den berømte sanger og om hans og Baez´ forhold ti år tidligere, hvor hun var vildt forelsket i Dylan: ”It´s all come back too clearly/ Yes, I loved you dearly”.

En sen opringning har fået minderne til at vælde frem i Baez´ bevidsthed, og det er disse minder, vi hører om i sangteksten. Hun husker, hvordan hun var der for Dylan, da han endnu var ung og ukendt, ”the original vagabond”, og hun husker, hvor glad hun var for ham dengang: ”Speaking strictly for me/ we both could have died then and there”. Men tiden er en anden nu - og måske var han heller ikke så forelsket i hende, som hun var i ham.

Derfor gør det også ondt at mindes, når man stadig er forelsket, og samtidig har Baez svært ved at skjule sin bitterhed over bruddet dengang – selv om hun anerkender, at der ikke er noget at stille op i forhold til den velformulerede og lidt vævende ex-kæreste: ”You who´re so good with words/ and at keeping things vague”.

Baez – eller rettere jeg-personen i teksten – kunne godt bruge noget af den ”vagueness” nu, hvor hun husker alting fra dengang alt for smerteligt klart; men minderne går ikke væk, hverken de gode eller de mindre gode: ”diamonds and rust”.

Selv om Bob Dylan ifølge tekstforfatteren kaldte hendes digtning ussel dengang, ”my poetry was lousy, you said”, er sangteksten fuld af smukke formuleringer og også fuld af god poesi. Så hvis Dylan havde ret dengang, har Baez forbedret sin sangskrivning voldsomt i løbet af de forgangne 10 år, hvilket også demonstreres i en anden af albummets sange med Joan Baez som forfatter.

Denne sang, med titlen ”Winds of the old days”, handler minsandten også om Bob Dylan og om de to musikeres forhold; men i modsætning til ”Diamonds and rust” er den anden (delvist) selvbiografiske sang på pladen mere nådig over for Dylan, som denne gang ikke bebrejdes noget – tværtimod: ”So thank you for writing the best songs”, osv. Hvilket dog ikke betyder, at Joan Baez ikke stadig er ked af det forliste forhold og stadig mindes ”the good old days” med både vemod og smerte.

Albummet ”Diamonds and rust” er i bund og grund et vemodigt værk om tider, der er forbi og om kærlighed, der ikke bliver gengældt.

Hovedtemaerne på udgivelsen er tab, sorg og svigt – tilsat en stribe vidunderligt melankolske melodier – og derfor kan det ikke undre, at Baez til lejligheden har valgt at indspille en række sange, hvor netop disse temaer er i højsædet. Sangvalget medvirker til at gøre pladen til et usædvanligt helstøbt kunstværk.

Når man sammensætter sange som Jackson Brownes ”Fountain of sorrow”, Janis Ians ”Jesse, come home” og Stevie Wonders ”Never dreamed you´d leave in summer”, kan resultatet ikke undgå at blive dybt melankolsk og i virkeligheden temmelig sørgeligt. Men når sangene bliver afleveret af Baez´ klassisk klare stemme, vinder skønheden alligevel over melankolien og betyder, at man kan høre pladen igen og igen. Ikke så mærkeligt, at LP´en i sin tid solgte guld.

Diamonds and dirt
For Joan Baez er modsætningen til diamanter altså rust, som vel også må anses for at være et godt symbol på noget forgængeligt, noget ubestandigt. For en anden musiker, Rodney Crowell, er modsætningen til diamanter derimod snavs, ”dirt”, og her er det snarere det værdiløse ved materialet, end det er det ubestandige, der fokuseres på. Men både rust og snavs kan vel udmærket bruges til at angive den ene del i et modsætningsforhold, hvor diamanter er den anden del.

På Rodney Crowells album ”Diamonds and dirt” dukker modsætningen mellem diamanter og snavs, mellem det værdifulde og det værdiløse, op i sangteksten til nummeret “The last waltz”, som handler om medgang og modgang I et kærlighedsforhold: “Sometimes it´s diamonds/ and sometimes it´s dirt/ Sometimes it´s magic/ and sometimes it´s work”. Der er ikke noget epokegørende ved formuleringerne eller billedsproget i Rodney Crowells sang, som tværtimod kan beskrives som en helt almindelig kærlighedssang, udtrykt i helt almindelige vendinger.

Det samme kan siges om albummets øvrige sange, som alle handler om – mere eller mindre problematisk – kærlighed, og som alle udtrykker sig i et enkelt og ligefremt sprog. Crowell når ikke (på dette album) samme poetiske højder i formuleringerne, som Joan Baez gør det på ”Diamonds and rust”; men så har han jo heller ikke på samme måde som hende været tæt på den Bob, som ”er så god med ordene”.

En enkelt sang skiller sig ud fra de øvrige rent tekstmæssigt på Crowells album, og det er sangen ”I know you´re married”, hvor jeg-personen helt skamløst bliver ved med at gentage, at han vil stjæle den udkårnes hjerte – og det på trods af, at hun både er gift, har det godt i ægteskabet og i øvrigt elsker sin mand. Det er en tekst, som tilsyneladende afslører en mand uden moral, uden hensyntagen og uden medfølelse over for andre, men som alligevel går rent ind hos lytteren på grund af indholdets helt uproportionale insisteren på noget, der ikke burde kunne lade sig gøre. Her er virkelig tale om en ung mand med initiativ og gåpåmod i forhold til den foreliggende, indlysende umulige opgave: ”I know you´re happy/ but I just want to steal your heart away”. Der vil altid være nogen, som ikke tager et nej for gode varer.

Når den pudsige, men vel dybest set utiltalende sangtekst trods alt sidder lige i øret på lytteren, skyldes det især sangens umiddelbart smittende melodi, som man dårligt kan lade være med at synge med på. Og netop albummets fine melodier og den overbevisende musikalske fremførelse er også hovedårsagen til, at mange kritikere opfatter Crowells femte studiealbum som højdepunktet i hans karriere. Den ene dejlige sang efter den anden smyger sig rundt om lytterens ører som en kat, der skal til at blive fodret, og det samlede udtryk på ”Diamonds and dirt” er stærkt vanedannende, i hvert fald for lyttere, der godt kan lide countryrock.

Faktisk er der (efter denne lytters mening) kun ét tvivlsomt nummer på Rodney Crowells album, og det er albummets første sang, ”Crazy baby”. Hvorfor Crowell har valgt at indlede sit diamant-album med en sang, der snarere ligner snavs end diamanter, får stå hen i det uvisse. Men hvis man springer den første sang over, er der kun diamanter at finde på Crowells album, som da også i sin tid opnåede guld hos Recording Industry Association of America.