Genre: 

DJENT – progmetals afledte mikro-genre

09-11-18
Af: 
Helen Bruus, Lejre Bibliotekerne

Introduktion

Kan du djente? Sådan en overskrift så jeg engang på nettet, og den blev ved med at spøge i mit hoved. Hvad vil det sige at djente? Hvad er djent? Er det et lydord, akkord, tone, teknik,  polymetri (ikke at forveksle med polyrytmiks trioler og kvintoler), sound, bevægelse, trend, scene, stilart, genre, niche? Ved nærmere research, fra blandt andet Wikipedia, Urban Dictionary, Guitar World, Youtube, Last FM og Facebook-gruppen ”Danske PROG entusiaster”, skulle djent vise sig at være lidt af det hele. Djent er udsprunget af 2000s metal-genrer såsom prog, math, tech, core, death og er bredt anerkendt for at være kommet først fra Meshuggahs matematiske metal, mens Misha Mansoor fra Periphery har populariseret lyden. Denne lille lytteguide light præsenterer et Bibzoom udvalg på 10 bands - som kan det der "djente".

Djent som lydord, akkord, tone, teknik, sound, bevægelse, trend, scene, stilart, genre

Djent er en hurtigt voksende trend/scene/bevægelse der samler en masse cool bands såsom Veil of Maya, Xerath og Vilhjärta omkring brug af en særlig musikalsk teknik og hi-fi komprimeret produktion. Djent-begrebet bruges typisk om musik, som gør brug af en særlige djent-sound (djent-djdjdjent).  Nogle mener at sounden mere lyder som en gal and (quaquaquack), og at det er fjollet at tale om djent som en genre eller stilart. Det ville svare til at kalde doom metal for dets karakteristiske lyd "DUNNN".

Djent som musikalsk stilart er et spin-off af den traditionelle progressive metal. Nyere bands krediterer det svenske math-metal band Meshuggah og de britiske bands Sikth og Fellsilent - kombineret med diverse core tendenser - som inspirationskilde til djent. Nogle medlemmer af metal samfund har kritiseret begrebet "djent" som en kortvarig dille, og sætter spørgsmålstegn ved dets gyldighed som en egentlig genre (hvor en genre er defineret ved evnen til at associere fælles træk mellem forskellige kunstnere). Der er dog nogenlunde enighed om, at djent er en bestemt niche af den moderne, progressive metal.

Djent i sin oprindelige betydning har med edb-lyde at gøre og digitalt modellerede power-akkorder. Djent knyttes mest til guitaren med elastiske, synkoperede guitar riff og "palmmuted" (håndflade-dæmpede) guitarakkorder indlagt i virtuose guitarsoli, og er kendetegnet ved sin progressive, rytmiske og tekniske kompleksitet, ofte med brug af polyrytmik (eller måske snarere polymetrik?). Hvis man ikke er guitarist, kan denne definition godt være svær at kapere. Andre forklarer det "enklere" som "low tuned, open note syncopated staccato riffs" på guitaren evt. i progressive, jazzede passager med electronica indover i form af synthizisere og "glitchy" slagtøj. Man kan understøtte djent-lyden ved at anskaffe forskelligt  "djenty gear", f.eks. forstærkerudstyr såsom "Big Bottom" og "Tube Screamer".

Så djent er tilsyneladende lidt af det hele. Man kan diskutere begrebet og alle har ret. Musikbranchen er ikke helt sikker på, at djent er en klart defineret genre. Det ender den måske med at blive?

 

Eksempler på bands som "djenter"

DISPERSE (POLEN)
Disperse er et neo-progressivt rock/metalband fra Polen, dannet i 2007 af Marcin Kicyk, Jakub Żytecki og Rafal Biernacki. I starten var bandet meget inspireret af avancerede musiske mønstre i artrock, fusion, metal og jazz. Siden, med nogle bandudskiftninger, blev de mere fascinerede af naturens lyde.

INTERVALS (CANADA)
Intervals er et prog math metal band, dannet i 2011 af multi-instrumentalisten Aaron Marshall. Det er brutal, eksperimenterende metal og bandet er langtfra altid anmeldernes darlings.

MONUMENT (ENGLAND)
Monument er et progressivt metal/djentband fra England, dannet i 2009 af guitarist John Browne. Musikken kombinerer kantede grooves sammenvævet med rummelig melodisk atmosfære. “Blue sky thinking” er et godt nummer når man vil introduceres til djent. 

PERIPHERY (USA)
Periphery er et progressive metal band, dannet i 2005 af guitarist Misha Mansoor. Periphery anses bredt for at være en af pionerene af prog-metallens djent-bevægelse.

REFLECTIONS (USA)
Reflections er et metal band dannet i nullerne af de intense Minnesota-guitarister Patrick Somoulay og Charles Caswell.

SLICE THE CAKE (ENGLAND, SVERIGE, AUSTRALIEN)
Slice the Cake er en intercontinental progressiv deathcore trio fra England, Sverige og Australien, dannet i i 2009 af Gareth Edwards og  Jonas Johansson.

TESSERACT (ENGLAND)
TesseracT er et progressive metal band fra England, dannet i 2003 af den teknisk dygtige og eksperimenterende guitarist Acle Kahney. Bandet gør brug af både math metal, djent, ambient og tekniske metal-elementer i deres musik. 

TEXTURES (HOLLAND)
Textures er et progressive metal band fra Holland, dannet i 2001 af Jochem Jacobs, Stef Broks og Bart Hennephof. Bandets kendetegn er et miks af velspillet brutalitet, fængende vokaler og innovative rytmer. 

THE INTERBEING (DANMARK)
The Interbeing er et industrielt melodisk dødsmetalband fra Danmark, dannet i 2001 af Dara Toibin, Torben Pedersen og Jacob Aarosiin Hansen. De blev rost til skyerne af Gaffa som et af de bedste metalbands i 2011. Af andre danske bands skal nævnes Cold Night for Alligators.

VILDHJÄRTA (SVERIGE)
Vildhjärta er et progressivt metalband fra Sverige, dannet i 2005 af Daniel Bergström, Jimmie Åkerström og Johan Nyberg. De er inspireret af Meshuggah og gør brug af djent-guitar og to leadvokaler. Lyt f.eks. til “Eternal golden monk”.