Djævelens musik

Sproget er fuldt af udtryk og talemåder, hvori djævelen spiller en rolle. ”Med djævelens vold og magt” siger man om noget, man absolut vil have gennemført. ”Djævelens advokat” er en person, der prøver at se en sag fra et synspunkt, vedkommende ikke selv deler. ”Djævelen ligger i detaljen” siger man for at gøre opmærksom på, at der kan opstå fejl, hvis man ikke har fuld kontrol over alle detaljer i en sag.

Man kan være besat af en spilledjævel eller en fartdjævel, eller man kan være en djævel til sit job, f.eks. hvis man er djævleblændt dygtig til det. Djævelen er til stede i et utal af sproglige sammenhænge, og selv om de fleste af dem handler om negative og dårlige forhold eller fænomener, findes der også tilfælde, hvor djævelen nævnes for at understrege eller forstærke et positivt udsagn. Men overordnet set er djævelen en negativt ladet skikkelse, som man gør bedst i at holde sig fra. Det gælder også i rockmusikkens tekster.

Djævelen optræder særdeles ofte i rocklyrikken, ikke mindst i heavy metal-teksterne, der vel nærmest er underlagt en slags forpligtelse til at påkalde djævelen og alle hans gerninger. I heavy metal-sangenes univers er der ligefrem mulighed for at møde djævelen som en skikkelse med horn, klove, gedebukkeskæg og en trefork i hånden; men ellers må man nok sige, at det oftest er som et symbol på ondskab, fordærv og undergang, at djævelen optræder i sangteksterne.

Bob Dylan og djævelen
I Bob Dylans religiøse periode omkring 1980 var djævelen og helvede hyppigt på besøg i sangene som modpart til Jesus og himmeriget. Det er f.eks. tilfældet i sangen ”Gotta serve somebody” fra LP´en ”Slow train coming” (1979), hvor det helt programmæssigt lyder: ”Well, it might be the devil or it may be the Lord/ but you´re gonna have to serve somebody”. I LP´ens titelsang er tonen skærpet en del, og Dylan skælder og smælder over alle de gudløse mennesker, han ser omkring sig: “Jefferson´s turning over in his grave/ fools gloryfying themselves , trying to manipulate Satan”. Og i sangen ”Ain´t no man righteous, no not one” fra samme periode er djævelen igen på spil med alle sine tricks og fiflerier: ”Sometimes the devil likes to drive you from the neighbourhood/ he´ll even work his ways through those whose intentions are good”.

Men kampen mod djævelens fristelser og hans forsøg på at lokke individet bort fra dydens smalle vej optræder ikke kun i Dylans tekster fra hans religiøse periode. Hele forfatterskabet er gennemsyret af religiøse overvejelser og religiøse referencer, og der er skrevet store afhandlinger om Dylans forhold til Gud og djævelen. Allerede i 1963 sloges sangeren med problemstillingen i sange som ”Talkin´ devil” og ”Watcha gonna do”, sidstnævnte med linjerne: ”Tell me what you´re gonna do/ when the devil calls your cards/ O Lord, O Lord/ what should you do?”.

“John Wesley Harding”-LP´en fra 1969 er én lang beretning om sangskriverens forsøg på at finde sig til rette i den bestandige kamp mod djævelens dominerende indflydelse i verden. Ikke mindst den lange sang ”The ballad of Frankie Lee and Judas Priest” handler om problemet med at skelne mellem rigtigt og forkert og med at stå imod, når djævelen - her i skikkelse af Judas Priest – frister én over evne. Som sangen beretter, er det dog næsten altid dømt til at gå galt, hvis man ikke er meget klippefast i sin tro.

Djævelen kan optræde i mange skikkelser og mange forklædninger, så det gælder om at være på mærkerne, når man møder ham. Måske man kan indgå en slags pagt med djævelen, som man f.eks. ser det i sangen ”Dear landlord” (1969), hvori det bl.a. hedder: ”And if you don´t underestimate me/ I won´t underestimate you”. Et sådant forsøg på at købe sig lidt respit fra djævelens nedbrydende virke vil dog altid kun være midlertidigt og kan ikke opfattes som en sejr over de onde kræfter. For djævelen helmer aldrig, og hans list er uden ende. Dylan har skildret situationen i sangen ”Man of peace” fra 1983, som gennemgår en række af de forklædninger, djævelen kan antage i sine forsøg på at korrumpere os: ”He´s a great humanitarian, he´s a great philanthropist/ he knows just where to touch you, honey/ and how you like to be kissed/ He´ll put his arms around you/ you can feel the tender touch of the beast/ You know that sometimes Satan comes as a man of peace”. Bob Dylan erklærer et sted I sangkataloget, at han I hvert fald ikke selv er en falsk profet, “False prophet” (2020); men kan man stole på det, når man nu ved, hvor god djævelen er til at forklæde sig?

Djævelske kvinder
Kampen mod djævelen er et gennemgående tema i store dele af Bob Dylans sangtekster, og temaet kan genfindes i hans samarbejde med bl.a. Tom Petty og George Harrison i Traveling Wilburys. Selv om indholdet på gruppens andet album officielt er et fælles arbejde, bærer sangen ”The devil´s been busy” (1990) umiskendeligt Bob Dylans aftryk: ”The devil´s been busy in your backyard” Men George Harrison kunne også godt selv skrive og synge om djævelen. Sangen ”Devil´s radio” (1987) fortæller således om, hvordan sladder og falske nyheder på djævelens radio (dvs. i medieverdenen) kan ødelægge vores liv og få os til at glemme livets positive sider: ”It´s all across our lives/ like a weed it´s spread/ ´till nothing else has space to grow/ The devil´s radio”.

En af de sange, der blev medtaget på George Harrisons posthumt udsendte album ”Brainwashed” (2002), var Cab Calloways klassiske ”Between the devil and the deep blue sea”, som i tidens løb er blevet indspillet af et utal af musikere. Og en af de første gange, George Harrison sang for på en Beatles-sang, var i forbindelse med Richard Drapkins ”Devil in her heart” fra gruppens anden LP, ”With The Beatles” (1963). Det er en sang, som tydeligt fortæller om det dilemma, Bob Dylan som ovenfor nævnt ofte har behandlet: det kan være svært at genkende djævelen, hvis han/hun optræder i forklædning: ”She´s got the devil in her heart/ no, no, this I can´t believe/ She´s going to tear your heart apart/ no, no, nay will she deceive”. OK, George, du må gøre, som du selv synes; men kom ikke og sig, at du ikke var blevet advaret.

Rockmusikkens tekster rummer adskillige djævelske kvinder. I tilfældet med Stevenson og Langs sang ”Devil with the blue dress” (1964), som måske er mest kendt i en version med Mitch Ryder fra 1966, er det djævelske ved kvinden i titlen dog kun, at hun ser så godt ud: ”She´s a real humdinger and I like it like that/ she´s the devil with the blue dress, blue dress”. Men i andre sange er de djævelske kvinder mere problematiske for den (mandlige) jeg-person, der synger sangen.

Indtil flere sange bærer titlen ”Devil woman”, og i mindst to af dem er der tale om træske og ondsindede kvinder. Marty Robbins´ ”Devil woman” fra 1962 handler om en mand, som bare gerne vil være sammen med sin elskede Mary, og om en grusom kvinde, en tidligere elskerinde, som vil gøre alt for at ødelægge forholdet. Men Mary er heldigvis parat til at tilgive jeg-personen hans uheldige opførsel - formentlig et sidespring med den anden kvinde – og tage ham tilbage. Så kan den djævelske kvinde sejle sin egen sø: ”Devil woman, let me be/ just leave me alone/ I want to go home”.

En anden sang med titlen ”Devil woman”, som Cliff Richard indspillede i 1976, fortæller en lidt mere kompliceret historie om en mand, der tilsyneladende bliver offer for en forbandelse, da han støder på en kat med grønne øjne. For at slippe ud af forbandelsen opsøger han en spåkvinde, som han håber kan hjælpe ham - blot for at opdage, at spåkvinden og katten i virkeligheden er to alen ud af ét stykke: ”She´s just a devil woman/ with evil on her mind/ Beware the devil woman/ she´s gonna get you from behind”. Hvordan den gyselige historie slutter, står lidt hen i det uvisse; men moralen er til gengæld helt klar: pas på kvinderne, ikke mindst dem med langt sort hår og grønne øjne!

Sidst, men ikke mindst i denne sammenhæng, må man naturligvis nævne Elvis Presleys store hit fra 1963, ”Devil in disguise”. Her er der virkelig tale om en djævel i en snedig forklædning, nemlig en kvinde, der har taget skikkelse af en engel, selv om hun inderst inde er ond, ond, ond. Hvad kvindens brøde består i fremgår ikke tydeligt af sangteksten; men hun har bedraget og løjet for sangens jeg-person, og det er ikke pænt af hende. Om det berettiger til at kalde hende en djævel kan måske diskuteres; men jeg-personen er ikke i tvivl: ”You look like an angel/ walk like an angel/ talk like an angel/ but I got wise/ You´re the devil in disguise/ oh yes, you are, devil in disguise”. Det specielle ved denne sang om en djævelsk kvinde er dog ikke så meget dens tekst som dens melodi. Hvis man bare én gang har hørt sangen, sidder melodien fast i hjernen, og man kan ikke lade være med at nynne den, når man læser sangteksten. Hold da op, hvor skrev de nogle iørefaldende melodier dengang – og så skader det naturligvis ikke, at det er Elvis, der synger teksten.

Andre djævle i rocklyrikken
Der er som allerede antydet ingen mangel på djævle i rocklyrikken. Det vil føre alt for vidt her at dykke dybere ned i emnet, så jeg vil slutte min lille oversigt af med at nævne endnu et par af de kendteste musikalske djævle og så i øvrigt blot opfordre den interesserede læser til selv at lede videre i rockmusikkens sangtekster. Der er rigeligt at komme efter.

Man kan naturligvis ikke skrive om djævle i rocksange uden at nævne The Rolling Stones´ ”Sympathy for the devil ” (1968), som vel kan beskrives som en lidt manieret gennemgang af djævelens onde gerninger gennem historien. Sangens berømmelse er ikke blevet mindre af den kendsgerning, at det var en af de sange, Stones sang under den tragisk berømte koncert ved Altamont i 1969, hvor rockergruppen Hells Angels angiveligt var blevet hyret til at stå for sikkerheden under koncerten! Her kan man da virkelig tale om en kontrakt med djævelen.
Paul McCartney har sunget ”Run devil, run” (1999), om et familiedrama i de amerikanske sydstater; Bruce Springsteen har fortalt om en mands kamp mod sine indre og ydre dæmoner i ”Devils and dust” (2005); og Van Morrison har redegjort for, hvorfor man ikke skal dømme andre for deres måde at leve på. Alle må betale deres egen pris for de valg, de tager: ”Have to pay the devil/ for my music/ keep on rolling/ from town to town./ Have to pay the devil/ for to play my music” (”Pay the devil”, 2006).

Som rosinen I pølseenden på denne lille gennemgang af djævelsk rockmusik har jeg valgt Grateful Deads “Friend of the devil” fra LP´en ”American beauty” (1970). I denne sang møder vi en mand på flugt fra loven, og vi hører om hans problemer med djævelen, som både hjælper og modarbejder ham. Hvad mandens forbrydelse er, fremgår ikke af sangteksten; men mon ikke det er noget med et drab, siden han risikerer at skulle tilbringe resten af livet i fængsel, hvis han bliver fanget? Indtil videre er han bare på flugt, med eller uden djævelens hjælp: ”I set out running but I take my time/ a friend of the devil is a friend of mine”. En grum tekst – men sat til en herligt medrivende melodi, som også var kendetegnende for Grateful Deads mange andre, countryprægede sange på dette tidspunkt i gruppens karriere. En ren fornøjelse at lægge ører til, trods det barske emne.