Doin´ the omoralisk schlagerfestival

02-05-24
Af: 
Steffen Kronborg

Ulf Dageby
Svensk rockmusiker, sanger og sangskriver
Født den 10. maj 1944 i Göteborg

Eurovision Song Contest
I begyndelsen af maj 2024 kan den svenske populærmusik fejre to runde jubilæer, som trods deres vidt forskellige karakter har en pudsig forbindelse til hinanden. For det første er det i år 50 år siden, ABBA vandt det europæiske melodi grand prix (Eurovision Song Contest) med sangen ”Waterloo” og dermed skaffede det følgende års sangkonkurrence til Sverige. For det andet kan musikeren Ulf Dageby, der som medlem af gruppen Nationalteatern i perioden 1969-82 var et af den svenske progg-musiks førende navne, d. 10. maj fejre sin 80 års fødselsdag.

ABBAs konkurrencesejr indtraf i april 1974, nærmere bestemt d. 06.04., og jubilæet er allerede blevet behørigt omtalt og markeret i diverse medier (se også omtalen af begivenheden i artiklen ”MGP-tid” her på hjemmesiden).

Alligevel er der ingen tvivl om, at præstationen vil blive mindet igen, når Eurovision Song Contest løber af stabelen i Malmö i dagene 7.-11- maj. Det andet runde musikjubilæum, Ulf Dagebys 80 års fødselsdag, vil næppe blive fejret lige så omfattende som ABBAs festival-sejr; men jubilæet har en sjov forbindelse til sangkonkurrencen derved, at Dageby i 1975 var med til at arrangere en alternativ musikfestival, som et større antal svenske solister og grupper fra venstrefløjen deltog i under mottoet ”Til kamp mot kulturens kommersialisering”. Festivalen fandt sted i Stockholm samtidig med melodi grand prix´et og præsenterede bl.a. en vittig musikalsk kommentar til den kommercielle festival ved Ulf Dageby, som her optrådte under pseudonymet Sillstryparn med sangen: ”Doin´ the omoralisk schlagerfestival”.

Ulf Dageby har senere fortalt, at Sillstryparn var en teaterfigur, en rolle, som ikke var ham selv, men derimod en person, der i sine vers tillader sig at benytte sig af ret så bastante rim og billeder. De lidt ubehjælpsomme formuleringer medvirker til at give sangteksten et forsonende humoristisk præg, uden at man af den grund skal tro, at de udtalte holdninger og synspunkter er mindre oprigtigt ment af den grund.

Hør blot, hvordan det lyder, når Sillstryparn digter: ”Och här kommer ABBA i kläder av plast/ lika döda som sillkonserv/ De skitar också i allt/ vill göra snabba stål/ det pyr i mina franska nerver/ Doin´ the omoralisk schlagerfestival”. Også ABBAs manager og producer, Stikkan Andersson, får et par ord med på vejen i Dagebys/Sillstryparns sang: ”Och Stikkan Andersson/ han tycker folk är dum/ producerar romantik/ Men kärleken är stark/ så Stikkan får ett spark/ som passar ett cynisk svin”. Sangen blev i 1975 en form for slagsang for modstanden mod kulturens kommercialisering og er et af Dagebys mest kendte numre.

Ulf Dageby fylder 80 år
Men Ulf Dageby er naturligvis meget andet end Sillstryparn og kampen mod melodifestivalen. De fleste svenskere kender ham primært som medlem af musik- og teatergruppen Nationalteatern, der i 1970´erne og 80´erne var et af de mest fremtrædende orkestre på den alternative scene, sammen med bands som Nynningen og Hoola Bandoola Band. I Nationalteatern var Ulf Dageby en af de drivende kræfter, og hans sange til bandet var blandt dets signatursange: ”Barn av vår tid”, ”Livet är en fest” og ”Hanna från Arlöv”, for at nævne nogle af de mest kendte titler. Ud over at skrive sange til Nationalteatern sang Dageby også i gruppen, ligesom han spillede guitar og mundharmonika. I 2014 blev Nationalteatern optaget i Swedish Music Hall of Fame.

Ulf Dageby har siden 1982 spillet sporadisk sammen med de øvrige medlemmer af Nationalteatern i forbindelse med flere genforeninger af bandet; men i 1982 ville han prøve at forfølge en solokarriere, og det resulterede i 4 albums i årene 1983-89, hvoraf det første, ”En dag på sjön”, både er det mest kendte og nok også det bedste. I sange som ”Djur går över vägen”, ”Länge leve alla biologer!” og titelsangen får Dageby lejlighed til at blande sine samfundskritiske tekster med en underfundig humor, som får budskaberne til at glide ubesværet ned. Faktisk minder Dagebys humor i sangene en del om Cornelis Vreeswijks underspillede humor, så det var fuldt fortjent, da han i 2023 – bedre sent end aldrig! – fik tildelt det prestigefyldte

Cornelis-stipendium
I 1990´erne arbejdede Ulf Dageby især med filmmusik, og i slutningen af årtiet skrev han musikken til en lang række Martin Beck-film. I det nye årtusind har Dageby kun ladet høre fra sig meget uregelmæssigt; men i 2019 udsendte han uventet cd´en ”Ulf Dageby Band”, hvor han sammen med 4 af sine tidligere kolleger i Nationalteatern sang og spillede 8 nye sange. Flere af disse handler om tidens gang og om det at blive gammel, bl.a. ”Grå hästar”, der bl.a. indeholder linjer som disse: ”Grå är nu färgen som målar vårt liv/ en gnistrande blänk någon gång/ grå är din hud när du skyndar förbi/ Nu är det för sent att börja om”. Eller sagt på en anden måde: ”Allting måste ta slut”, som en anden af titlerne på den afdæmpede cd lyder.

Ulf Dageby er i dag en mand med fremtiden bag sig, hvilket ikke skal forhindre, at der herfra skal lyde et stort tillykke med den kommende 80 års dag. Det er nok for meget at håbe på, at fødselsdagen vil blive markeret med en genopførelse af ”Doin´ the omoralisk schlagerfestival” ved det kommende Eurovision Song Contest; men så kan man jo heldigvis holde sin egen alternative festival derhjemme og spille sangen, hvis man får nok af de mange lyskaskader og stroboskop-effekter, der plejer at ledsage sangene i den officielle melodifestival. ”Doin´ the omoralisk schlagerfestival” kan ses og høres på nettet, og sangen optræder også på en samlingsplade, der kan lånes via biblioteket.

Læs mere om Ulf Dageby på hjemmesiden dageby.se