Double Moon Mirage: Double Moon Mirage

Vise eller koral-sange er måske ikke højeste mode. Men på den smagfulde, selvbetitlede debutplade byder Double Moon Mirage ind med kvaliteter, der kunne gå hen og blive en ny-klassiker. Ikke ved at råbe. Men ved at håndholde og disponere perfekt over talent og underlægning. 

Da Double Moon Mirage-pladen åbner med en stærkt rumklangsindsovset mundharpe, der laver en akkordbrydning der sender tankerne i retning af temaet fra Lord of The Rings, følger der bange anelser med: Bliver det her sådan noget klistret, rollespilsmusik? Eller endnu værre: Det er et ægtepar, der står bag. Bliver det så en invitation ind i noget, der måske er lige intimt nok?

Men så snart en akustisk guitar og ægteparret sætter ind forsvinder enhver angst eller bange anelse:

For pladen er fuld af smagfuld, Mommas & Pappas, Simon & Garfunkle eller måske endda noget koral-inspireret musik. Ja, det er intimt. Men smagfuldt og stærkt.

Nikolaj Paakjær har en varm, rolig stemme der minder mig om Simon Balthazar fra hedengangne Fanfarlo, mens viven Henriette Paakjær til tider udviser en let hæshed der sender tankerne i retning af forynget Anisette – men i øvrigt har mange facetter i stemmen.

Det er så absolut stemmerne, der får lov at bære projektet. Og samtidig er der skrevet sange, der med ro og appeal ikke bare fremstår venlige men også sarte og roligt opmærksomhedspåkrævende.

Over ti numre – alle forholdsvis korte, under fire minutter – når vi omkring af en pop-hooked sag som ‘Tropical Tale’, hvor stemmerne bruges med de- og crescendi, toner slippes på lige det rette tidspunkt og ’refrænet’ får lige et hint – kun et hint! – af lidt overdrive i et aj-aj-aj stykke. Ja, det er svært at gøre sympatisk på skrift, men det er virkelig dygtigt og sympatisk gjort.

At bandet har turneret med Hymns of Nineveh kan ikke rigtigt komme som en overraskelse, da udtrykket er tilsvarende pænt og sympatisk. Men jeg tror i virkeligheden at Double Moon Mirage har en fordel i deres (endnu) stærkere vokal-arbejde. Og, tjah, fordi debutpladen er fri for alt for mange kristne referencer.

Det er godt nok kærligheden, der er i centrum, men der er også en titel som Napalm Hand som minder om noget ballade-materiale, Efterklang kunne have lavet. Ikke mindst fordi vi får en mørk stryger-solo. Og nu vi er ved det: Lucille kunne vitterligt have været en ballade på en ikke-udgivet Fanfarlo-plade.

Skal ret være ret, så står pladen hele tiden med en risiko for at falde i fælden med at blive FOR pæn. Og man kunne frygte for live-oplevelsen her. Men det er til gengæld tydeligt, at der har været en vis bevidsthed om dette og man har sørget for at gå til kanten – men ikke ud over.

De ti numre er med andre ord ret veldisponerede og tilpas varierede; vi får en Cohen/Serge Gainsbourg agtig-sag med dyb mandestemme i ‘Pale White Light’, og med udtrykket kommer det heller ikke for alvor bag på lytteren at næstsidste nummer ‘L’Espoir’ leveres af Henriette på sovekammers-fransk. Igen kunne det have været en b-side på en Arkade Fire-udgivelse. Eller måske snarere en afslutningsact på Roadhouse i Twin Peaks…

Når de ti numre så er spillet igennem, er der et begreb, der står klart: Smagfuldt.
Selv da mandevokalen bliver lidt presset på de høje toner, foregår dette i ‘Helpless Heart’ og kommer dermed til at bidrage til den naive desperation, nummeret indeholder.

Hele vejen igennem er ægteparret akkompagneret af primært akustisk underlægning – og da der kommer et el-orgel, fungerer dette også rigtig fint. Og så er jeg for øvrigt lige glad med, om det er lyde trukket ud af en spilledåse/keyboard. Og at jeg tror, jeg hører en panfløjte på et tidspunkt(!).

Når det hele er gjort op, så er der kvalitet nok på denne udgave til at den kan blive en ny-klassiker. Lidt sært at sige det om koral-agtig musik, der i teorien lige så godt kunne være blevet til i 20erne – måske endda 1820erne? – som 2018.

Under alle omstændigheder er det fuldt ud værdigt til fem stjerner!