Genre: 

Dvorák: Rusalka

Dvorak: Rusalka
04-10-17
Af: 
Andrew Mellor, Klassisk

Illusionen fungerer i eventyropera

Otto Schenks produktion af Dvoráks eneste repertoireopera er næsten ligeså gammel som jeg. Wieneroperaen kasserede den for nogle år siden, men den holder stadig dampen oppe på Metropolitan. Mange gamle og ultratraditionelle produktioner som denne afslører deres alder og træthed før eller siden, særligt når den er filmet i close-up til dvd. Men denne er faktisk fuld af liv. Selv i high-definition Blu-ray er det svært at se, at man ser på kulisser og ikke en ægte, sølvskinnende dam i en tæt, frodig skov. Effekten af lys reflekterende på dammens overflade er forbløffende. Detaljer med hoppende frøer og nysgerrige egern, da heksen Jezibaba brygger sine drikke, rummer magi som i de bedste Disney-kreationer.

Mere vigtigt er, at prinsen ligner en prins, og Rusalka ser ung, naiv og køn ud - en del yngre end Renée Fleming måske ser ud, hvis du møder hende på gaden. Rusalka er en historie om en fe, og dette er den perfekte ramme for eventyret, hvilket i høj grad skyldes sangerholdet ligeså vel som den spektakulære scenografi. Piotr Beczala har ikke verdens mest attraktive tenorklang, men han går rent ind på charmen og rammer fysisk plet som Prinsen, som han kommunikerer tydeligt uden at ty til pantomime. Renée Fleming er fremragende i titelrollen; med endda mere skinnende og nuanceret stemme, end hun leverer i Charles Mackerras' pladeindspilning (Decca). Hun trives med det tjekkiske sprog, skildrer det med sit eget særpræg og overdriver aldrig med sin sopran.

Julie Boulianne er fortryllende som Køkkendrengen, og synger glansfuldt, mens Dolora Zajick er knapt så karismatisk vokalt set som Jezibaba, men hun kompenserer med sin tegning af den shamanistiske heks. John Relyea besidder stemmekraft og dybde som den brølende vandtrold, men også følsomhed, som understreger det knusende sideplot om en fars beskyttende datterkærlighed.

Metropolitans orkester lyder strålende, og et kamera i orkestergraven sørger for, at magien også sker dernede (sådan burde det være på alle opera-dvd'er). Yannick Nézet-Séguin dirigerer med hoved og hjerte; min eneste anke er mangel på omhu i nogle strygerfraser. Utraditionelle produktioner bliver jeg aldrig en stor fan af, men denne er ikke at foragte.

Lån Rusalka fra dit nærmeste bibliotek

Besøg klassisk.org