Genrer
Eagles: Hotel California
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 37
Det er svært at underdrive hvor indflydelsesrigt Eagles’ 1976-album Hotel California var. Albummet var deres første vigen væk fra countryrocken, der ellers var definerende for alle deres hidtidige udgivelser. Der var stadig nogle få countryelementer på albummet, men de fik monstersucces ved at tage mere indflydelse fra softrock og popmusik, og med denne kombination blev Hotel California deres mest populære studiealbum. Sammen med Fleetwood Macs Rumours kan den på godt og ondt tage æren for, hvor dominerende en stilart poppet softrock var i de kommende 15 år. Og det er nok én af årsagerne til, at Hotel California ikke just er det album i Eagles’ diskografi, der har holdt sig bedst. For Eagles-lyden blev efterlignet langt mere end Fleetwood Macs lyd. Med det sagt, så er Eagles langt mere kompetente end Richard Marx, Bryan Adams, Peter Cetera, Michael Bolton og alskens andre kunstnere, der har forsøgt at genskabe lyden fra "Wasted time" og "The last resort". De er dygtige på deres instrumenter, og de forstår at skrive mindeværdige guitarpassager. Deres vokaler er en kende uslebne – kun Don Henley klarer uskadt skridtet væk fra countryinspirationen, men hans stemme er til gengæld også som skabt til poprock.
Henley synger heldigvis leadvokal på størstedelen af sangene på Hotel California, men han burde have taget endnu flere. "Try and love again" er et af de mere countryklingende tracks, men Randy Meisner lyder stadig frygtelig på nummeret, når han prøver at ramme de høje toner. Joe Walsh' flade vokal er derimod for anonym på "Pretty maids all in a row", hvor han til tider drukner i ellers ret underspillet instrumentation. Glenn Frey klarer sig ret godt på "New kid in town", et af albummets bedste numre. Det er også det nummer, der lyder mest af Eagles’ oprindelige countryrock, omend det er en kende mere poleret her. Mens softrock fylder en del på Hotel California er det ikke alt sammen ballader. Vi får blandt andet to forsøg på hård rock i form af "Life in the fast lane" og "Victim of love". Henley er en glimrende rocksanger, og som sådan er det ret stærke sydstatsrockklingende kompositioner iført godt med guitarlir. De er desværre ledsaget af meget poleret produktion fra Bill Szymczyk, hvilket gør, at deres hårdføre energi ender med at føles rimelig påtaget. Det gør selvfølgelig, at de passer bedre ind på det rimelig bløde album, men i grunden savner næsten hele skiven lidt kant og autenticitet i lyden.
Jeg kommer ikke uden om at nævne titelnummeret, et track fleste har hørt så meget til hudløshed, at de nok har en meget fasttømret holdning til det. Selv synes jeg, det er en pragtfuld sang – ja, et mesterværk om man vil. Som intet andet nummer på albummet lyder det reelt farligt, ja endda mystisk. Døden lurer om hjørnet på hver eneste verselinje, og med sin smukke, forførende intro fungerer det perfekt som albummets åbningstrack. Dertil er dens guitarsolo også en af rockhistoriens allerbedste. Det er lidt synd, at den bliver efterfulgt af "New kid in town", for de to er helt klart de bedste sange på albummet. Jeg går ud fra, at der også gemmer sig glimrende ballader et eller andet sted i "Wasted time" og "The last resort", men de bliver så pompøse i lyden, at jeg har svært ved at blive grebet af deres melodrama. Jeg kan ikke benægte, at begge tekster er godt skrevet, og at Henley synger dem med overbevisende indlevelse. Mens den bombastiske afslutning på "The last resort" ikke tjener selve sangen særlig godt, fungerer det godt som afslutning på albummet. Hotel California byder flere steder på noget af Eagles’ bedste sangskrivning, men albummet er desværre som helhed rimelig tandløst. Det var en blandet oplevelse for mig, og jeg forventede egentlig mere fra et så anmelderrost album.