Elektronisk nostalgi-trip i Valbyparken
AIR
Genopførsel af "Moon Safari"
Syd For Solen i Valbyparken
Lørdag en 10. august,
Midt i flodbølgen af festivaler der præger det danske sommerland, formår den københavnske festival Syd For Solen at adskille sig fra mængden med øjenåbnende festival-lineups. Sidste år var det ikke mindst bookingen af et af ambient-scenens allerstørste ikoner Richard D. James alias Aphex Twin på scenen, der sprang i øjnene.
I år har bookerne bag Syd For Solen endnu engang leveret en øjenåbnende præstation ved at kunne byde på et af den elektronisk musikscenes absolutte sværvægtere i festivalens primetime om lørdagen.
På en dag hvor rock og indie præger programmet, sendes publikums på en nostalgisk tidsrejse et kvartårhundrede tilbage når den franske duo AIR genopfører deres ikoniske mesterværk "Moon Safari".
Da albummet "Moon safari" så dagens lys tilbage i 1998, var det en helt ny planet, der strålede på den musikalske stjernehimmel.
Albummets ubetingede største hit var nummeret "Sexy boy" der blev en sand DJ-favorit på radiostationer og i klubber.
Men albummets egentlige styrke er den hypnotiake cocktail af et chillout mesterværk der så smukt flyder ind i lytterens øregang gennem albummets 43 minutters spilletid.
Kombinationen af sfæriske ambientscapes, downtempo og chillout tilsat vokal fra den amerikanske singer-songwriter Beth Hirsch, har gjort albummet til en tidløs klassiker.
Det musikalske udtryk på "Moon Safari" er karakteriseret ved den bløde og drømmende lyd, der vækker minder om en cocktail af 1970'ernes progressive rock og 80'ernes synthpop og ambiente udtryk fra kunstnere som Brian Eno.
Baggrund
Det var tilbage i midt-90'erne i den franske by Versailles, at ikonske AIR blev dannet.
Den arkitektstuderende Nicolas Godin fandt sammen med den klassisk uddannede pianist Jean-Benoît Dunckel og resultatet af partnerskabet blev et af fransk histories stærkeste elektronisk musikfænomener.
Debutalbummet "Moon Safari" blev produceret i samarbejde med britiske producer Nigel Godrich, der var kendt for sit samarbejde med Radiohead og produktionen af det ikoniske album "Ok computer".
Da albummet blev udgivet i januar 1998 blev det stærkt modtaget med begejstring af både musikanmeldere og lyttere.
Albummet blev rost for sin nytænkende tilgang til elektronisk musik med dets særegne brug af nostalgisk easy listening, som det ikke mindst lyder på albummets smukke afslutningsnummer "New star in the sky". "Moon Safari" skabte en helt scene inden for elektroniske musik og inspirerede en lang række af eftertidens kunstnere.
Albummets historiske betydning
Mere end 25 år efter sin udgivelse står "Moon Safari" stadig som et centralt værk inden for elektronisk musik.
Albummets tidløse sound gør "Moon safari" til et ikonisk værk der i kredse anses for et af de bedste elektroniske albums nogensinde.
AIR leverede en række af stærke albums efter "Moon safari", hvor bl.a. "Talkie Walkie" bør nævnes, men bandets debut er stadig den franske duos ubetinget stærkeste moment, som publikum i Valbyparken nu får chancen for at opleve på lørdag den 10. august.
DMI lover delvist sol på lørdag. Solnedgang i Valbyparken under en sensommerhimmel er nærmest de perfekte betingelser til dette nostalgiske trip. En vaskeægte månesafari til et af elektroniske musikhistories allermest lysende stjerner.