Elton John: Greatest hits
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 135
Jeg har lyttet til mange Greatest hits-plader efterhånden. Ofte er de for lange, inkluderer sange, der ikke rigtig er nævneværdige og tit virker rækkefølgen på tracklisten enten tilfældig eller uigennemtænkt kronologisk. Af og til finder man dog den lille guldklump, der kan fungere som et helstøbt album på egen hånd. Sådan en plade er Elton Johns Greatest hits fra 1974. Det er blot ti sange, 42 minutter i alt. 1974 kan virke som et tidligt tidspunkt i Johns karriere, men han havde skam allerede udgivet otte albums på det tidspunkt. John var en produktiv herre, og kun det allerbedste er samlet på Greatest hits. Jeg tror også, at det er en god tidsafgrænsning. Hans næste album, Captain Fantastic and the brown dirt cowboy, ville blive mere glam-præget og selvparodierende, og senere gav han sig også i kast med hård rock, disko og selv new wave. Den oprigtige og lettere nostalgiske Elton John kan godt afgrænses til 1974, og derfor føles pladen stadig konsekvent, selvom John gennemgik en stor udvikling mellem 1968 og 1974.
Når der kun er ti sange, må man regne med, at kun det essentielle er inkluderet. Mens John har så mange vidunderlige sange, at alle nok vil savne et par stykker, så er jeg overordnet tilfreds med udvalget. Samtlige sange er mindeværdige og tilbyder noget unikt. Der er også god vekslen mellem det løsslupne rock and roll, der høres på numre som "Honky cat" og "Saturday night’s alright for fighting", og de lidt langsommere ballader såsom "Your song" og "Rocket man". Selvom balladerne er i overtal, så er de placeret, så der er en udvikling i lyden. De første sange er de stille "Your song" og "Daniel", og mod slutningen kommer" Don’t let the sun go down on me" og "Border song", der begge slutter i et eksplosivt klimaks med stor instrumentation, kor og variation. At alle sangene er så gode, at de i dag står som milepæle i Johns diskografi, gør blot den musikalske værdi større.
Den eneste anke må nok være forskellen på den internationale og den oprindelige nordamerikanske udgave af pladen. Jeg har hørt den internationale, hvor de erstatter den rockede "Bennie and the Jets" med den langsomme ballade "Candle in the wind". "Bennie" er på originalen bevidst placeret mellem de to ballader "Rocket man" og "Don’t let the sun go down on me". Det skaber dynamik og gør, at man ikke bliver træt af de mange ballader. På udgaven, jeg har lyttet mest til, finder man dermed tre langsomme ballader i træk, og det kan blive trættende. "Candle in the wind" er en fortræffelig sang, så jeg forstår at godt at den er taget med. Foruden denne lille ting, kan jeg på det varmeste anbefale Greatest hits til alle, der kan lide gode popsange. Hvis du kan finde den amerikanske udgave, kan jeg anbefale den endnu mere. Hvis ikke, så opret en playlist med de ti sange på Spotify. Det er stjernegod musik.