Elvis Costello 70 år

Den ordrige poet, sangskriver, sanger og guitarist er døbt Declan Parick Aloysius MacManus, født den 25. august 1954 i London og bedre kendt som Elvis Costello, der har begået det ene fremragende album eíter det andet. En klartskuende kyniker kiydser sit spor i en kreativ proces i konstant bevægelse og udtrykt gennem et broget miks af stilarter. Punch The Clock var en af de første lp’er med ham, jeg lånte på biblioteket i Aabenraa 18 år gammel og stadig i den formative fase.

Selvbiografien Unfaithful Music & Disappearing Ink (2015) er yderst læseværdig, omfangsrig og en glimrende introduktion til hans opvækst, karriere og musik. Tv-showet Spectacle: Elvis Costello with..., der løb over skærmen fra 2008-10, er begavet underholdning, hvor han interviewer kolleger og optræder med dem akkompagneret af sit altid lydhøre orkester.

Faren Ross MacManus ernærede sig som jazzsanger og trompetist, optrådte med et kendt big band, indspillede plader for mindre selskaber og indtalte reklamerjingler på kommercielle radiostationer. Elvis Costello er katolsk opdraget og var alterdreng, indtil han fyldte 14. Hjemmet genlød dagligt af musik, og Costello sugede alt til sig, begyndte at spille guitar og lyttede til Beatles, Kinks, Small Faces, The Who, The Band, Motown, Joni Mitchell, The Band og Grateful Dead. Han er et omvandrende musikleksikon som vennen Elton John.

Costello havde talent for at skrive, men gjorde derudover ikke meget væsen af sig i skolen. Efter at være fyldt 18 fik han job som computer operatør, der gav mere i løn end det ufaglærte arbejde, han iøvrigt følte sig kvalificeret til. Apparaturet arbejdede langsomt i 70’erne, og Costello brugte ventetiden til at nedfælde sange bevæbnet med guitar og notesblok. Han blev i stillingen indtil få uger, før My Aim Is True udkom i 1977.

Elvis Costello havde forinden dannet egne bands og begyndte at indspille bånd med sine sange i løbet af 1974-75 i håb om at blive opdaget og at kunne sælge dem til andre artister. I 1976 optrådte han jævnligt og solo i de nærliggende klubber som D.P. Costello. My Aim Is True blev udsendt af Stiff Records efter syv års ventetid med demoer, singler og selskabets nøleri. My Aim Is True er den første af fem i streg produceret af Nick Lowe.

Coveret med Elvis Costello som brilleklædt Buddy Holly look alike blev stildannende for den visuelle iscenesættelse. Alison og (The Angels Wanna Wear My) Red Shoes er de mest spillede og populære sange fra debuten. This Years Model (1978) er ren opvisning i potent sangskrivning, tæt sammenspil og tidsånd med signaturnumrene Pump It Up og (I don’t Want To Go To) Chelsea. Kort sagt et hovedværk i britisk rockhistorie.

Det tredje album og det andet med The Attractions, Armed Force (1979), indledes af Accidents Will Happen, der udkom som single sammen med en af mine favoritter, Oliver’s Army. Tekstuniverset er mørkt, politisk og kritisk i forhold til højredrejningen i England som beskrevet i Oliver’s Army. På Get Happy!! (1980) synger Costello med enorm indlevelse i hver en strofe, mens The Attractions knokler som bare pokker. Håndholdt indsats over hele linjen med tydelig påvirkning fra klassisk soul, r&b og ska. Tjek Riot Act, New Amsterdam, Clowntime Is Over og den dansant medrivende High Fidelity.

Trust (1981) befinder sig på øverste hylde ført an af det majestætisk flotte åbningsnummer Clubland fulgt op af You'll Never Be A Man, Watch Your Step, New Laces Sleeves, Big Sisters Clothes’ og det pianobårne Shot With his Own Gun. Musikalsk spænde albummet fra soul, pop, rockabilly, Bo Diddley rytmer over Tin Pan Alley til en knivspids country og det mere komplekse udtryk.

Trust er en anelse overset i Costellos produktion, og kan man ikke få nok af albummet, anbefales Demon Records og Rykodiscs genudgivelser fra 1994 og 2003 med bonus tracks. Imperial Bedroom (1982) er et overflødighedshorn af 15 funklende beviser på Costellos evner som sangskriver stilsikkert bakket op af The Attractions. Man Out Of Time og Shabby Doll’ er favoritterne fra det velproducerede udspil, der står stærkt placeret i sangkataloget fra 80’erne.

Punch The Clock (1983) minder stilmæssigt en del om Armed Forces og Get Happy!! her forstærket af blæsersektionen TKO Horns og to kvindelige korsangere. Everyday I Write the Book, et flot forløst popnummer, er sammen med Shipbuilding og Pills and Soap albummets klare stjernestunder.

Shipbuilding med Chet Bakers smukke trompetsolo i mol fortæller om bygningen af de skibe, der gik til under Falklandskrigen i 1982. Pills and Soap, dramatisk iscenesat af Steve Nieves pianospil, handler om dyreforsøg og dyr, der ender som piller og sæbe i medicinalindustrien og kosmetikbranchens fodring af en støt stigende forbrugerkultur.

I 1986 stod den på King of America og Blood & Chocolate med klare nik til americana i numre som Brilliant Mistake, Indoor Fireworks, Tokyo Storm Warning, I Want You og Next Time Round. Spike (1989) er det første album uden The Attractions i 11 år, hvorfra Veronica og Pads, Paws and Claws er skrevet sammen med Paul McCartney i et popmusikalsk topmøde mellem enere.

Mighty Like a Rose (1991), Brutal Youth (1994) og All This Useless Beauty (1996) er alle lytteværdige, men trumfen blev sat med Painted from Memory (1998), hvor Costello krydser klinge med Burt Bacharach og leverer det perfekte lydspor til voksne mennesker, der har levet livet og mærket kærlighedens smerte på krop og sjæl. In the Darkest Place, This House Is Empty Now, Tears at the Birthday Party, The Long Division, titelsangen og God Give Me Strength - den stime er svær at hamle op med.

Nullerne fortsatte med høj kvalitativ cigarføring i form af When I Was Cruel (2002), The Delivery Man (2004), The River in Reverse (med Allen Toussaint, 2006) Momofuku (2008), Secret, Profane & Sugarcane (2009) og National Ransom (2010). På de albums med og uden The Imposters, der tog over efter The Attractions, boltrer Costello sig i country, americana, folk, New Orleans soul og r&b, alternativ rock og roots rock med damp under kedlerne og fine sange som resultat.

Fraset Wise Up Ghost (2013) indspillet med det amerikanske hip hop band The Roots måtte fans vente otte år på nyt studiemateriale, hvilket kom i 2018 med Look Now. Imposters er tilbage, og Costello genoptog samarbejdet med Burt Bacharach i Don't Look Now, Photographs Can Lie og He's Given Me Things. Carole King bidrager til det soulfarvede album som sangskriver med Costello på Burnt Sugar Is So Bitter.

Hey Clockface (2020) byder på nye genremæssige penselstrøg i det afdæmpede hjørne, der bevæger sig i retning af pop og jazz med hjælp fra Bill Frisell samt dygtige solister og sessionmusikere på saxofon, trompet, trækbasun, fløjte, cello og kontrabas. På The Boy Named If (2022) går Costello og The Imposters indædt til sagen med up-tempo rock og rul, enkelte ballader samt hilsener tilbage til stilen fra slut 70'erne og start 80'erne fordelt henover 13 toptunede træffere.

Hallo hvor det rykker, og albummet demonstrerer ydermere, at Costello er en kompetent guitarist med sans for gode figurer, riffs og rytmisk fylde. Denne signatur gør meget lidt for at skjule, han er kæmpe Costello fan og har en svaghed for en af de mere skæve satsninger fra kataloget, The Juliet Letters (med strygerne fra Brodsky Quartet, 1993), der er en velkonstrueret sangcyklus tilføjet et litterært tekstunivers med pil opad i dannelse og stil.

Apropos litterært schwung overværede jeg Elvis Costello i Operaen i København oktober 2005, hvor han opførte sin moderne opera The Secret Songs, der handler om H.C. Andersens kærlighed til og fascination af den svenske sopran Jenny Lind. Det blev mig en tand for velfriseret og pænt, men Costello ville noget med fortællingen og bidrog langt mere værdigt til markeringen af den verdenskendte eventyrdigters 200 års fødselsdag, end det rædselsfulde show, vi var vidne til i Parken april måned samme år.

Det skal den til tider knarvorne brite have stor tak for sammen med alt det andet fra en lang karriere, der har budt på ufattelig mange strålende sange med storytelling og kantet lyrik, der har et skarpt dissekerende blik for almenmenneskelig dårskab og dumhed, populisme, fanatisme, samfundslivets korrupte og griske skyggesider, egne vildfarelser og momenter af indsigt. Den i starten unge og bittert vredladne Costello, der i ny og næ opførte sig aggressivt og arrogant i offentligheden, er nu om stunder en venligt virkende gentleman, der stadig afleverer sine pointer med punch og præcision.