En episk fortælling med den rolige pensel

Langsomt siver publikum ind i det dunkle koncertrum, hvor hyggen er slående med lyskæder og såkaldte ægte tæpper på gulvet.
Allerede et godt stykke tid før koncertstart er flere musikere fra det færøske musikkollektiv Klingra på scenen og beriger os med behagelige klange. Mon koncerten er startet – eller er det bare lydprøve?

De velbehagelige pudearrangementer bliver udnyttet, der lægges op til en afslappende koncert.
Tankerne går tilbage til gymnasietiden, hvor 70’ernes supergrupper bredte elektriske klange ud i det uendelige, mens hashtågerne blev tættere og tættere.

For der er så mange tidløse elementer i koncertens musik, der spilles på instrumenter, der ikke har ændret sig de sidste 50 år. Nuvel, der er elektroniske spor på et par laptops, men med vores gode vilje lyder det bare så analogt.

Danjal A Neystabø kan bag sit keyboard byde velkommen og fortælles os, at vi skal høre et værk bygget over pianisten Kim Rafael Nybergs farfars fortælling fra 1956, som blev optaget på bånd inden farfarens død.

Klangguf Part I
Store, brede klange breder sig i salen – som indledningen til Pink Floyds monumentale ”Shine On Your Crazy Diamond”.
Udover de to tangentspillere består Klingra af trommeslager, guitarist, bassist og slideguitaristen Maggie Björnlund, der har spillet med Jack White – og adskillige gange på SPOT. Og den markante trompetlyd er ikke fra en computer, men minsandten fra lydmanden, der bag sin mixerpult blæser en fin trompet.

De rolige, åbne klange intensiveres, og en rolig sang føjes til. Vi oplever syngende, delayfyldte guitarsoloer, som Jan Akkermans grandiose guitarlyd i 1970’ernes hollandske gruppe ”Focus” – husker I dem?

Tangenterne giver os variationer fra enkelte, repetitive sekvenser til komplekse, fuldttonende akkorder.
Björnlunds stilsikre slideguitar er med til at give det drømmende udtryk med de harmoniske glissandi.

Efter 25 minutters vellyd er nummeret færdigt. Eller – det er det ikke, for vi kan nu få at vide, at det var første del af nummeret ”Eftir”, som på dansk er ”Tilbage”. Og ”Tilbage” er både dét, at være ladt tilbage, og at komme tilbage.

Vi får nu historien, som ligger bag ”Tilbage”. Som også er dén plade, der udkom for to måneder siden.

Farfar fortæller
Fortællingen bygger som nævnt på optagelser af Danjals farfar, der foetæller om den store ulykke i 1956.
De færøske fiskere havde også en havn på den grønlandske østkyst. Her oplevede farfaren, at et tysk handelsskib anløb havnen i 1956 og lossede og lastede på almindelig vis. Ved udsejlingen sejlede skibet på et ræv og sank så hurtigt, at de sovende sømænd ikke nåede i tøjet, inden de kom i redningsbådene. Det betød, at flere frøs ihjel. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på befolkningen at være med til at bjerge de 14 lig. Kister blev bygget, og et tysk fragtskib afhentede ligene. Samtidig ankom en dansk officer i helikopter for at takke befolkningen for deres hjælp.

Alle disse indtryk beskrives i en rolig og monoton tone af farfaren, hvis båndede stemme ligger under nummeret i begyndelsen og i slutningen. Som effekt tilføres stemmen et stænk rumklang, så farfaren måske taler fra det store kirkerum?

Det tiltaler mig, at vi først får den bagvedliggende historie mellem de to halvdele af nummeret. Så har vores fantasi fået lov til at arbejde frit i første sæt, hvor lydindtrykkene har givet mange forskelligrettede retninger. Og overordnet givet os lov til at hvile, at finde ro, sindsro.

Klangguf Part II
Vi er nu klar til sidste del af rejsen med Klingra. Og nu har vi en historie mere i rygsækken, som vi kan vælge at bruge – eller lade være.
For musikken fortsætter, hvor den slap. Her får vi igen de store, monumentale forløb med dynamiske udsving; her er distinkte bongotrommer, her er reallyde med fuglesang. For

”Tilbage” er ikke en sorgfuld musik, men fyldt med eftertænksomhed og taknemmelighed. Vi husker dem, der hjalp sine medmennesker.
Sandelig også aktuelt her 5. maj, hvor vi mindes den praktiserede næstekærlighed.

Lydassociationerne får lov at passere i eget tempo og orden. Jeg fornemmer Sigurd Ros, jeg hører Arvo Pärts minimalisme, jeg genopdager Procol Harums episke nummer ”In Held ’Twas In I” – husker I?

Dejligt at se den store aldersspredning blandt publikum. Og billedet af det pude- og menneskefyldte gulv kunne være taget for 50 år siden. Fortrøstningsfuldt, at denne musik har et publikum – kan vi kalde det tidløshed?

Jeg tror, vi altid vil have brug for denne sfæriske og afslappende musik, hvor vi ikke nødvendigvis behøver at analysere og intellektualisere. Men bare nyde.
Tak for musikken, Klingra!