En længe ventet sangbog er landet

16-02-11
Af: 
Peter Elmelund

Sangbogen 4

Wilhelm Hansen, 2010

Vi har nu i en del år haft gode allround sangbøger med melodilinje og becifringer. Det var jo virkelig en nyskabelse, da Musikhøjskolens Forlag Egtved udgav 555 sange – alle med becifringer – i 1972. Her blev det ellers toneangivende og dominerende forlag Wilhelm Hansen taget på sengen. Det tog noget tid for Wilhelm Hansen at komme på banen igen – rigtig mange rettigheder skulle forhandles på plads, før den monumentale udgivelse med den enkle titel Sangbogen endelig kunne udkomme i 1988.

En sangbog, som rummede det hele; det bedste fra højskolerepertoiret samt nyeste viser, musical-, pop- og rocksange – både danske og udenlandske. Nu kunne vi alle spille og synge Elvis’ "Love me tender" og forsøge os med Stevie Wonders største sange.

Succesen blev fulgt op med Sangbogen 2  i 1996 (”den røde”) og Sangbogen 3 (”den gule”) i 1999. Kvaliteten af sidstnævntes indhold var måske ikke så høj som den førstes; de bedste sange var jo taget… Desuden indeholdt den splinternye sange, som ved udgivelsen virkelig var hits, men som er lidt mere blege og falmede her godt 10 år efter.

Med internettets omnipotente udbredelse er adgangen til nye sange åben for alle. Teksterne ligger der – og tilhørende becifringer kan findes til næsten alle sange. Mange gange lagt på nettet af kunstnerne selv, eller behjertede mennesker har møjsommeligt – og efter bedste evner - ”lyttet akkorderne af”.

Derfor er der ikke samme sunde købmandskab i at udgive noder. Vi printer ud, hvad vi har brug for. Men alligevel er det altså rart at sidde med en hel samling i hånden/på nodestativet, så løse blade ikke spredes for (træk)vinden. Et sådant kærkomment supplement til Sangbogen 1, 2, 3  er Den nye sangskat – 225 dansksprogede sange efter 1965, hvor 2. udgave kom for 1 ½ år siden.

Omtrent samtidig meldte Wilhelm Hansen ud, at Sangbogen 4 var på vej. Og som noget nyt kunne selveste den danske befolkning bidrage til udvælgelsen af sange! Fra 30. marts til 15. juni 2009 måtte vi alle komme med forslag til sange, vi ville have med; blot de var skrevet efter 1950. Her midt i november var resultatet klar: ”Den grønne”, som Sangbogen 4 sandsynligvis vil blive kaldt.

Denne anmelder har ikke kunnet spore, hvilke bidrag der er med på opfordring af den danske befolkning, så det kan kun blive gisninger. Og det er sådan set også lige meget, når bare det er de rigtige, der er med!

Og er det det?

Sangbogen er delt ind i 4 hovedafsnit. Første hedder Dansk tradition og er knap hundrede sange i undergrupperne Salmer, Sange og Viser og Evergreens. Salmer består af 27 nyere salmer, hvoraf de 21 er i den nye salmebog. Den største undergruppe Sange indeholder 35 sange, hvoraf hele 17 af disse er at finde i Sange til morgen og aften  fra 2004, der udkom i relativ ubemærkethed på Wilhelm Hansens forlag. Og efter min mening er det altså ikke lutter kommende evergreens, men sange, som vi kunne ”nøjes med” i nævnte tidligere udgave.

Sidste undergruppe Viser og Evergreens kunne godt hedde Filmmusik, da 17 af de 22 sange også findes i Toner fra filmen (2003) fra … rigtigt gættet: Wilhelm Hansens forlag.

Denne gruppe leder fint hen til 2. hovedafsnit, som er sangbogens vægtigste: Dansk beat, rock, pop. Her finder vi 120 perler fra Cæsars "Jorden i flammer" (1965) til Brincks "Believe again" fra Melodi Grand Prix 2009.

I forbindelse med udgivelsen havde flere medier fundet store ord frem; en overskrift i Jyllands-Posten 12. november lød: ”Ny sangbog afslører hemmelige noder”. Hmm, der bliver altså ikke ”afsløret” noget som helst, men fine numre fra eksempelvis Mew, Kashmir og Saybia kan nu læses på noder. Hvor vi tidligere blot ”plankede” dem – altså nedskrev efter gehør, får vi nu et pænt nodebillede. Og det er da også dejligt; det sparer tid, og endnu flere kan forsøge sig med Kashmirs "Mom in love & Daddy in space" hjemme i kælderen. Jeg skriver med vilje ”forsøge sig”, for sværhedsgraden i denne sangbog er noget højere end i de foregående 3 sangbøger. Vi bevæger os fra deciderede fællessange til mere solistiske numre, hvor jeg da er glad for at høre originalen før jeg kaster mig over nodebilledet – ”nå ja, det var jo sådan, den lød!”

Det er en fornøjelse at bladre og spille sig gennem Danmarks pophistorie. Og hvilken mangfoldighed! Fra 1973 har vi Kim Larsens gårdsangervise "Hvis din far gi’r dig lov" side om side med Savage Rose’ sofistikerede "War child" (s. 106). Som i øvrigt er stærk nok til at kunne blive spillet på en enkelt guitar. Som vanligt vil brugerne opponere mod valget. Hvorfor er et mindre kendt Mew-nummer "Forever and ever" kommet med? Noten siger, at nummeret er på den japanske udgave af albummet And the glass handed kites.  Måske er det et krav fra den danske befolkning? (Til gengæld kan man ikke slå Mew op i registret, men må kende titel eller komponist/forfatter). Her er også tre sange af Tina Dickow – alle fra albummet Count to ten. Tidligere havde hun selv lagt tabulaturnoder til flere af sine numre på egen hjemmeside; de er desværre væk nu.

En lille pudsighed: Under Swan Lees hit "Love will keep you warm" får man et lille indblik i rettighedsjunglen, idet der under nummeret er en præcis fordeling af copyrightprocenterne: 42,9 % til musikforlag, 42,6 % til ophavsmændene, 14,2 % til tekstforlag. Det kan for udenforstående virke som ubetydelige detaljer, men er for musikbranchen det daglige brød.

Sangbogens 2. store hovedafsnit er International beat, rock, pop. En mere præcis titel ville være udenlandsk, men pyt med det. (Og lidt pudsigt, at genren beat er bevaret; det er jo det, vi kalder rock. For beat-udtrykket er vel ved at finde tilbage til det mere oprindelige dækning vedr. beat-generationen?)

Værsgo: 138 store sange. Fra Little Richards "Tutti frutti!" til Duffys "Warwick Avenue". Et kært gensyn med 60’ernes og 70’ernes store sange, som vi faktisk kan høre dagligt i radioen – og også fra de helt unges iPods…

Her er det heller ikke kun de umiddelbart letteste numre, men sange, der lige skal spilles igennem et par gange, men så er der også lækker pop for øregangene. Her er Totos stadionhits "Rosanna" og "Africa", Eagles’ "Hotel California" (i d-mol; klinger altså bedre i den originale h-mol …) og en af mine absolutte favoritter: Elvis’ banale perle "Always on my mind".

Fra Duffys jazzede "Warwick Avenue" kommer vi til sangbogens sidste gruppe Kind of Jazz, der i følge forordet ”viser et udpluk af den nyere vokaljazz set med danske øjne”. Et appendix bestående af en snes sange, som alle er indspillet inden for de sidste 15 år.

Vi havde (og har stadig) jazzbiblerne Real Books, som indeholder (næsten) alle jazzstandards. Her er et god bud på kommende standards.  Numre med de store sangerinder – blandt andre Norah Jones, som også findes i rock/pop-afdelingen, Lisa Nilsson, Caroline Henderson, Cæcilie Norby og sluttende med to sange fra 2010 af svensk/danske Sidsel Storm. Hør hende – syng sangene!

Alt i alt er det en vægtig dansk sangbog, jeg sidder med her. Den placerer sig måske mellem to – eller flere – stole ved at ville rumme både nye, traditionelle højskolesange og have en all-round dækning af dansk pop-musik. Jeg kan ellers godt forestille mig en satsning, hvor der både var en Sangbogen 4a  med nyere højskolesange m.m. og en Sangbogen 4b  med danske og udenlandske popsange. Som udgivelsen er blevet nu, passer Sangbogen 4  fint nok ind i rækken og vil forhåbentligt også blive solgt.

For det har den fortjent – det er altså rart at sidde med en god sangbog (med spiralryg!) og vide, at komponisterne og forfatterne får deres berettigede del af fortjenesten.

JA, det er de rigtige sange, der er med! Så anskaf Sangbogen 4, hvis man ikke allerede har fået den i julegave – og brug den ved siden af Højskolesangbogen, Den nye sangskat og de andre gode sangbøger, der findes.

Lån Sangbogen 4 fra dit nærmeste bibliotek