dummy

En tur i Costellos clubland

23-01-2021
Thomas Vilhelm

Den 23. januar 1981 udkom Elvis Costellos femte studiealbum og det fjerde i streg med The Attractions, der er krediteret i den fulde titelordlyd, hvilket så absolut er på sin plads. ‘Trust' hører til blandt Costellos mest helstøbte albums med 14 formfuldendt kreerede rock- og popperler på en snor med et kraftigt snert af new wave ført an af det majestætisk flotte åbningsnummer 'Clubland'.

Pladen er stilsikkert og lydhørt produceret af Nick Lowe med kompetent backing af det tætspillende The Attractions, hvor trommeslageren Pete Thomas og bassisten Bruce Thomas udgør krumtappen i rytmesektionen, mens Steve Nieve kreerer keyboardlækkerier en masse.

Lyt blot til det klassiskfarvede og elegante klaverspil i midterstykket af ‘Clubland’. Tjek ikke mindst ‘You'll Never Be A Man’, ‘Watch Your Step’, ‘New Laces Sleeves’, ‘Big Sisters Clothes’ og det pianobårne ‘Shot With his Own Gun’ - imponerende kvote af kvalitet. En del sangsmede ville nok være tilfredse med blot at kunne byde på to-tre stykker i den liga på deres egne frembringelser.

For den sags skyld kunne effektive rockere som ‘Lover’s Walk’, ‘Luxembourg’ og LP’ens andet single udspil ‘From A Whisper to a Scream’ lige så godt nævnes. Der sættes ikke mange fedtfingre på ‘Trust’ om nogen overhovedet. Costello ønskede at kombinere det melodiske flow fra ‘Armed Force’ (1979) med de smittende soulbeats fra dobbeltskiven ‘Get Happy’ (1980), hvilket lykkedes efter hensigten.

Tekstsiden er overvejende præget af mismod med et strejf af kynisme, som ofte er tilfældet hos den britiske gnavpotte. Som konsekvens heraf havde det været fristende at navngive femmeren ‘Mistrust’. ‘Cats and Dogs’ og ‘More Songs About Fucking and Fighting’ var sågar i spil som arbejdstitler. Sidstnævnte ville nok have valgt visse kvaler under markedsføringen med fare for censur.

Hist og her kan der spores lån og inspiration fra kontemporære navne som The Police, Pretenders, XTC, Squeeze og The Clash. Sangenes genremæssige spænd går fra soul-pop, rockabilly, Bo Diddley rytmer over Tin Pan Alley til en knivspids country og mere komplekst prægede numre - en ganske charmerende smeltedigel.

Den kommercielle dividende stod ved udgivelsen ikke mål med den kunstneriske, men kritikerne viste generel begejstring over hele linjen - og eftertidens bedømmelser er sågar endnu mere favorable. Det tilslutter denne signatur sig. Faktisk er ‘Trust’ en anelse overset i Costellos samlede produktion, og den slags unoder er jo til for at blive rådet bod på. Kan man ikke få nok af ‘Trust’, anbefales Demon Records og Rykodiscs genudgivelse fra henholdsvis 1994 og 2003 tilføjet et utal af bonus tracks. Selvom de ikke er helt på niveau med albummet, er der nu rigeligt at hente der.

Tillykke med de 40 til ‘Trust’ en langtidsholdbar lækkerbisken fra den store jubilæumspose, jeg indrømmet ofte har mine skrivenaller i. Costellos numero five er jævnligt fremme af gemmerne og ryger nok en tur på vinylafspilleren i dagens anledning, hvor mindre mesterværker jo bør befinde sig.

Elvis Colstello & The Attractions: "Trust"
Album udgivet den 23. januar 1981