Et studie i pink

Så er vi klar til en uropførelse. En uropførelse af en cellokoncert, hvor komponisten også selv spiller soloinstrumentet: Josefine Opsahl.
For mindre end en måned siden spillede hun på Metropolitan Museum of Art i New York City, og sidste år modtog hun den prestigefyldte Kronprinseparrets Stjernedryspris.

Uropførelser
Der er god tradition for, at SPOT Festival også har Århus Sinfonietta på programmet, og gerne i helt nye samarbejder. I år skal vi høre det første større bestillingsarbejde fra sinfoniettaen – cellokoncerten ”Hands”.

Først skal vi dog høre en anden uropførelse. Det er det kortere værk, “Trio KONTURLOS” for sinfonietta, komponeret af østrigske Tina Geroldinger, som studerer klassisk komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium.

Aftenens dirigent er Holly Hyun Choe, der til daglig er dirigent for Ensemble Reflektor.
Geroldiners værk er i flg. programmet et værk, der drejer sig om vore indre drømme. Og her er sandelig vilde og skæve drømme, som kræver en stram styring fra dirigenten. Igen er det en overbevisende sinfonietta, der med kun solobesætninger på alle stemmer i den grad er på.

Efter en kort omrokering på scenen er vi klar til aftenens hovednummer.
Nu er her et fuldt symfoniorkester; Aarhus Sinfonietta suppleres med studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium. Kammerorkestret er udvidet til symfonisk besætning med både harpe og celeste, og oveni købet med seks slagtøjsspillere.

Josefine Opsahl er i gang med en ekstraordinær karriere. Efter cellouddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har hun eksperimenteret med celloen og elektronik. Hun har komponeret både opera og instrumentalværker, og hun inddrager gerne visuelle virkemidler i sin performance.

Denne aften gør hun sin entré i et pink outfit med gevaldige flæser og stiletstøvler – en solist er kommet til byen. Og så matcher hun salen og dens bagtæppe.
Os, der når at læse programmet inden koncerten, kan om værket ”Hands” læse, at ”værket undersøger, i et både klangligt og visuelt udtryk, solist og orkesters fintfølende og fintunede hænder som formidlere af lyd og som kommunikationsmedier”.

Hands I
”Hands” starter med en enkelt melodi fra kontrafagotten, der sekunderes af kontrabassen. Lyden bygges op i hele orkestret, og selvom vi ser Josefine Opsahl bevæge buen over celloen, høres ingen lyd. For endnu rører buen ikke strengene, mon den samler mod? Indimellem lægger hun buen og viser os sine håndrygge, hvor der er et rektangulært, sort mærke. Ja, vi kan se, at det drejer sig om hænderne.

Nu kommer der også lyd fra celloen. Fra min plads tenderer celloen at være for svag i enkelte tutti-passager. Orkestret spiller sublimt og opmærksomt – en fin kombination af musikertoppen i Aarhus Sinfonietta kombineret med de unge entusiastiske og ude-på-stolekanten musikstuderende. En begejstring, som dirigenten enkelte steder kunne have holdt i strammere tømme.

Musikken er i sikre harmonier, og i opbygningen hører jeg også en velswingende messinggruppe i en malende march, som John Williams kunne ha’ skrevet.
Solisten leger med en lille melodi, og vi oplever, at musikerne på skift viser deres håndrygge til os – alle med den mørke, markerende firkant. Ja, hænderne er vigtige. Som Immanuel Kant sagde: ”Hænderne er den synlige del af hjernen”.

Første sats slutter med en bragende bolero med støt stigende intensitet. Efter sidste storladne klang bryder en stor del af publikum ud i applaus. Det er jo en SPOT-koncert, hvor ikke alle er hjemmevant i konventionerne for klassisk koncert: ingen klappen mellem satserne. Det er da herligt her – og fuldt fortjent.

Hands II
Da begejstringen har lagt sig, begynder Josefine Opsahl på en solocello, som er en smuk forlængelse af solocellosuitens urfader: J.S. Bach. Her lægges der dog oven i flerstemmigheden en rytmisk perkussiv brug af instrumentet – vi er jo i 2023.

Vi kan nyde Opsahls smukke celloklang; ikke den bredere og fyldigere, som vi ofte møder, men et slank og distinkt udtryk. Et udtryk, der matcher solistens fremtoning på scenen.
Musikken udvider sig, nu kommer først harpe og siden celeste på – himmelsk. Hele orkestret kommer på, og forskellige tiltag i celloen følges i alle instrumenter. Vi hører et rigtigt klassisk værk, her er centraleuropæisk vellyd, som Opsahl må kende fra eksempelvis Dvoraks cellokoncert.

Igen får vi vist hænder – en manifestation af, at det er hænderne, der er det centrale organ; dét der transformerer musikken i hjernen ud til instrumenterne og videre til omverdenen.
Vi oplever en polyrytmik i en dialog mellem de to slagtøjsgrupper, hvor den ene er placeret bag de dybe strygere, mens den anden er på sin sædvanlige plads bagerst.
En dialog om hænder, berøring, angsten for berøring, som vi oplevede under COVID-19?

Livsglæde
Programnoten fortæller os, at det er et post-pandemisk værk, og i Grande Finale hører jeg, at vi nu skal genlære at bruge vores sanser, vores hænder, vores berøringer.
Jeg hører en optimisme, en livsglæde.

En livsglæde, der i publikums begejstrede applaus efter sidste tone bølger gennem salen, her er smil på alles læber.
Stemningen på scenen er også nærmest løssluppen under blomsteruddelingen, hvor buketterne skifter ejermand/kvinde flere gange.
Og der er god grund til glæde – vi har fået et helstøbt, nyt værk mere til repertoiret, tak for det.

Det gør så heller ikke noget, at værket er godt gammeldags akustisk. Det er spændende og ofte godt med et mix at instrumenter, lyde, stilarter, men ikke pinedød nødvendigt.

Tak til alle for et levende værk og koncert!