Genre: 

Færøernes svar på Tim Christensen har et album i støbeskeen

03-03-14
Af: 
Helen Bruus

Bibzoom har besøgt Heini Gilstón Corfitz Andersen i hans musikstudie. Corfitz er guitarist i det færørsk/danske punkband The Dreams. Da han boede på Færøerne spillede han også med i bandet Paradox. Han kom ind i The Dreams via sin storebror Eirikur, som spiller bas i The Dreams. Corfitz er aktuel med tre solo numre. Vi bringer et langt og ærligt interview med det talentfulde, dynamiske og sympatiske multitalent, som måske godt kunne kaldes Færøernes svar på Tim Christensen.  Tilsat lidt kant og vildskab fra idolet Ozzy Osbourne. Lidt stille prog fra Steven Wilson, og en snert af Feargal Sharkeys pop-punkede vokal. Corfitz har lagt nogle godbidder ud på Youtube og har et fuldt album i støbeskeen til efteråret.

CORFITZ OM SIG SELV OG SIN MUSIK

Præsenter dig selv kort og din baggrund i musik branchen?

Jeg begyndte at spille musik i en tidlig alder og da jeg var omkring 12-13, var jeg med i mit første band; Paradox, hvor vi som 15 årige udgav vores første album. Som 17 årig rejste jeg til Danmark, da jeg var blevet tilbudt en plads som lead guitarist i bandet The Dreams. Vi fik hurtigt kontakt til producer/pladeselskabsverdenen og brugte et par år på at tournére rundt i Danmark, samt Tyskland, Østrig og Færøerne. I Tyskland mødte jeg et australsk band kaldet Mayfield. Vi blev hurtigt rigtig gode venner og i 2012 var jeg med dem på tourné. I Marts går turen til Los Angeles, hvor jeg skal indspille et album sammen med dem. Foruden det er jeg med i et andet dansk/færøsk band; Raped In Reno. Vi har spillet sammen i små 2 år, og vi er ved at være klar til at tage alle med storm, med vores 70'er agtige hårde rock. I Raped In Reno har jeg også fornøjelsen af at spille sammen med min bror fra The Dreams, Eirikur. Imens alt dette har været igang, holdt jeg aldrig op med at skrive mine egne sange. Jeg lod min musiske intuition vælge hvilken slags musik jeg skrev, så det var så upåvirket af forudbestemt genrer og ønsker som muligt. Så mine forhåbninger er at min nyskrevne musik vil fremstå ærlig, inderlig og sjælefuld.

Hvordan vil du beskrive den musikalske stilart du beskæftiger dig med?

Jeg lægger stor vægt på at min musik er behagelig, god og har mulighed for at fange nogle mennesker efter første lytning. Når det så er sagt, så er det et meget stort spektrum jeg bevæger mig i indenfor genrer. Har spillet rock siden jeg var 12 år gammel, så kan ikke komme udenom at der også er en rock indflydelse på min musik. Men har længe sagt at de bedste ballader der er blevet skrevet, er skrevet af rockmusikere. Og det er nok mest derhenne jeg er. Poppet rock.

Hvordan arbejder du med tekstsiden?

Med al den snak om uddannelse i vores samfund, synes jeg at livets uddannelse får alt for lidt opmærksomhed. Spørgsmål som: Hvor kommer vi fra, hvem er vi og hvor skal vi hen, er essentielle spørgsmål for mig og mine tekster. Deri dukker emner som kærlighed, had osv selvfølgelig også op. Jeg læser meget og foretrækker dokumentarfilm fremfor "virkelige" film, så at jeg føler at jeg udvikler mig hele tiden. Jeg prøver at lave mine tekster udfra min egen synsvinkel uden at have nogen konklusioner til lytteren. Meningen er at lytteren selv skal finde mening og fred i deres liv ved at vise på hvad der har hjulpet mig meget til at finde mening og mere fred i mit liv.

Har du nogle mål for 2014, som du vil dele med læserne?

Nu har jeg udgivet 3 sange gratis på internettet, som et startskud til året. Senere i år udkommer hele albummet, og forhåbentlig kommer der nogle koncerter i den forbindelse. Så skal jeg til Los Angeles i Marts. Skal være der i lidt over 3 uger, for at indspille et album sammen med mine australske venner. Jeg regner også med at der vil være et par koncerter med The Dreams når sommeren kommer. Så alt i alt ser det ud til at 2014 vil være et stort år for mit musikliv. Håber og regner med at få min karriere godt kickstartet.

Hvis du selv kunne bestemme, hvad ville så være drømme-spillestedet?

Lyder måske en lille smule kliché, men som det er lige nu, så ville mit drømme-spillested være, enhver koncert hvor jeg spillede for mennesker som elskede min musik. Jeg har arbejdet på mit solo projekt i rigtig lang tid og hvis jeg kunne se, høre og mærke at det havde båret frugt, ville det være en glæde som ville være svær at genskabe.

Har du nogen underlige ritualer inden du går på scenen?

Ikke rigtig. For mig er det bare vigtigt at alle i bandet kommer ud på scenen som en enhed og som venner. Med The Dreams plejede vi at stå sammen i en ring, og råbe noget sjovt/dumt på færøsk. Måske lige for at minde os selv om også at have det sjovt, og ikke tage det alt for højtideligt. Hvis jeg har nogle ritualer selv, er det mest mentale ritualer. Tænker på sangene, performance og de tekniske ting. Men i bund og grund synes jeg at det fedeste er at være mig selv og bare nyde at spille koncert.

Hvor kan man høre dig spille i 2014?

Indtil videre har jeg ikke fået fastlåst nogle datoer af koncerter, ang. min egen musik. Nu er de tre første sange udgivet, samt at albummet også skal indspilles. Ellers kommer der nok et par koncerter med The Dreams til sommer og muligvis lidt senere også. Med Raped in Reno skal vi helt klart ud at spille i 2014, og er ved at få pladekontrakt, som også højst sandsynligt vil indgå bookingselskab. Det vil forhåbentlig skaffe os koncerter i 2014. Men som det er nu, så må i holde øje med hvad der kan komme til ske. Men der sker helt sikkert noget inden alt for længe. Hvor kan man købe din musik? Indtil videre er min musik gratis, du kan enten downloade dem inde på min hjemmeside www.corfitz.org eller lytte til dem gratis på youtube. Dog vil vi også udgive dem nu på Itunes, Spotify og diverse digitale midler, så de gerne skulle være til at købe de fleste steder på musikdistributører online. Når mit album udkommer, vil vi få det ud samme steder online, Itunes, Spotify etc, samt udgive det til så mange pladeforretinger som muligt, så man kan få den fysiske cd, hvis man ligesom mig kan lide at "holde i produktet".

THE DREAMS

Hvad skyldes genre-ændringen (gået fra et mere pop-punk-garage The Dreams til en mere pop-prog-klassisk rock lyd)? Fra Green Day/Kliche/Johnny DeLuxe/Magtens Korridorer lyd til U2/Muse/Suede. Er det mere eksperimenterende?

Tror at genreændringen ændrede sig med at vi blev ældre. Vil selv mene at musikken blev mere moden. Vi vidste at vi skulle udvikle os fra forrige plader, og udviklingen var som sådan meget naturlig. Kan godt være vi eksperimenterede en lille smule mere, men mener også at vi tog det gamle og gjorde det større, bedre og mere modent.

Hvem forestiller du er målgruppen til soloalbummet? Er det en anden målgruppe end The Dreams?

Jeg håber på at få en bred skare af lyttere, da jeg selv mener at musikken kan appelere til alle aldre. Den er ung, men samtidig også lyttervenlig. Håber da på at mange af The Dreams fansene vil synes godt om det, men samtidig er jeg også klar over at det er en helt anden slags musik. Så jeg må bare vente og se, men vil være glad for mine lyttere, uanset hvilken alder de har.

Fortsætter The Dreams fremover?

Som det er lige nu, har vi et par koncerter i 2014. Dog er ikke nogen planer, lige for tiden, om at lave et nyt album. Jeg, som musiker, har meget brug for at være igang hele tiden, så håber da på at der vil komme gang i The Dreams toget igen, men indtil da vil jeg fokusere mest på det musik som jeg kan arbejde med til dagligt.

På Gaffa kan man læse bandets dagbog fra en turne i Tyskland http://gaffa.dk/artikel/41525

DET GÅR GODT MED MUSIKSCENEN PÅ FÆRØERNE

Du er jo født på Færøerne. Hvad synes du om den færørske musikscene i dag (sammenlignet med tidligere tiders)?

Jeg er født på Færøerne og boede der til jeg var 16-17. Mine forældre flyttede for et par år siden, så de kunne være sammen med deres sønner, som alle var flyttet til Danmark. Så de sidste par år har jeg ikke været så ofte på Færøerne. Og når jeg har været deroppe, er det i kort tid og plejer kun at være engang om året. Så ved ikke så meget om den færøske musikscene i dag, i forhold til da jeg voksede op. Men der har altid været rigtig meget musik og kunst på Færøerne, dog var der mest aktivitet koncertmæssigt udenfor Torshavn (hovedstaden hvor jeg boede), men det virker til at de har fået et par vellykkede årlige arrangementer op at køre, samt aktivt koncerthus, så alt i alt må jeg sige, at det virker til at være en fin musikscene deroppe nu.

Har du noget bud på i hvilken retning det vil gå fremover?

Synes at jeg hele tiden hører om nye og gamle kunstnere som klarer sig rigtig godt, så jeg er sikker på fremtiden ser lys ud for dem, hvis de bliver ved. Man kan jo heller ikke komme udenom at det er et utrolig inspirerende land at bo i.

Er der stor forskel på at spille eller producere musik på Færøerne versus Danmark?- hvad gør man på Færøerne for at få udbredt sin musik?

Nej det er stort set det samme at spille og producere musik på Færøerne som i Danmark. Hvis man ikke snakker om at spille, så er mulighederne stort set de samme. Men det er klart, at der ikke er så mange spillesteder deroppe. Man kan ikke tourneré mange dage, før man har været rundt på alle spillestederne med PA anlæg. I dag gør nettet det meget nemmere at få sin musik ud. Musik konkurrencer virker til at være en populær måde at komme ud på, Global Battle Of The Bands, hvor The Dreams først spillede i DK, Wacken osv. Har en kammerat som vandt Wacken med sit færøske band og de opvarmer for store navne i dag. Men hvis ens musik er god nok, så plejer det at være et spørgsmål om tid, før der er efterspørgsel efter en, i stedet for at det skal være omvendt. Kan også lige nævne at mine første tre udgivne, er blevet mixet på Færøerne af Finnur Hansen, og produceret af Carsten Falkenlind her i DK.

Hvilken betydning vurderer du at musikformatets bevægelse fra fysisk til digitalt format har haft på musikbranchen?

Udfra promotion er det helt klart et nyt vindue, hvor bands og kunstnere har mulighed for at komme ud til flere mennesker. Dog har det også med sig at kunst i dag er en gratis selvfølge, hvor nuværende generation har svært ved at se retfærdigheden i at betale for den. Dog skal man huske på at den digitale musik kun lige er født, og heldigvis ser det ud til at blive lidt lysere i fremtiden for musikere og indkomst for musik online.

Hvilke navne fra den færørske eller danske musikscene har inspireret dig i dit nye soloprojekt?

Som helt ung hørte jeg meget de færøske folkesangere, som var meget populære gennem 80'er og 90'erne. Såsom Moirae og Safir. Hørte dog også danske rock bands, som D.A.D og Dizzy Mizz Lizzy. Senere hen kom den færøske Teitur frem og jeg var ekstremt inspireret af hans folkemusik-agtige lyd, blandet med det poppede. På samme tidspunkt hørte jeg meget Tim Christensen og Kashmir. Ved dog ikke hvor meget jeg bevidst er inspireret af dem idag, men de har i hvert fald været en stor del af min opvækst vedr. musik.

Hvad er dine all-time favourite færørske/danske albums?

• Nr 10: Mc Hár - Framvegis Uttan Vit (Færøsk rap-rock)

• Nr 9: Shaka Loveless - Shaka Loveless

• Nr 8: Tim Christensen - Secrets On Parade

• Nr 7: Hamferð - Evst (Færøsk doom-metal)

• Nr 6: Carpark North - All Things To All People

• Nr.5: Volbeat - Rock The Rebel/Metal The Devil

• Nr.4: Surfact - Euphoria

• Nr.3 Kashmir - Zitilites

• Nr. 2: Teitur - Poetry & Aeroplanes

• Nr.1 D.A.D - Helpyourselfish

DEN INTERNATIONALE MUSIKSCENE ER KILDE TIL EVIG INSPIRATION 

Hvilke navne fra den internationale musikscene har inspireret dig i dit nye soloprojekt?

Der er rigtig mange forskellige navne som jeg har lyttet meget til, de sidste par år. Bla. Puscifer, Ashes Divide, Keith Urban, The Dear Hunter, Elliott Smith, Porcupine Tree osv. Dog er der også kunstnere som har fulgt mig næsten altid såsom Ozzy Osbourne, Crash Test Dummies, Zakk Wylde osv. Derved sagt tror jeg at det altid har ligget i kortene, at jeg skal lave mit eget soloprojekt.

Hvad er dine all-time favourite internationale albums? 

•Nr 10: Porcupine Tree - In Absentia

• Nr 9: Rage Against The Machine - The Battle Of Los Angeles

• Nr 8: Katatonia - Night Is The New Day

• Nr 7: Bob Marley and The Wailers - Legend

• Nr 6: The Hollies - The Best Of

• Nr 5: Puscifer - Conditions Of My Parole

• Nr 4: Keith Caputo - Died Laughing

• Nr 3: Lowkey - Soundtrack Of The Struggle

• Nr 2: Crash Test Dummies - A Worm's Life

• Nr 1: Ozzy Osbourne - No More Tears