Fantastiske Kill-Town Death Fest
Kill-Town Death Fest 2022
1. - 4. september
Pumpehuset, København
Kill-Town Death Fest kunne næsten betegnes som den ekstreme metals svar på SPOT Festival. Den har mange af de samme kvaliteter. Det er en festival for spirende bands fra undergrunden, der bringes frem i søgelyset foran en stor og begejstret publikumsmængde - og det er en festival med masser af berigende udenomsaktiviteter, hvor festivalgæster og branchefolk kan mødes og snakke om deres passion - musikken!
Og spurgte du undertegnede hvad der er landets mest interessante musikfestivaler, ville svaret af samme årsag netop være Kill-Town Death Fest og Spot Festival.
Oprindeligt blev Kill-Town Death Fest afholdt i Ungdomshuset på Dortheavej. Et venue der passede fint til undergrundsstemningen for en festival som denne her, men når man ser Kill-Town Death Fest udfoldet i sin smukke sorte pragt i området omkring Pumpehuset og Byhaven hersker der overhovedet ingen tvivl om at flytningen af festivalen til hjertet af Købehavn, var det helt rigtige løft til festivalen.
Et løft som Kill-Town med sin helt egen og unikke niche-tilgang i allerhøjeste grad fortjener!
Unik stemning på markedspladsen
Der hviler en helt særlig stemning henover hele det store Kill-town Death Fest-område med de mange boder. Imellem boderne og ølsteder sidder gæsterne og hygger sig i Byhaven. Masser af idyl og stemning, som blot endnu engang bekræfter at metal-folket er det mest fremfyldte og venlige publikum på trods af - eller måske netop på grund af dyrkelsen af den ekstremt aggressive musik.
Som del af denne sorte metal-torveplads hører en enkelt metalscene, hvor stærke navne fra metal-scenen giver gratis koncerter. Dermed kan de mange af besøgende som ikke nåede at få billet til den for længst udsolgte festival alligevel få smagen af Kill-Town Death Fest - og endda ganske gratis!
En ting er markedspladsen ved Kill-Town Death Fest - og så er der hjertet af den fantastiske festival: De utallige koncerter, der venter de folk som var så heldige at få billet til den for længst udsolgte festival.
Koncerterne
I det øjeblik man træder ind i sceneområdet i Pumpehuset mærker man straks den intensitet og energi der hviler i området omkring koncertscenerne. Og netop energien og intensiteten er kolossal under de mange koncert der kan opleves under festivaldagene.
Med et line-up af bands fra stort set alle verdenshjørner, er det altså ildsjæle af musikere der er rejst til København for at fremvise deres soniske sorte kunst i dets allersmukkeste form.
Det er bands der kommer langt ud over scene-kanten både i deres fysiske optræden, men i høj grad også med deres ekstreme tilgang til death metal-genren. Og når bands'ene samtidig oplever den stærke begejstring og opbakning fra publikum i det fuldt pakkede Pumpehuset, går tingene ganske enkelt på i en højere enhed.
Det er et på alle måder imponerende program arrangørerne bag Kill-Town Death Fest stabler på benene år efter år, og i år er bestemt ingen undtagelse.
Fire dages ekstatisk paradis for metalfolket
Kill-Town Death Fest er med andre ord et fire dages eksotisk paradis for dem som dyrker den ekstreme del af metallen, eller musikelskere der bare vil have en oplevelse ud over det sædvanlige.
At festivalen i år blev udsolgt med lynets hast, understreger med syvtommersøm potentialet og styrken i festivalen.
Kill-Town Death Fest er en helt igennem fantastisk gennemført musikfestival der viser stor kærlighed og respekt for undergrunden og til vækstlaget inden for den ekstreme metal, men samtidig formår at samle et fremragende band-lineup af højest kvalitet.
Gør dig derfor den tjeneste at holde øje med når billetsalget til næste års udgave af festivalen skydes i luften!