Forever Young - 50 år med Neil Young
I år er det 50 år siden, Neil Young debuterede som solist. Det skete med den sørgmodige og lavmælt underspillede lp med titlen Neil Young – og senere på året fulgte han debuten op med den langt mere udadvendte og dynamiske Everybody knows this is nowhere, som dog (i overensstemmelse med titlen) også indeholdt nogle mere vemodige numre. Det dobbelte runde jubilæum for Neil Youngs to første soloudgivelser markerer han med udgivelsen af albummet Colorado, som efter planen skulle være på gaden i oktober. Pladen er den første i syv år med Youngs hæderkronede husorkester Crazy Horse, som også medvirkede på Everybody knows this is nowhere (dog angivet med betydeligt mindre typer end hovednavnet på coveret) samt senest på Psychedelic pill fra 2012.
I 1969 havde Neil Young endegyldigt sagt farvel til den netop opløste gruppe Buffalo Springfield, og han var endnu ikke blevet en del af den ”supergruppe”, som David Crosby, Stephen Stills og Graham Nash havde stiftet i begyndelsen af 1969. Han befandt sig i en slags musikalsk limbo, og det bærer hans eponymt betitlede debutudspil også præg af. Albummet rummer kun få antydninger af de mere rockende toner, der kendetegnede flere af Youngs bidrag til Buffalo Springfield samt i endnu højere grad kendetegnede hans efterfølgende 1969-udspil med gruppen Crazy Horse. Musikken på Neil Young kan vel primært karakteriseres som folk, men rummer også tendenser til den country-rock, som var begyndt at komme i høj kurs i samtiden, ikke mindst i kraft af The Byrds' udforskninger af genren.
Debutalbummet indeholder både stille ballader og country-influerede sange, hvilket dog ikke betyder, at man slet ikke hører noget til Youngs ekspressive og senere så karakteristiske syngende guitar på Neil Young. Det korte nummer ”I've been waiting for you” starter roligt, men arbejder sig langsomt op til et langt mere dynamisk udtryk med guitaren i fokus. Her begynder man at kunne ane konturerne af den kommende Neil Young, og i indledningsnummeret ”The loner” (typisk Young-titel) får man både smagsprøver på den karakteristiske Young-guitar og på musikerens talent for at skrive enkle og iørefaldende sange med fine formuleringer. F.eks. disse linjer: ”On the day that she left he died / but it did not show”! Til gengæld rummer Neil Young også nogle mere kryptiske sange, uden nævneværdigt melodi-indhold og med nogle ordrige Dylan-inspirerede tekster. Det er næppe disse sange, der kommer til at stå som monumentet over Youngs musikalske indsats.
Everybody knows this is nowhere
Mindeværdige sange (og sangtekster) finder man derimod en del af på Neil Youngs efterfølgende udspil fra maj 1969. Her havde musikeren stiftet bekendtskab med gruppen Crazy Horse, som måske ikke var verdens teknisk mest velfunderede band, men som til gengæld – ligesom Young selv – prioriterede atmosfære og udtryksfuldhed frem for perfektion. Som et af gruppens medlemmer, Ralph Molina, senere formulerede det: ”We just start playing. The magic just seems to happen.” I hvert fald var Crazy Horse præcis den medicin, der skulle til for at forløse Neil Youngs enorme musikalske talent på dette tidspunkt, og det kan man høre hele vejen igennem på Everybody knows this is nowhere.
Pladen indeholder bl.a. 3-4 numre, som Young stadig spiller ved sine koncerter, og det med god grund. Titelnummeret og nummeret ”Cinnamon girl” (med mindelser om sangen ”The loner” fra debutudgivelsen) rummer begge fine melodier med iørefaldende omkvæd; men det er først og fremmest de to 10 minutter lange numre med god plads til både improvisation og gentagelser af sangenes medrivende riffs, der tegner pladen og har givet den status af klassiker: ”Down by the river” og ”Cowgirl in the sand”. Her får Young og Crazy Horse for alvor lejlighed til at spille sig helt ud – og spille sig op mod hinanden – og de to sange rummer klare elementer af musikalsk katarsis, renselse af sindet. Sangene er signatursange for Neil Young, og de undgår ikke at gøre indtryk på lytteren, heller ikke her 50 år efter deres tilblivelse.
Everybody knows this is nowhere blev en pæn publikumssucces ved udgivelsen og har siden modtaget en stribe udmærkelser og hædersbevisninger. Der er al mulig grund til at håbe på, at det kommende album med Neil Young og Crazy Horse, Colorado, kommer til at præsentere musik af lige så høj karat og med en lige så imponerende langtidsholdbarhed som Everybody knows this is nowhere. Læs i øvrigt mere om sidstnævnte her.