Fremragende serie om The Beatles og "Let it be"

Det er ikke hver dag, at jeg vælger at redigere en tidligere offentliggjort beskrivelse af et album. En af ‘reglerne’ for Vinylstakken er, at pladen bliver hørt og artiklen skrevet – gerne simultant – og det er indtrykket fra dén gennemlytning (og måske lidt hukommelse og lidt trivia-facts), der ligger til grund for artiklen.

Men i dette tilfælde gør jeg en undtagelse. Og det er tiltrængt! Jeg vil ‘genbesøge’ The Beatles’ sidst udgivne album, Let It Be, og det vil jeg primært gøre på baggrund af – som det så smukt hedder – oplysninger, der for nyligt er kommet mig i hænde, og som reviderer min hidtidige oplevelse af albummet. De oplysninger, der pludseligt er dukket op kan man selv se og høre, hvis man abonnerer på streamingtjenesten Disney+ og har lyst til at kaste sig over lidt musik-arkæologi, for her har der i skrivende stund netop været premiere på Peter Jacksons otte(!) timer lange serie, Get Back, om tilblivelsen af den musik, der senere blev udgivet på de to sidste album af og med The Beatles: Abbey Road og Let It Be.

Måske er dette så mere en serie-anmeldelse end en plade-beskrivelse, men så alligevel. Når en film eller TV-serie kan omkalfatre en ellers fasttømret udgave af (musik-)historien, som vi har båret med os i 50 år, så vil det også uundgåeligt smitte af på vores oplevelse af musikken. Eller; det gjorde den for mit vedkommende på i hvert fald tre vigtige områder.

Først og fremmest, så skildrer Peter Jacksons TV-serie ikke et band, der på selvdestruktiv vis opløser sig selv, som det var hovedindtrykket i Michael Lindsay-Hoggs originale film fra 1970. I stedet skildrer serien et band, der forsøger at finde tilbage til rødderne ved at indspille deres nye materiale ‘live’ i studiet. Dermed er konceptet ret simpelt – og det var det også i den originale film; fire unge mennesker i et succesfuldt band entrerer et studie, sætter sig ned med instrumenter og grej og spiller sammen som band. Men hvor den originale film fokuserede på frustrationer og stridigheder, og tydeligvis med omhu (og intention?) fandt klip og scener, der understregede dette, så har Jackson i stedet fundet det betimeligt at lade disse scener udspille sig i deres fulde længde og supplere dem med en række scener, der understreger en helt anden pointe.

Derfor bliver The Beatles’ svanesang en ganske anden. Som en anden væsentlig pointe bliver det fx tydeligt, at John Lennon ikke er aldeles ligeglad med, hvordan indspilningerne forløber. Han deltager kreativt i en meget stor del af både skrivning og arrangement – selv om det fortsat er tydeligt, at det er Paul McCartney, der driver det meste af den kreative proces – og så er han ikke mindst i dén grad medvirkende til at holde bandet sammen. Både når det gælder om at få George Harrison tilbage til indspilningerne, efter at han ellers havde forladt bandet, og ved at holde humøret oppe hos alle involverede. Lennon synger, klovner og spiller (op) til de andre, og i enkelte scener er det næsten gåsehudsfremkaldende, hvordan han og McCartney swinger sammen – til en grad, hvor det ligner en flirtende bromance, når de kigger henført på hinanden hen over mikrofoner, askebægre og brugte glas og kopper, når de spiller og synger sammen.

John Lennon er med andre ord en solid team-player. Hvor meget det skyldes Jacksons valg af scener og ferme klipning af det restaurerede materiale fra indspilningsprocessen skal jeg lade være usagt, men jeg vælger at følge instruktørens intention og glæde mig over, at Lennon deltager med mere end lejlighedsvis entusiasme og vilje til at gennemføre indspilningerne – og holde bandet sammen. Og selv om Yoko Ono også i denne udgave er tydeligt til stede – hun forlader stort set ikke John Lennons side undervejs – så er hun ikke katalysator for nogen dårlig stemning på settet. Tværtimod får hun både smil og opbakkende ord med fra McCartney, der så i parentes bemærket også har sin udkårne med i studierne. Og på et tidspunkt endda også børn, der i dén grad ellers er forstyrrende for indspilningerne, hvad dog hverken John, Ringo eller George lader til at være irriteret over. En hovedkonklusion fra serien er altså, at Lennon på ingen måde var den indifferente og egoistiske krukke, han blev givet indtryk af i den første film – og tak for det!

Skulle man være i tvivl, så er en tredje vigtig pointe, at The Beatles var et for tiden exceptionelt godt band. De kan spille, kan de, og sammen er det en tight kvartet, der afslutningsvist spiller en 40 minutter lang koncert på Abbey Road-studiernes tag. Det må betegnes som et mindre mirakel, at den koncert overhovedet blev til noget, forstår man efter at have set serien, men de optagelser, der er at se på billedsiden og høre på lydsiden, demonstrerer ikke blot, at de er djævelsk gode til at finde hinanden og holde fast i denne uropførelse af hidtil uudgivet materiale, de viser også The Beatles’ rene og simple glæde ved at spille (sammen), på trods af næsten minusgrader og forfrosne musikerfingre. Og det er ikke et mindre mirakel, at optagelserne på lydsiden blev så gode, at flere af numrene fra koncerten kunne komme med på Let It Be-pladen. Der var dælme ikke blot dygtige musikere til stede; der var rasende dygtige teknikere involveret også.

Endelig er det en sand fornøjelse at blive inviteret indenfor i den kreative proces. Der er en fuldstændig vidunderlig godt 2 minutter lang scene i afsnit 1, hvor Paul McCartney sidder og tamper rytmisk i nogle bas-akkorder og hvor han undervejs – igen; på godt to minutter – fra absolut ingenting får spillet sig frem til grundstrukturen i “Get Back”. Dén scene tydeliggør Paul McCartneys skabende talent, og den bliver suppleret undervejs af de gentagne indspilninger af fx. “The Long And Winding Road” og “Don’t Let Me Down” hvor også Lennons indsats bliver tydelig. Og så er det ret fedt at se, hvordan George Harrison indledningsvis på sit mesterværk, den smukke “Something”, der efterfølgende kom med på Abbey Road, heldigvis får ændret teksten fra ‘Something in the way she moves – attracts me like a pomegranate’ til den udgave, der senere blev indspillet med orden ‘… like no other lover’.

Det er en meget lang TV-serie, Jackson har skabt. Der er mange gentagelser og det går på ingen måde stærkt, sådan i dramaturgisk forstand. Til gengæld får den tålmodige seer et unikt blik ind i både skabelsen af et – eller i dette tilfælde flere – album fra et band, der stod på karrierens højdepunkt, og får nuanceret billedet af ikke blot de enkelte medlemmer men også dynamikken i bandet. Paul McCartney fremstår ikke som en diktatorisk leder, men som en, der har et billede af, hvad han gerne vil, og som efter hans mening klæder bandet bedst, men som også formår at lytte til den kritik, der måtte komme og reflektere over sine egne holdninger, reflekser og idiosynkrasier. Og det er mildt sagt bevægende at se en forræderisk tåre i øjenkrogen på ham, da det går op for ham, at George Harrison muligvis ikke vender tilbage til The Beatles.

Med andre ord; jeg var ikke blot underholdt af serien, jeg fik i den grad også revideret min hidtidige opfattelse af forløbet bag indspilningerne af Abbey Road og Let It Be. Det er sundt i mange tilfælde, og det var det også her. Det er en MEGET lang serie, men hvis du splitter den op i lidt mindre bidder, og accepterer, at de lange, ganske ofte kedelige, sessioner i studiet giver mening i forhold til netop at skildre et band i en proces – og samtidig hermed måske også ændre din mening om bandet og de enkelte medlemmer – så er den så afgjort tiden værd. Når den samtidig er nænsomt og dygtigt restaureret på både billede og lydsiden, så er det simpelthen et unikt udtryk for en proces, der vist ikke kom helt til sin ret i den originale film.

NB: Når nu jeg har skrevet så meget om, at jeg har fået revideret min oplevelse af The Beatles’ sidste tid og indspilninger sammen, så er det kun ret og rimeligt, at De, kære læser, selv kan forvisse Dem om, hvordan det forholdt sig, da jeg for 5 år siden publicerede min første tekst om Let It Be. Den kan derfor findes uredigeret nedenfor.

************************************************

Der ligger en lang, veldokumenteret og ofte fortalt lidelseshistorie bag The Beatles sidst udgivne LP – det 12. originale studiealbum på blot otte år. Allerede kort efter indspilningerne til The Beatles (‘The White Album’) var beatlerne tilbage i studiet for at indspille det, der skulle blive til et album med navn Get Back. Det lykkedes ikke at få dette album på gaden, og derfor kom Let It Be, der byggede på disse indspilninger, faktisk først på gaden efter The Beatles officielt var gået i opløsning.

Indspilningerne blev dokumenteret af et kamera-hold, og optagelserne herfra blev senere til filmen Let It Be, der fik premiere samtidig med udgivelsen af albummet. Men hvor filmen skulle have dokumenteret genskabelsen af et ‘autentisk’ band, der skabte musik ved at spille sammen på de oprindelige instrumenter i stedet for de evige båndsløjfer og over-dubs, blev den i stedet til et dokument over, hvordan at band opløser sig selv.

Jeg er ret glad for den film. eller sådan husker jeg den, thi den kan ikke opstøves længere. Jeg elsker, hvordan det er tydeligt at Lennon ikke rigtigt gider andet end at holde i hånd, hviske og hygge med Yoko Ono til især McCartneys frustration, jeg elsker, hvordan Harrison skændes med især McCartney, og jeg elsker, hvordan McCartney forsøger at holde sammen på det hele ved pep-talks, falsk inspiration etc., kun for at lade det resultere i, at de andre bliver sure over, hvordan han – efter deres mening – gør sig selv til leder af et band, der ikke har en leder. Det er sateme smukt hele vejen igennem.

Og musikken på albummet er aldeles glimrende – uden på nogen måde at komme i nærheden af The Beatles bedste. Et par af numrene er hapset direkte fra ‘the rooftop concert’ der afsluttede filmen, mens et par andre er blevet (over-)produceret efterfølgende af Phil Spector, der især sovsede “The Long And Winding Road” ind i et orkester-arrangement, der slet, slet ikke passede McCartney. (Men den faldt nu meget heldigt ud alligevel). De fleste af numrene er gode, gedigne rock-sange, der alle emmer af kvalitet og en lyst til/ønske om at nå tilbage til de musikalske rødder i rock- og popmusikken.

Der er – selvfølgelig – klassiske Beatles-perler på albummet; “Across The Universe” og “Let It Be” er et par af de gode pop-hits, mens “Get Back” og “One After 909” rocker stabilt deruda’. Og så er der hele vejen igennem den faktisk ret charmerende og rå lyd på de skæringer, der ikke blev poleret af Phil Spector, der samtidig dokumenterer, at The Beatles rent faktisk var et godt rock-band – også selvom McCartney mente, at de havde mistet følingen med det.

Min lille hemmelighed omkring Let It Be er, at jeg faktisk bedre kan lide filmen end albummet. Så hvis du ikke allerede har set den, så gør dig selv den tjeneste at få fat i den til en god regnvejrsdag. En søndag eftermiddag om efteråret ville være passende – og ville matche stemningen i filmen aldeles glimrende.