Fremtiden tilhører Diane Warren!
Det vil næppe være nogen chokerende påstand, at populærmusikkens udvikling er præget af bølger, og at de bølger, vi har set gennem det seneste årti, har bestået dels af forskellige subgenrers indtog i mainstream-musikken (hiphop, r&b, country (americana), reggae, electronica), dels af en optagethed af en tidligere periodes populærmusik (70’ernes punk og singer/songwriter, 80’ernes synthpop og new wave og sågar 90’ernes designer-bands).
En forudsigelse af fremtidens musik kunne således være et gæt på, hvilken subgenre der næste gang bliver dominerende, eller hvilken periode der nu skal tages op til revision.
Som nævnt har vi allerede taget hul på 90’er-nostalgien. Pige- og drengegrupper gendannes i ét væk: Take That, Spice Girls, Boyzone og New Kids on the Block har alle været gendannet for kortere eller længere tid (herhjemme venter vi spændt på en EyeQ-reunion …). Europop-”kunstnerne” er også på vej tilbage: Aqua, Dr. Alban og Ace of Base har alle stukket næsen frem.
Men det synes mig, som om vi har sprunget noget over. For hvad blev der af de adult contemporary-kunstnere, der i så høj grad dominerede radiobølgerne i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne – inden grunge-bølgen tog livet af dem?
Jeg forudser derfor en renæssance for den bløde radio-pop. Vi er begyndt at se konturerne: Whitney Houston er vendt tilbage til balladerne på sit nye album, I look to you. Lady GaGa har tilbudt at skrive sange til Michael Bolton, så han kan få sit comeback. Og nåja, Josh Groban sælger plader by the truckload, i hvert fald i USA.
Inden længe vil vi se Richard Marx fylde stadions. Marc Cohn vil atter indtage radiobølgerne. Gloria Estefan vil begynde at indspille igen, og Curtis Stigers vil droppe jazzen og lave den pop-plade, vi alle venter på! Michael Bolton og Natalie Cole vil vende tilbage, og Mariah Carey vil smide rapperne på porten og igen synge glatte ballader.
Og Diane Warren, power-balladens betvinger, vil blive hyldet som tidernes største sangskriver. Kvinden, som gav os ”Because you loved me” (Céline Dion), ”I don’t want to miss a thing” (Aerosmith), “How do I live” (LeAnn Rimes), “How can we be lovers?” (Michael Bolton), “(I’d lie for you) and that’s the truth” (Meat Loaf), “Just like Jesse James” (Cher), “There you’ll be” (Faith Hill), “Un-break my heart” (Toni Braxton), “We’re not makin’ love anymore” (Barbra Streisand) og mange, mange andre tårepersere vil endelig indtage sin retmæssige plads i rampelyset.
Eller måske får vi bare post-post-grunge …