Gasolin': Efter endnu en dag (1976)
I den engelske udgave af Wikipedia er der en omtale af Gasolin's sjette album, Efter Endnu En Dag, hvori det fortælles, at albummet er bandets "equivalent of Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band". Det er måske at skyde lidt over målet, men at der var ambitioner på albummet - og at det sine steder er både grandiost i sine virkemidler og genreblandende eller eklektisk rent musikalsk - kan der til gengæld ikke herske tvivl om.
Jeg formoder, at Gasolin' har følt, at de stort set ikke kunne sætte en fod forkert, når de skulle indspille opfølgeren til den voldsomt populære forgænger, Gas 5. Det har muligvis også givet en følelse af frihed, der har medført en lyst til at eksperimentere med både lyd og genrer, og det kostede ifølge Wili Jönsson blod, sved og tårer i en hård indspilningsproces med mange studietimer. Men det gav også albummet en helt anden tone end de foregående havde haft.
Der er stadig genkendelige Gasolin'-rocksange på albummet: "Pilli Villi" og "Pas På Svinget i Solrød" kører derudaf med tunge beats og den karakteristiske lette og mundrette hverdagstone i teksterne, der fortæller historier fra drengenes liv og hverdag - eller sådan fornemmer man det ihvertfald. Samme type tekst finder man i en af de fine ballader, "De Fem Årstider", der iøvrigt lyder mere som vintage Kim Larsen end en ren Gasolin'-sang. Og så kunne de jo ikke dy sig, men sang også på dette album på engelsk - udlandsambitionerne havde de jo endnu ikke lagt bag sig, trods en eklatant fiasko af en USA-tour. Så et par sange på engelsk, hvoraf en enkelt rent faktisk holder et vist niveau; "This Is My Life" er ikke helt så skidt som deres øvrige forsøg på engelsk, selvom det fortsat er tydeligt, at de ikke er helt hjemmevante, hverken i lyrik eller udtale.
Og så er der ellers alt det andet. Søreme om ikke de havde hidkaldt Papa Bues Viking Jazz Band for at indspille dixie-sangen "Bella Donna" og Palle Mikkelborg var mere end almindelig konsulent på en række af hornarrangementerne - måske mest hørbart på "Stenalderjazz", der er et næsten cinematografisk arrangement i instrumentaludgave af en række af temaerne på albummet. "De Gule Enker" og "Tantes Foto" er nærmest vise-agtige i deres opbygning og instrumentering, og "Sirenesangen" en pop-sag, som man hurtigt kunne vænne sig til at synge med på.
Det stritter med andre ord i alle retninger, sådan rent musikalsk. Men måske er der noget om snakken i forhold til Sgt. Pepper.... Også på denne er der jo en skøn forvirring af smægtende hymner, surrealistiske psyk-rock-sange og music-hall-arrangementer. Og selv om Gasolin' på ingen måde er i nærheden af denne, dertil er de på trods af flotte arrangementer alligevel ikke helt så mangefacetterede (og dygtige), så har de ihvertfald forsøgt at komme helt ud i kanterne af, hvad man kunne forvente af et dansk rock-orkester.
Anmelderne var vist ikke specielt begejstrede for Efter Endnu En dag, men det var publikum ligeglade med. Den solgte (naturligvis) til platin, og når man hører den i dag, så er det fortsat et 'klassisk' Gasolin'-album - på trods af eksperimenter, cembalo, hornarrangementer og ubehjælpsomt engelsk. Eller måske endda på grund af det, hvem ved? Jeg er fortsat ikke den store fan, så det er ikke tit, den kommer på pladespilleren, men alene for dens kulturhistoriske værdi og dens langtidsholdbarhed (nok kun for danskere fra en vis årgang), så vil den få lov at stå på sin prominente plads på reolen i mange år fremover.