Gasolin': Gasolin' (1971)

Gasolin' er naturligvis at finde i den officielle danske kulturkanon (med livealbummet Live Sådan), men der kan vist ikke herske den store tvivl om, at selv om det ikke skulle være tilfældet, så ville det danske rockband forlængst være blevet uformelt kanoniseret af folket. Store dele af det omfattende sangkatalog er blevet klassikere, og for mange er det fortsat musik, der spilles, når der skal være fællessang og -dans ved festerne. Og til min egen store overraskelse kan selv den opvoksende generation synge med på flere af numrene - på trods af, at de er født 20 år efter, Gasolin' opløste sig selv.

Det er derfor svært ikke at ryste lidt på hånden, når man kaster sig over Gasolin'-pladerne i samlingen. For det første er det svært at skrive noget om bandet, som ikke allerede er læserne bekendt, og dernæst risikerer man jo nemt at lægge sig ud med det meste af nationen, hvis man nu fx kommer til at skrive noget ufordelagtigt om bandet og musikken.

Men det skal da ikke afholde mig fra at kaste mig over stakken af Gasolin'-albums i reolen. Jeg har nemlig forholdsvis mange af dem. 

Af den grund er også Gasolin's første album derfor nu landet på grammofonen. Kim Larsen lægger den karakteristiske vokal til en række numre - alle på dansk - der musikalsk er bluesbaseret, dansk rock. Lidt ufærdigt, i en del af tilfældene slæbende og gumpetungt, men alt andet lige; man kan sagtens høre, at vi her har at gøre med et band, der er på vej. På Gasolin' (i folkemunde og retrospektivt omtalt som Gas 1) findes ikke de kæmpe hits og de syng-med-ballader, som dukkede op på senere albums, men at tegningen var der er tydeligt at høre.

Den sang man husker er naturligvis "Langebro", der helt simpelt er en af de bedste sange, Gasolin' nogensinde udgav. Bygget op omkring en traditionel engelsk, folkesang - "Geordie" - indrammer den noget af det arketypiske ved Gasolin'; en god, ret simpel, melodi og en tekst der er både mundret og talesprogsbaseret, og som man husker efterfølgende - måske fordi den samtidig har det der udefinerbart lyriske tilsnit? Og så er det da lidt flot at invitere publikum på dén måde: 'Hvis du tør / så kom med mig".

Der er også god lyrik på det andet gode nummer på pladen, "Tremastet Beton", der ellers er præget af fraværet af Gasolin'-karakteristika. Willi Jönsson, (den 'skeløjede halvsvensker', som Kim Larsen kærligt omtalte ham) har skrevet musikken, den faste huspoet Mogen Mogensen har skrevet teksten - og det er også ham, der er vokalist på nummeret og ikke Kim Larsen. Og eftersom Mogens Mogensen øjensynligt ikke kunne synge, bliver nummeret i stedet til en solid gang spoken word med fin semi-akustisk backing af bandet. Og det er altså rart at lytte til. Derudover er "Hey Christoffer" en solid blues-rocker uden de store dikkedarer, og at vi har med fine musikere med ambitioner at gøre, kan bl.a. høres på "Solfanger".

Fundamentet blev lagt på Gasolin', men at det kunne blive til meget mere fik man først for alvor bevis for på de senere plader. Og bare rolig; dem skal vi nok også få hørt.