Händel - with care
Karl Aage Rasmussen: Talende toner - Georg Friedrich Händels livsfuga. Gyldendal, 2020
Komponisten Karl Aage Rasmussen, der i en årrække var professor i komposition på Det Jyske Musikkonservatorium, er også forfatter. Det er blevet til en række bøger, hvor flere er deciderede komponistbiografier. Og alle holdt i et fagligt velfunderet og samtidigt flydende sprog.
I Talende toner skriver Rasmussen selv i sine "forbemærkninger", at det ikke er forskning, men formidling – ”populærvidenskab om man vil”. Og tak, det vil man gerne, når det leveres så overbevisende som her.
I modsætning til tidligere biograferede komponister er dette den første bog på dansk om barokkomponisten Georg Friedrich Händel, der sammen med J.S. Bach oftest nævnes som de største barokkomponister. Eller er det?
For forfatteren må indføje en lakonisk note på første side: ”I november 2017, da denne bog var næsten færdigskrevet, udsendte Mogens Wenzel Andreasen en bog om komponisten på Olufsens forlag.” Tja, det er, hvad der kan ske. I vanlig underholdende stil har Wenzel Andreasen på godt 100 sider skrevet en fin, lille bog om Händel.
Men her drejer det sig altså om Rasmussens fine, store bog om Händel; volumen er nu godt 300 sider.
Talende toner er en klassisk biografi holdt i et klassisk dansk sprog – og helt uden billeder. Modsat andre komponister findes der yderst få samtidige beretninger om mennesket Händel; hans efterladte papirer var nærmest kun efterladte noder. Til gengæld en enorm mængde – Händel var gennem livet yderst produktiv. Det blev til 45 operaer, 28 oratorier, kammermusik, orkestermusik med mere
Vi antager …
De tidligste biografier om Händel er baseret på få og sporadiske kilder. Vi ved ikke meget om Händels "indre" liv, derfor er det gennem tiden blevet til mange gætterier. John Mainwaring udsendte umiddelbart efter Händels død i 1759 Memoirs of the Life of the Late G.F. Handel. Denne bog har nærmest karakter af en hyldest, og i flg. Rasmussen må Mainwarings ord tages med et gran salt. Alligevel er det Mainwaring, der ofte citeres – tit er det eneste tilgængelige kilde.
I kapitlet ”Det komponerede liv” fortæller Rasmussen om de to komponister, der altid stilles op over for hinanden, når vi er i barokken: Händel og J.S Bach. Sammenligningen er måske som æbler og pærer: Bach var ud af musikerslægt (og fik 20 børn), boede hele sit liv i samme område, og uden for dette var han nærmest ukendt. Händel var ugift og barnløs, han færdedes hjemmevant i hele Europa og blev i levende live feteret overalt som en myte. Händel var primært operakomponist, Bach komponerede primært kirkemusik. Men der var ligheder. De var begge yderst selvbevidste, dygtige håndværkere og enormt produktive. Og så endte de begge deres liv som blinde.
Så lad os la’ være med den direkte sammenligning; hver for sig var de monumentale og geniale i deres komponistvirke.
Herefter får vi en kronologisk gennemgang af Händels liv. Starter lidt uheldigt med at angive Händels fødselsdag til 23. februar 1785. En banal slåfejl; det rigtige er jo 1685 – i øvrigt samme fødselsår som J.S. Bach. (En lille kuriøsitet: I Wenzel Andreasens Händelbiografi er fødselsårstal korrekt, men datoen er 32. februar ...)
Vi hører om Händels unge år. Domorganist i Halle som 17-årig, violinist i operaen i Hamburg og et nej tak til Buxtehudes efterfølger i Lübeck.
Bevægelig i bevægelig tid
Händel forlader Hamburg; første rejsemål er Firenze, senere Rom. Alle steder åbnes dørene for den fremadstormende komponist, men vi kender egentlig ikke bevæggrundene, så vi gætter med Rasmussen. I øvrigt i et lidt altmodisch sprog med omvendte ordstillinger og hvor kommateringen nogle gange gør, at jeg lige måtte læse sætningen en gang til. Bogen er rig på person- og hændelsesdetaljer, så jeg ind i mellem bliver lidt fjern i blikket, når de mange krige og magtforskydninger i samtidens Europa listes op. Men det giver naturligvis en bedre forståelse for den smidige komponists bevægsmønstre; han formår med stort talent at sno sig gennem livet og have sympatierne de strategisk bedste steder.
Händel kommer til London i 1710, og metropolen bliver hans hjemmebane resten af livet. Og London ventede på en komponist som Händel, i flg. Rasmussen. Den italienske opera var det hotteste hotte, og Händel komponerer og komponerer.
Gammelt, nyt, lånt – blot lånt
Karl Aage Rasmussen gennemgår grundigt mange af operaerne og oratorierne. Da publikums smag ændrede sig fra de italienskinspirerede operaer til oratorier, formåede Händel elegant at præstere det ypperste og det mest populære.
Rasmussens bog har et interessant "mellemspil"; et kapitel med interessante betragtninger om genbrug, lån, tyveri. I barokken var det alment, at man benyttede sig af allerede komponeret musik. Måske blev det omskrevet, raffineret - eller direkte kopieret. Jeg husker, at jeg som ung hørte mindre kendt musik af Händel og pludselig hørte en velkendt korsats fra Messias. Og det var – i modsætning til i vores tid – bare helt acceptabelt. Gennem tiderne har komponister mere eller mindre bevidst brugt allerede skrevet musik; også Bach og Mozart lånte. Især hos Händel var det meget tydeligt, og det skyldtes ikke, at han ikke selv kunne komponere en veldrejet melodi, men simpelt hen rent praktisk: Mange værker var bestillingsværker, der skulle leveres på given dato. Den var ikke gået i dag uden alenlange juridiske dokumenter med korrekt rettighedsfordeling.
Halleluja
Højdepunktet i Händels produktion er oratoriet Messias, der, som vanligt, blev komponeret på kort tid: 24 dage. Ifølge Rasmussen er Messias uopslidelig, og Hallelujakoret er "a stroke of genius", selv om oratoriet Samson var mere populært i Händels levetid.
Som tidligere nævnt ved vi ikke meget om mennesket Händel, men Rasmussen fortæller i et "mellemkapitel" om livsnyderen Händel, som tangerede en sygelig spisetrang; bulimi nævnes. Og da den gode og fede mad dengang var yderst blyholdig, gisnes der om blyforgiftning som dødsårsag.
Sidste kapitel har den smukke titel ”Far, verden, far vel”, som ikke kommenteres. Men vi ved jo, at det er første linje i Thomas Kingos smukke farvelsalme, som blev skrevet fire år før Händels fødsel. Händel kendte den temmelig sikkert ikke, men den smukke tekst kunne måske være hans:
Far, verden, far vel,
jeg kedes ved længer at være din træl!
De byrder, som du haver byltet mig på,
dem kaster jeg fra mig og vil dem forsmå,
jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved
forfængelighed!
Ordet "forfængelighed" bruges ikke i Talende toner. Händel var måske ikke, hvad vi forstår ved forfængelig, men han havde et selvbevidst ego og værnede om sit virke med topprofessionel forretningssans.
Efter Händels død blev operaerne nærmest glemt. Først i det 20. århundrede begyndte man at opføre operaerne igen, og jeg tror, Händel ville have billiget de opførelser, der er gjort up-to-date. Det var jo det, han selv gjorde gennem årene med utallige revisioner og ændrede kompositioner.
Han ville også have fundet det fedt, at Mozart instrumenterede Messias for fuldt symfoniorkester. For som en af mine gode venner siger: ”Det gælder om at have skrevet melodien sidst!”
Talende toner er et skønt bidrag til viden og forståelse af G.F. Händel – og med Karl Aage Rasmussens elegante pen bliver historien vedkommende.
Og som forfatteren selv siger: Lyt til Händel! I vores tid findes enorme mængder af kendt og mindre kendt Händel tilgængeligt på internettet.
Læs bogen. Hør musikken. Og bliv klogere – og samtidigt underholdt.
Bestil bogen hos dit nærmeste bibliotek