To halvrunde svenske jubilæer

Inden for en enkelt måned kan to af Sveriges største navne inden for pop/rock-musikken fejre deres 25 års jubilæer som udøvende soloartister: Lisa Ekdahl og Lars Winnerbäck, som begge debuterede i foråret 1994.

Lisa Ekdahl

Bedst kendt i Danmark af de to er uden tvivl Lisa Ekdahl, som med det charmerende debutalbum Lisa Ekdahl fra februar 1994 straks skaffede sig en stor fanskare i både Sverige, Norge og Danmark. Flere af numrene fra debuten er da også fortsat signatursange for Ekdahl, ikke mindst ”Vem vet” og ”Benen i kors”, som hun stadig synger ved sine koncerter. Efter kanon-debuten fulgte endnu et succesrigt album fra Ekdahl, Med kroppen mot jorden (1996), men derefter antog hendes karriere mere normale proportioner. Albummet Ekdahl sings Salvadore Poe (dvs. hendes ægtemand) klarede sig kun mådeligt på hitlisterne, mens opsamlingsudgivelsen En samling sånger igen bragte Lisa Ekdahls navn på pladepublikummets læber – især i Danmark, hvor pladen nåede en fjerdeplads på hitlisten.

Opsamlingspladen banede vejen for Ekdahls comeback på albummarkedet med cd'en Olyckssyster fra 2004 – ti år efter debuten. Det nye album var produceret af Lisa Ekdahls ven og kollega, Lars Winnerbäck, og udgivelsen sendte sangeren tilbage til den absolutte top på den svenske albumhitliste. Derefter fortsatte Lisa Ekdahls ujævne succeskurve med både pletskud og vildskud – selv om hun aldrig forsvandt helt ud af projektørlyset og publikums bevågenhed.

I 2009 udsendte Ekdahl det dejligt afslappede, jazz-inspirerede album Give me that slow knowing smile – og i 2017 var det minsandten blevet tid til sangerindens tredje comeback. Det skete med den svensksprogede cd När alla väger leder hem, hvor samtlige sange som sædvanlig var skrevet af Ekdahl selv, og hvor sangen ”Famna jorden” blev et pænt hit for hende. (Læs mere her)

More of the good

Lisa Ekdahls seneste udgivelse er cd'en More of the good fra 2018. Ud over skiftet til engelsk var der ikke meget nyt at notere på Ekdahls nye udspil – heldigvis. Hendes store publikum elsker hendes iørefaldende sange med tydelig rod i den svenske visetradition, og dem er der flere af på More of the good, bl.a. ”I know you love me”, som sagtens kunne gå hen og blive et langtidsholdbart hit på linje med ”Vem vet”. Men faktisk er samtlige numre på den nye cd yderst behagelige at lægge ører til, og på min personlige hitliste over årets bedste udgivelser topper Lisa Ekdahl årslisten – i skarp konkurrence med Magnus Lindbergs Skörd; men det er en anden historie.

Min eneste anke mod Lisa Ekdahl og hendes musik måtte i givet fald være en lille skepsis over for sangerindens koketteri med det, der ellers er en del af hendes varemærke: den spinkle lillepigestemme. I de fleste tilfælde forstærker den sprøde stemme blot indtrykket af en musik, som først og fremmest virker indtagende via sin ynde og lethed. I små glimt bliver det dog for meget selv for undertegnede, som når Ekdahl i sangen ”The moon can not be stolen” synger ”I'm coming out of my cocoon” og derefter slutter af med et nuttet lillepigehvin: ”Oooh”. Kvinden er trods alt 47 år!

Men det er en detalje i en i øvrigt vellykket sammenhæng, og de lidt krukkede nuancer skal ikke afholde nogen fra at stifte bekendtskab med sangerindens seneste udspil. Blot kan jeg ikke lade være med at ærgre mig over, at man aldrig hører Lisa Ekdahl i en rigtig rock-kontekst som den, man kunne opleve i Tivoli i forbindelse med en fredagsrock-koncert for en del år siden. Her viste Ekdahl, at hun faktisk godt kan gøre sig gældende på en baggrund af elektrisk forstærkede guitarer og en masse strøm på mikrofonen. Man kan håbe på, at hun igen en dag får lyst til at slå sig løs som ”rigtig” rocksanger – og også får lyst til at forevige oplevelsen på plade.

Læs mere på hjemmesiden lisaekdahl.se

Lars Winnerbäck

Lars Winnerbäck debuterede i marts 1994 med kassettebåndet Mina damer och herrar, hvor han foredrog otte af sine egne sange til akkompagnement af egen akustisk guitar. Inden solodebuten havde Winnerbäck spillet med i punkgruppen Snoddas; men efter et ophold på den nordiske folkehøjskole i Kungälv (på viselinjen!) var han parat til at indlede en egentlig solokarriere. Flere af de otte sange på debutkassetten dukkede senere op i en lidt anden form på Winnerbäcks cd-debut i 1996: Dans med svåra steg, og noget tilsvarende gjaldt flere af sangene på opfølgeren til debuten, 3486 ord från Lars Winnerbäck – igen kun udsendt på kassettebånd.

I 1996 var det imidlertid blevet tid til et forsøg på et rigtigt gennembrud for et større publikum, dvs. med en cd-udgivelse og med akkompagnement af et rigtigt band. Dans med svåra steg udkom på Winnerbäcks eget pladeforlag Elvira Records og blev en moderat succes i Linköping (hvor Winnerbäck stammer fra) og omegn; men samtidig rummede cd'en flere af Winnerbäcks mest kendte sange, som han stadig spiller ved sine koncerter, heriblandt ”Kom änglar” og ”Fröken Svår”.

Visepræget var stærkt fremtrædende på Winnerbäcks første udgivelser, som ikke mindst var påvirkede af musikere som Cornelis Vreeswijk og Evert Taube. Men i løbet af de næste plader frigjorde Winnerbäck sig gradvis fra forbillederne, og med cd'erne Med solen i ögonen (1998) og Kom (1999) havde han fundet frem til sin helt egen stil, som snart skulle indbringe ham en lang række priser og udmærkelser, og som omkring årtusindskiftet gav ham en central placering i svensk rockmusik – en placering, han har beholdt lige siden.

Granit och morän

Lars Winnerbäcks seneste udgivelse er cd'en ”Granit och morän” (2016), der ligesom hans øvrige cd'er viser en musiker med noget på hjerte, med en stribe kraftfulde sange i bagagen og med et formidabelt band bag sig. Sangenes tekster er lige så vemodige som altid og udspringer af en splittet bevidsthed, der har mere end svært ved det umiddelbare og det enkle; men denne tilstand er helt sikkert samtidig grunden til, at Winnerbäck er værd at lytte til og kan høres igen og igen. For det er jo tydeligt for enhver, der har ører at høre med, at her er der en mand, som har oplevet lidt af hvert, og som formår at omsætte oplvelserne til kunst: ”för jag minns hur det var / när alla toner kom från himlen”.

Granit och morän er ren vellyd og har kun et minus: at det nu snart igen er alt for længe siden, vi har hørt nyt fra Winnerbäck. Men svenskeren er en eksklusiv kunstner, som kun udsender ny musik, når han har noget, han kan stå inde for. I ventetiden på en ny cd kan Winnerbäcks mange fans lytte til hans duetsang med Per Gessle på nummeret ”Småstadsprat” på Gessles soloudgivelse En vacker kväll fra 2017. Eller de/vi kan kigge med på tv-dokumentaren Ett slags liv (2017), hvor Lars Winnerbäck fortæller om sig selv og sin musik, og hvor nogle af musikerens kolleger fortæller om deres samarbejde med ham. Ganske interessant – men en ny solo-cd ville unægtelig være bedre.

Læs mere på facebook.com/lassewinnerback/

Og så ellers blot: til lykke herfra med de to halvrunde jubilæer!