Harmonisk højtidelighed

The Moody Blues. Voksne musikinteresserede tænker straks ”Nights in White Satin” fra det sagnomspundne år 1967. Symfonisk, storladen rock med den gode melodi, den klare sang og den fyldige produktion. Der kom flere huskbare numre: ”Question”, ”Melancholy man”, ”I’m just a singer in a rock&roll band”. Og så forsvandt gruppen i 1974 – en indre træthed blev taget alvorligt. Men allerede få år efter kørte The Moody Blues igen - og har gjort siden.
Denne aften i Randers er det Justin Hayward, der står på plakaten. Hayward, som ER den karakteristiske Moody Blues-sangstemme. I 2018 får vi ikke det store symfoniske set-up, men mesteren selv på guitar sekunderes blot af Mike Dawes på guitar og Julie Ragins på keyboard og kor.

Fremragende forret

De sidste mange koncerter har trioen serveret en stabil menu: Femten sange plus et ekstranummer.

Men klokken tyve-nul-dut træder Justin Hayward ind på scenen for at annoncere den fabelagtige guitarist Mike Dawes. Den unge, magre guitarist med det lange heavy-metalhår indtager scenen alene og kan storsmilende fortælle, at det er første gang, han er i Danmark. Publikum klapper høfligt, skønt det er kommet for at høre koryfæet fra sidste årtusindes supergruppe. Ja ja, lad den unge mand spille et enkelt nummer.

Dawes er dog ikke blot en almindelig ung mand; han blev lige før jul valgt som verdens bedste akustiske guitarist af to amerikanske musiktidsskrifter. Og fra første akkord spidses tusind sæt øer synkront – her er noget specielt. I Dawes eget nummer ”Boogie Shred” får vi et veritabelt tonebombardement, hvor én mand med én guitar spiller akkorder, basspil, melodispil og perkussion. Okay, så kan vi godt klare et nummer mere. Virtuositeten fortsætter i en unik udgave af salig Prince’s ”Purple Rain”. Derefter lige Gotye’s kæmpehit ”Somebody That I Used to Know”, og stemningen i salen stiger. Minikoncerten slutter med en John Mayer-cover, og så er der minsandten pause. Hold da op – så får vi to koncerter til én koncerts pris.

Harmonisk hovedret

Det velmodnede publikum sidder veltilpas i de behagelige stole – lad os komme i gang!
Den høje, ranke brite med det blonde, halvlange hår griber sin McPherson-guitar; welcome! Den næste halvanden time får vi et overflødighedshorn af harmonisk vellyd med en nænsom blanding af numre fra Haywards solokarriere og Moody Blues’ fyldige katalog. Her er det de tidlige numre, der får størst applaus.

Mit kvalificerede skøn er, at hovedparten af salens tilhørere hørte Moody Blues i de dynamiske år 1967-1972, hvor gruppen udgav syv suveræne skiver. De efterfølgende 50 år (!) har Hayward og Moody Blues vedvarende vedligeholdt den pompøse klang og den gode melodi, men det er den første periodes sange, der har plads i musikkens eviggrønne skove.

Allerede andet nummer, ”Tuesday Afternoon” fra 1967, modtager højlydt genkendelsens glæde fra salen blot efter to akkorder. Stemmen er stadig stor, men der anes en skrøbelighed, måske skal han blot synges op. Og ja, den karakteristiske stemme får en fyldigere fremtoning, der holder koncerten igennem. Stor set; et par gange er der næsten ikke hørbare knæk.

Men stemmepragten doceres, så overskuddet kan benyttes til koncertens klimaks – sidste nummer i det ordinære sæt er naturligvis gennembrudshittet ”Nights in White Satin”. Et fantastisk nummer, der har kørt parløb/konkurrence med Procol Harums ”A Whiter Shade of Pale” fra samme år, 1967. Forsangeren Gary Brooker fra Procol Harum kan minsandten også endnu, men hvor Procol Harum spiller nummeret stort set som for 50 år siden, vælger Justin Hayward at synge sin ”Nights…” i en kammermusikalsk udgave, som viser, at nummeret kan stå uden det store symfoniske udtræk. Blot med den karakteristiske klang fra den 12-strengede guitar, lidt supplerende 2.guitar (med den obligate fløjtesolo) og klædeligt nedtonede keyboardklange; her er sovsen ikke for fed.
Inden da får vi et af de få numre i up-tempo. ”Question” starter med de velkendte hidsige akkordskift på den 12-strengede, som forcerer sangen en smule. Den falder heldigvis til ro i det smukke mellemstykke, hvor Hayward lægger op til fællessang

Helstøbte harmonier i dagens Danmark

En helstøbt koncert, der trods det forholdsvist ferske akkompagnement giver os stor dynamik. Hayward stemmer ikke guitaren om til diverse åbne stemninger eller monterer capo, nej, han skifter da guitar i stedet. Kun to gange beholder han samme guitar fra et nummer til et andet. Herligt, når man som guitarist skal forsvare nødvendigheden af at have flere guitarer…

Julie Ragins synger en sikker korstemme, og Mike Dawes kommer jævnligt på besøg på hendes side af scenen for at få et tæt sammenspil. De to yngre medmusikere medvirker til, at koncertens højtidelighed ikke bliver patetisk. Det er også nærmest befriende, at Dawes før nummeret ”Your Wildest Dream” har problemer med teknikken, og Hayward må spille et ekstra langt forspil. Dét stunt laver de nok ikke hver aften.

Enkelte gange kommer Justin Hayward med små historier mellem numrene. Det er tankevækkende, at han egentlig ikke rigtigt forstod, hvad det var, han skrev i de unge år. ”Måske forstår jeg det, når turneen er forbi…”. Ja, måske, men jeg behøver altså ikke at forstå alting for at nyde. Og det er, hvad vi gør denne aften – nyder den smukke og udødelige musik. Måske kan Haywards stemme ikke klare de krævende sange om fem år, men i aften fik vi en perfekt menu med en appetitlig forret og en velafstemt hovedret. Desserten? Det må være at gå ud i den kølige aprilnat med aftenens lyd lagret i hukommelsen – og mod på mere livsbekræftende musik.

Sætliste

• Mike Dawes:
• Boogie Shred
• Purple Rain
• Somebody That I Used to Know
• Slow Dancing in a Burning Room
• Justin Hayward:
• Out and In
• Tuesday Afternoon
• This Morning
• Lovely to See You
• Had to Fall in Love
• In Your Blue Eyes
• The Western Sky
• New Horizons
• Watching and Waiting
• One Day, Someday
• Forever Autumn
• Never Comes The Day
• Your Wildest Dreams
• Question
• Nights in White Satin
• Ekstra: I Know You’re Out There Somewhere

Foto: Peter Elmelund