Henrik Engelbrecht: Opera i guldalderens København

Henrik Engelbrecht: Opera i guldalderens København. Gyldendal, 2017
 

Operaeksperten Henrik Engelbrecht har netop udgivet denne lækre og livlige bog. En appetitlig bog om megen uappetitlighed – nemlig om operaen og livet indenfor voldene i København i første halvdel af det attende århundrede. Den periode, vi kalder guldalderen, men efter læsning af bogen fristes man til at kalde den gyllealderen.

Henrik Engelbrecht har et imponerende CV indenfor musikformidling; bl.a. den fine Opera i øjenhøjde, som udkom i 2008. I eftersommeren holdt han 10 radioforedrag om opera i guldalderens København, og det er væsentlige dele af disse, der nu foreligger i bogform med en masse oplysende og underholdende billeder. 

Radiomediets nærvær er overført til bogen: sproget er holdt i en frisk nutid; det er NU, det sker. Og forfatteren formår at holde os læsere fanget med sit levende sprog og pirrende fligløftninger, for hvad sker der i næste kapitel?

I forordet fortæller Engelbrecht os, at virkeligheden var en helt anden, end vi kender fra de nydelige skilderier fra tiden. København var skidt og møg og sygdom og armod; i gaderne flød lortet fra mennesker og dyr, der var opstaldet overalt. Alligevel blomstrede videnskaben og kulturen; dog primært billedkunsten og litteraturen.

En beretning i nutid – det er NU, det sker

Første kapitel er en appetitvækker, som beskriver staden og det brandfarlige komediehus på Kgs. Nytorv. Man vover i 1798 at opføre "noget af ham der Mozart", som få har hørt om. Det er operaen Cosi fa tutte, som oversættes til Væddemålet eller Elskerens Skole. Projektet er dødsdømt på forhånd. Her er ingen egentlige sangere, så skuespillerne har værsgo at synge. Ingen egentlig instruktør og ingen øvetid. Og så er personalet oven i købet middelsvært drikfældig.  En herlig beskrivelse; som et eventyr: Kan det virkelig passe? Men Engelbrecht har gjort sin research, og vi tror med undrende sanser på det.

Herefter går det over stok og sten i tolv stramme kapitler med fængende overskrifter og lige dele oplysning og underholdning i fin symbiose med billedmaterialet.

Her er billethajer, der uautoriseret styrer byens adgang til billetter, og som har ansat bøller til at pifte de forestillinger ud, som der ikke er salg i. Her er middelmådige, sølle skuespillere og en del snobbede ditto. Især beskrivelsen af primadonnaægteparret Frydendahl er herlig.

Naturligvis er der også fortrøstningsfulde lyspunkter. Operaens orkester, Det kgl. Kapel, har en standard, som kan måle sig med de udenlandske. Og enkelte sangstjerner lyser ensomt på den kolde himmel. Den charmerende Edouard du Puy formår i 1807 at få hovedrollesucces i Mozarts Don Juan. Men ak, han overfører rollen til virkeligheden, og efter en affære med selveste kongens datter smides han ud af landet. Det er ganske vist.

Det lysner

Også dengang var der rivaliserende kunstnere og kunstretninger, og i denne bog trækkes snitfladerne skarpt op. Her er sammentømrede tilhængere af hver lejr, der som hooligans gerne komme i slagsmål før og efter forestillingerne, og såmænd også under, så militæret må gribe ind. Vi har Rossinitilhængerne overfor Weysefans; vi har opera overfor vaudeville. Operahaderen J.L. Heiberg ønsker ”ørevenlige melodier i letfattelige historier”.

Langsomt højnes niveauet for sangerne. Der etableres bedre og bedre sangundervisning, og gæsteoptrædener af store verdensstjerner motiverer også de bestemmende instanser til kvalitetsforbedringer. Carl Maria von Weber giver gæstekoncerter, og den svenske nattergal Jenny Lind stråler i hovedstaden. Den teatertossede H.C. Andersens nærmest besættelse af hende er velkendt, mindre kendt er nok hele merchandiseafdelingen omkring Jenny Lind. Her er Jenny Lind-vifter, Jenny Lind-påklædningsdukker og minsandten et Jenny Lind-komfur. Ja ja, det er ikke en opfindelse af nutidens popkunstnere at have en mindre salgsbod i fortemplet.

Samme Andersen får i øvrigt succes med Liden Kirsten til musik af J.P.E. Hartmann; et rigtigt nationalistisk stykke, som passer perfekt til udgivelsesåret 1846.

I 1849 – et vigtigt år i danmarkshistorien – bliver J.L. Heiberg teaterchef. Og Engelbrecht slutter lakonisk: ”Solen er gået ned over guldalderen.”

Læs og lyt

I en slags efterskrift fortælles om de unikke voksruller, der blev optaget i slutningen af 1800-tallet. Her er også optagelser af sangere, der var aktive i vores guldalderperiode, så det er faktisk muligt at høre, hvordan det virkeligt lød. Og de kan høres på forfatterens hjemmeside, tak.

Opera i guldalderens København er en dejlig underholdende og oplysende beretning om en tid, der nu bliver sat i et mere realistisk lys. Afslutningsvist er der en tidstavle over halvtredsåret 1798-1848, hvor musikkens begivenheder år for år sættes ved siden af begivenheder i den store verden; interessant. Her er endvidere den obligatoriske oversigt over anvendte kilder og person- og værkindeks.

Når man i Danmarks musikhistorie nævner Hartmann, nævner man ofte også Gade. Men N.W. Gade optræder overhovedet ikke i denne bog, selvom han dog skrev værker i guldalderen og puslede med Elverskud, der fik premiere i 1854. Men okay, det 200-årige fødselsdagsbarn har fået opmærksomhed i år andre steder.

Er man bare lidt interesseret i opera og i guldalderen, er denne letfordøjelige og velskrevne bog obligatorisk læsning. Og måske en ideel julegave til onkel Erik?

Og husk – opera vinder ved forberedelse. Og der er god lekture på biblioteket.