Genre: 

Hey Danmark!

14-03-12
Af: 
Peter Elmelund

Her er biografien om Natasja, sangeren, sangskriveren, rapperen, som på 32 år nåede så langt rundt i musikkens verden.

Og bogen giver varme.

Både af det fantastiske & positive livsssyn, som gennemstrømmede Natasjas liv og gerninger. Og også den fightergejst, der gjorde, at ting lykkedes for hende. Som læser har jeg siddet og tænkt: "Nej, det kan du altså ikke Natasja", og så lykkedes det alligevel, før eller siden. Johannes Møllehave har den fantastiske one-liner : "Skuffelser der ikke gik i opfyldelse" - sådan levede Natasja.

Naturligvis havde Natasja også skuffelser. Hendes karriere voksede ikke hurtigt nok, og hun fik lov til at banke på en del døre. Men hun blev ved - og uden at gøre det på bekostning af andre, som man ellers oplever i denne verden.

Natasjas nære veninde sangeren Karen Mukupa har sammen med skribenten Rasmus Poulsen sammenskruet disse 400 sider, så vi får en gevaldig fyldestgørende dækning af Natasja fra 1973 til i dag. Bogen er "reggaestiligt" trykt på billigt papir med reggaefarverne gul, rød og grøn som gennemgående farver. Desuden er der en pæn portion private snapshots og mere officielle pressebilleder strøet jævnt i bogen. Bogen er skrevet i et flydende sprog, som gør, at de 400 sider faktisk ikke føles for meget, når nu det altså er en afsluttende biografi.

For det drejer sig om en spændende personlighed.

Natasja var tidligt tiltrukket og fascineret af heste og viste hurtigt et naturligt talent for heste. To diametrale verdener - reggae/hippiemiljøets afslappethed, fester, hash overfor overklassens regelrette nordsjællandske hestemiljø. To verdener, som det delvis lykkedes Natasja at forene. Drømmen var at leve på Jamaica som sangerinde og jockey; være den mest feterede sangstjerne og vinde de største hestevæddeløb.

Det er en stærk oplevelse at læse om Natasjas valg på et tidspunkt at tage uddannelsen som jockey, komme slemt til skade i en rideulykke (flere måneder på hospitalet og gentagne operationer) og mod alle odds kæmpe sig klar og op på hesten igen. Hverdagen kræver dog mere, end selv Natasja kan klare, og efter flere musiksuccesser vælger hun primært sangen.

Natasjas energi betyder også, at hun lever livet hårdere, end omgivelserne synes er rimeligt. Natasja gør, hvad hun vil. Hun ryger for meget hash (så produceren Remee er tilbageholdende med at give hende en chance), hun er ligeglad i pengesager - men har grundlæggende et stort, socialt hjerte. Som 14-årig tilbyder produceren Soulshock hende en solokontrakt, som hun ikke vil tage imod, uden at hendes nærmeste musikere er med.

Hendes drive og tro på sig selv gør, at karrieren vokser; dog i et tempo, som hun gerne vil speede op. Samtidig med voksende gennemslagskraft fornemmer vi også, at Natasja bliver mindre og mindre glad - ifølge hendes nærmeste.

Og så ender det.

Bogen starter og slutter med en levende beskrivelse af Natasjas sidste døgn. Omstændigheder som elendige veje og elendige/skæve chauffører har flere gange tidligere været livsfarlige for Natasja, men hun har hele livet udvist, hvad man efter smag kan kalde livsglæde eller dødsforagt. Bogen er her sober, idet vi faktisk ikke får draget mange konklusioner af, hvad handlingerne i bogen førte til eller ikke førte til.

Og Sangen om Natasja lever videre. Hendes cd'er har solgt formidabelt. Sangen "Gi' mig Danmark tilbage" er med i flere sangbøger. Og så denne biografi, hvor man efter endt læsning har en stor indsigt i reggaekulturen i Danmark.

Jeg hørte Natasja til Trax Galla koncerten 4. november 2006 og tænkte: Hende kommer vi til at høre mere til.

Det gjorde vi, men ikke nok.

Lån bogen hos dit nærmeste bibliotek