Genre: 

Hvor smiler fager den danske kyst

H.C. Lundbye: gravhøj, maleri
22-11-24
Af: 
Jens Laigaard

Johannen V. Jensen kaldte sit digt “Danmarkssangen”, da det blev udgivet i 1925. Og med fuld ret, for der er tale om en ægte fædrelandssang.

Digtet fokuserer på to ting, der optog Jensen, og som han var rigtig god til at skildre: dansk natur og dansk oldtid. Det er på syv vers med otte linjer i hvert, fire lange og fire korte. De første fire vers beskriver landskabet, som det opleves af en, der sejler ned gennem Øresund og ser kysten stige frem, venlig og smilende. Kornmarkerne sammenlignes med en kvinde: byggen har silkehår, rugen ånder varmt og hveden tager vinden til sit bryst. Alle sanser kommer i brug:

Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner
det grønne land.
Hvor skønt fortoner
sig sø og strand!

Her i fjerde vers flytter billedet sig via gravhøjene til fortiden, og den er emnet for de følgende to vers.

Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave:
Henfarne slægter - forglem dem ej!
I arv de gav dig en ædel gave.

Hver gang man finder en flække, en flintøkse eller en bronzering i jorden, står man med en stump sjæl af oldtidens bønder, dem, der har bygget riget. Man må passe på disse oldtidslevn, for de fortæller om vores rod, begyndelsen til de mennesker, vi er i dag.

Til sidst henvender digtet sig til de mange, der er udvandret for at søge lykken på fremmed jord. Jensen kunne sagtens sætte sig ind i deres udlængsel; han havde selv som ung rejst verden rundt. Men han minder sig selv og andre om, at ens hjerte altid vil være bundet her i barndomslandet.

Alt i alt handler det altså om ens identitet som dansker. Hvad mere kan man ønske af en fædrelandssang - bortset fra en melodi, alle kan synge med på? Der var straks flere danske komponister, der forsøgte sig, men ikke med noget oplagt. I 1935 skrev Oluf Ring den melodi, vi alle kender og synger i dag. Den var lys, bred og majestætisk, og med den i ryggen blev “Hvor smiler fager” på kort tid en populær fællessang. Og måske, i hvet fald hvad angår teksten, den smukkeste af alle vore fædrelandssange.