Ingen spiller Tom Petty som Mudcrutch
I 2008 samlede Tom Petty sit gamle band fra før Tom Petty & The Heartbreakers-tiden, Mudcrutch. Oprindelig blev Mudcrutch dannet i 1970 af Tom Leadon og en dengang 17-årig Tom Petty; men efter en temmelig omskiftelig tilværelse blev gruppen opløst igen i 1975, hvorefter Tom Petty, Tom Leadon og Benmont Tench i 1976 dannede gruppen The Heartbreakers sammen med endnu et par musikere. Det blev starten på en lang succeshistorie, som ikke er slut endnu.
Men gammel kærlighed forgår ikke. Trods succesen med The Heartbreakers har Tom Petty ikke glemt sine venner i Mudcrutch, og det gamle kærlighedsforhold resulterede i 2008 i udgivelsen Mudcrutch, hvor de fem oprindelige gruppemedlemmer var samlet igen (dog med en enkelt udskiftning i forhold til originalbesætningen). Cd'en med en skønsom blanding af nye og gamle numre blev en uventet succes og røg direkte ind på Billboard-listens ottendeplads. Ret godt skuldret af et fritidsprojekt, som i første omgang bare blev etableret for sjov.
Men det ser ud, som om Mudcrutch-musikerne har haft det så godt sammen, da de indspillede det første album (i løbet af kun 14 dage), at de nu har haft mod på at gentage succesen med et nyt album – og det er der kommet en om muligt endnu bedre cd ud af. D. 20. maj i år udkom cd'en med den korte og præcise titel 2, med de samme musikere, som indspillede Mudcrutch i 2007, men med den lille forskel fra det første album, at alle fem musikere denne gang har været involveret i kompositionerne – dog med en klar overvægt til Tom Petty selv, der står for syv af de 11 numre, mens de øvrige fire musikere har skrevet ét nummer hver.
For en lytter som undertegnede, der bedst kan lide Tom Petty, når han husker sin baggrund i bl.a. country-rock'en, er det en udelt fornøjelse at lægge ører til Mudcrutch's cd nr. 2. Hvor Petty og hans Heartbreakers i den senere tid har helliget sig blues og garagerock – med noget vekslende resultat - betegner albummet 2 en tilbagevenden til den lyd, som kendetegnede Pettys første udgivelser, med syngende Byrds-guitarer og følsomme ballader – ”Americana” fra før, begrebet blev opfundet.
Først og fremmest er det værd at bemærke den spilleglæde, der lyser ud af den nye Mudcrutch-cd. De løsere og mere uforpligtende rammer omkring optagelserne ser ud til at have bekommet Tom Petty & Co. særdeles godt, og spilleglæden lyser ud af samtlige numre på 2. Ikke fordi Petty ikke plejer at spille vellydende musik, det gør han. Men på det seneste er musikken altså blevet lige lovlig konceptorienteret for denne lytters smag, hvor den tidlige Tom Petty – og Mudcrutch – med dejlige 12-strengede guitarer og en dynamisk rytmegruppe lyder langt bedre i mine øregange.
Af de 11 nye sange på 2 er der – for mig – ingen tvivl om, at Tom Pettys numre er bedre og mere originale end numrene skrevet af hans musikere i gruppen. Bl.a. indledningsnummeret ”Trailer”, som er et levn fra de tidlige Heartbreakers-dage, er en herligt iørefaldende sang, som man ikke kan undgå at blive i godt humør af. Pladens næste nummer, ”Dreams of flying” (med klassisk Byrds-guitar) er næsten lige så godt, og sådan fortsætter det – næsten – hele vejen. Bl.a. med endnu et højdepunkt i Petty-nummeret ”Save your water”, der bringer mindelser om det klassiske Byrds-nummer ”Wasn't born to follow”. Tom Petty er som tidligere nævnt en gudbenådet sangskriver, når han gør sig umage, og hans kumpaner i Mudcrutch er bestemt heller ikke dårlige. Bedst af de ”menige” musikeres numre er nok Randall Marsh's sang ”Beautiful world”, som er en rigtig feel-good-sang med et iørefaldende omkvæd.
Der er ikke nogle dårlige eller overflødige numre på den nye plade med Tom Pettys fritidsgruppe, og det er efterhånden sjældent, man kan sige det om en ny plade. Måske man i virkeligheden kan sammenligne Mudcrutch med hedengangne Travelin' Wilburys, hvor helheden ligesom hos Mudcrutch var større end enkeltelementerne? Uanset hvad er det en ren fornøjelse at lytte til Tom Pettys seneste udspil, og man må håbe, at der ikke går otte år, inden han igen får lyst til at spille så lystbetonet og afslappet, som han og hans band gør det på 2.
(Red.: den nye cd kan endnu ikke bestilles på bibliotekerne - men den kommer!)