INXS: X (1990)

De hurtige hits, der når et stort publikum, kan være en gave til en musiker og et band. Pludselig kommer musikken ud til langt flere, end de måske hidtil havde nået, salget stiger voldsomt og koncerterne bliver udsolgt i en fart. Til gengæld kan det jo så også gå hurtigt den anden vej; selv om man holder fast i formlen, og er tro mod det musikalske udgangspunkt, kan hitsene udeblive, og så er den del af publikum, der primært fik øje og øre for bandet på grund af et enkelt hit hurtigt væk igen.

INXS havde på udgivelsestidspunktet for X, deres syvende studiealbum, haft mega-succes med den forrige plade, Kick. Det var jo vældig forståeligt, eftersom det indeholdt ikke bare et, men adskillige vidunderlige pop-sange på et dejligt, lettilgængeligt rock-fundament. "New Sensation", "Devil Inside", "Need You Tonight" og "Never Tears Us Apart" var bare nogle af de sange, der kørte i evig rotation det meste af to år i slutningen af firserne. Og så kan det jo ellers nok være, at der på baggrund af det, var lagt i kakkelovnen med forventninger til opfølgeren.

De forventninger havde INXS ualmindelig svært ved at indfrie - ihvertfald hvis man måler på salgstal. De kom ganske vist rigtig fint ud af startboksen med den solide, funky dance-rocker "Suicide Blonde", der blev et velfortjent hit i tre verdensdele, men derefter var det så som så med hypen. Og det er, når man hører albummet i dag, faktisk synd, for det er et fremragende album - hvis man vel at mærke kan lide bandet med dets højtsvungne, dansevenlige guitarrock. Faktisk vil jeg måske endda gå så langt som til at sige, at det er et skammeligt overset album, fyldt med både solide og melodiøse numre og med saft og bund hele vejen.

Hvis man nu fx er lidt utålmodig, og gerne selv vil høre, hvorfor X mindst er på højde med den hit-inficerede forgænger, så kunne man jo evt. finde albummet frem eller - hvis man nu er mere til dén slags - åbne sin streamingtjeneste og slå ned på det tredje nummer på albummet, "The Stairs". Det bygger forholdsvis traditionelt op, men får derefter lov til at brede sig og svulme op, indtil det når sit faktisk ret voluminøse crescendo i afslutningen. Her bliver det ikke bare tydeligt, at Michael Hutchence er en afsindigt god blues-rock-baseret sanger, men i lige så høj grad, at Farris-brødrene i dén grad kunne skrue et pop-nummer sammen. Derudover er det værd at give både "Disappear" og "Bitter Tears" et lyt ekstra. Det første kunne man godt få lejlighed til, da det var det andet single-udspil fra pladen, mens det sidstnævnte måske er forholdsvis ukendt land, hvis man ikke lige ejer albummet. Men det er værd at sætte på - også selv om man måske afskrækkes af synth-figuren indledningsvis. Men altså; det swinger faktisk ret godt.

Det er der mange af numrene, der gør, og hvis man ikke i forvejen kender INXS er X i min optik et lige så godt sted at starte som Kick. Specielt er det - ihvertfald for denne lytter - en afsindigt god side 2, de har fået produceret. Både "Lately", der har et catchy omkvæd og førnævnte "Bitter Tears" lyder altså som et band på toppen af deres yde-evne. Og det siger jeg altså ikke bare, fordi jeg tilfældigvis - og desværre - ikke ejer Kick længere. Men jeg har af årsager, der fortaber sig i det dunkle, fortsat det tommer cover til denne.... Gad vide hvem hulen der er rendt med indholdet?