Genre: 

Ja tak, vi vil sandelig gerne ha’ glade stemmer i skolen!

Fra Sangens Hus i Herning er der kommet denne fine hjælp til landets musiklærere med den opløftende titel ”Glade stemmer i skolen”. Og hvem vil ikke gerne ha’ det?
17-03-23
Af: 
Peter Elmelund

Siri Myggen og Christian Steen Noringriis: Glade stemmer i skolen
Sangens Hus, 2023

Siden 2013 har sangens Hus fungeret som et nationalt samarbejdsforum for sang. ”Som en katalysator for sangglæden i Danmark skal sangens Hus styrke og udvikle sangkultur på alle niveauer og indenfor alle genrer”. Dette sker gennem videndeling, talentudvikling og sangprojekter. Og så altså også med udgivelse af denne bog.

Bogen ”Glade stemmer i skolen” er skrevet i forlængelse af – og en håndgribelig manifestation af - helårskurset ”Syng, bevægelse og læring”, som er blevet tilbudt lærere og pædagoger i folkeskolen som opkvalificering af den daglige musikundervisning.

Men os, der ikke har været på kurset, kan sandelig også få glæde og inspiration af bogen.

Siri Myggen og Christian Steen Noringriis, bogens hovedforfattere, er begge konsulenter i Sangens Hus. Men også otte af Sangens Hus’ sangkonsulenter bidrager til bogen; deres navne er dog kun at finde i bogens kolofon.

Syng mer – og bedre!
I indledningen har forfatterne det lønlige håb, at de med denne bog vil bidrage til at øge og forankre en sangkultur i grundskolen, give en dybere musikforståelse og mod på at lære flere sange – og synge mere og bedre. Og det synes jeg sandelig lykkes - her gives kort og koncist håndgribelige metoder og øvelser; det er bare med at gå i gang!
Gennem hele ”Glade stemmer i skolen” henvises til materialet på hjemmesiden sbl.sangenshus.dk, som helt gratis ligger klar til at blive brugt.

Allerede i første kapitel – Stemmen – er der QR-koder, så man direkte kan komme til det fine supplerende materiale. Eksempelvis plakater med de fire parametre ”krop”, ”luft”, ”stemme” og ”tanke” – klar til musiktimen. Og en grydeklar ”tivolitur”, hvor læreren kan få flettet de forskellige elementer ind i en konkret historie.

Se og hør læreren!
En god gentagelse gennem hel bogen: Læreren er en umådelige vigtig rollemodel.
Så når en ny sang præsenteres, (2. kapitel hedder ”Nyt repertoire”,) står og falder succesen med læreren. Og her står ordret ”Hvis læreren er vant til at synge og spille, kan det være en mulighed for at give eleverne en nærværende musikalsk oplevelse, måske ligefrem kunstnerisk”.

Værsgo’ – hold dig ikke tilbage, kære lærer! Skønt at læse i denne pædagogverden, hvor jeg ellers sjældent møder opfordringer til ligefrem at være kunstnerisk.

Problemer? – de løses!
Et af de otte hovedkapitler handler om puls og rytme. Her er både befordrende grundtrin til sange og enkle eksempler på bodypercussion. Hold da op, hvis jeg havde haft den del med i min grundskole for mange år siden, tror jeg min puls- og rytmefornemmelse havde været et andet sted i dag.
Efter flere af kapitlerne er der en ’problemknuserkasse’. Her kan musiklæreren finde den nødvendige ro til stille og roligt få bevidstgjort et problem – og løse det. Eksempelvis tre bud på problemet ’tempoet løber’. Sådan.

Andetsidste kapitel er et bud på ”Den gode musiktime”. Og hvem kan ikke bruge det? Vi har de gode one-liners såsom ”det du giver, får du igen” og ”show, don’t tell”. Vi får konkrete fokusøvelser og sågar en håndgribelig disposition over musiktimen.

For mange undervisere er indholdet i ”Glade stemmer i skolen” velkendt og bruges i dagligdagen. Men her får vi en overskuelig oversigt. Med mulighed for at slå op lige dér, hvor det måske halter lidt – eller hvor der er brug for lidt ny inspiration.

Sammen med det nævnte materiale på bogens hjemmeside er ”Glade stemmer i skolen” et uomgængeligt redskab i musikundervisningen i dagens grundskole.
Læs den og BRUG den – og vi får glade stemmer i skolen.